INTERVIEW. Jeg skal interviewe Mads Mikkelsen om hans rolle som John Lennon.
I ved, John Lennon, den psykisk syge danske mand, der bor i et socialt boligbyggeri, som barn klædte sig ud som viking og egentlig hedder Manfred … men som tror, han er John Lennon.
Det er fordi, »HAN HAR en diagnose«, som Nikolaj Lie Kaas forklarer i filmen. Nærmere betegnet dissociativ personlighedsforstyrrelse, der udover navneskiftet gør, at John/Manfred stjæler fremmede menneskers hunde og hopper ud af vinduer i tide og utide, hvis tingene ikke går efter hans hoved.
John Lennon bærer i Anders Thomas Jensens ’Den sidste viking’ en blå vindjakke og en brungrå permanentparyk og formulerer sig på ’Bamse og Kylling’-agtig vis, siger ting som »nu vil jeg gerne have mit glas med saft med solbær«.
Der er meget langt fra denne John Lennon til manden, der sidder over for mig og to svenske journalister på Lidoen i Venedig og kæderyger i 13 minutter. Ulastelig i både filmstjernelook og uigennemtrængelig flinkhed.
Hans venlige mine vakler ikke på noget tidspunkt – heller ikke da jeg adskillige gange senere i interviewet skal spørge dansk films mest elskede mand, såvel som internationalt tilløbsstykke i gigafranchises, om noget, jeg ved, han ikke gider tale om. I hvert fald ikke med pressen.
Nemlig hans forhold til identitetspolitik, selvom det nu engang er noget af det, ’Den sidste viking’ handler om. Ligesom den handler om mange af livets andre store stridsmål: broderskab, traumer, normalitet, fantasi, IKEA, og om The Beatles eller ABBA egentlig er bedst.
Elsker sindssygen
Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas spiller brødrene Manfred og Anker, der skal på et sidste togt tilbage til deres traumeomspændte barndomshjem (en ’Psycho’-agtig hytte bygget til filmen i en skov, der ser meget lidt dansk ud, fordi den ligger uden for Göteborg).
Anker vil nemlig finde de 41 millioner, han netop har afsonet 15 år i fængsel for at have røvet fra en pengetransport, men missionen medfører efter en vild bytur med psykiateren Lothar (en vidunderligt sjov, hvidhåret Lars Brygmann) også dannelsen af et bogstaveligt talt skizofrent coverband med faible for, ja, Beatles og ABBA.
Inden interviewet går i gang, får vi en lille smagsprøve på Mads Mikkelsens svenskkundskaber (det er »länga sedan«), før vi bliver enige om, at »alt er bra« og desværre skifter til engelsk for en fælles referenceramme.
Det er dagen inden filmens store internationale premiere på Venedig Film Festival, men hvis der er nerver i Blue Drop Lounge Club, sidder de ikke uden på Mads Mikkelsens beige jakkesæt, hvor ord som kærlighed og forelskelse går igen og igen, når skuespilleren taler om den danske komediemager, han har arbejdet sammen med på i alt seks spillefilm fra ’Blinkende lygter’ og frem.
At bekymre sig havde også været spild af energi, viste det sig, da filmen fik en bragende international modtagelse.
»Jeg elsker Anders Thomas. Jeg synes, han er en unik filmskaber. Jeg synes, vi er heldige, at vi har ham i Danmark. Jeg kender ikke, nogen anden i verden laver film som ham. Jeg har helt fra starten syntes, at han laver noget meget, meget poetisk, noget meget dybfølt. Det handler om de allerstørste spørgsmål i universet: gud, satan, liv og død, men han pakker det ind i total sindssyge. Den kombination – det er der ingen andre, der gør. Så jeg er bare forelsket i hans måde at lave film på. Jeg er meget velsignet at være en del af hans lille gruppe«, lægger skuespilleren storladent ud.
»Jeg ville have sagt ja til hvilken som helst af rollerne. Fra start af tror jeg faktisk, han havde byttet rundt på os, mig og Nikolaj. Men sidste gang (i ’Retfærdighedens ryttere’, red.) var jeg på en måde ’straight-guy’, hvis man kan kalde det det. Selv Anders Thomas’ straight-guys er fuldstændig sindssyge, men det gjorde jeg sidst, så han ville gerne bytte rundt denne gang«.
»Så snart jeg vidste, det var den rolle, gik jeg i gang med forelske mig i ham og finde ud af, hvordan man tackler noget, der går rimelig langt – et farligt spor for en skuespiller – og så se, om vi kan finde noget menneskelighed derinde også«.
Kunne du genkende noget i ham fra dit eget liv?
»Ikke meget, ikke meget. Jeg prøver at finde hans følelser i mig selv, men mine følelser ville blive triggered af nogle andre ting end ham. Han bliver tydeligvis antændt af at blive kaldt sit gamle navn, men det handler om noget andet for ham. Hvis bare hans far kunne have elsket ham, hvis bare hans bror kunne have elsket ham, ikke? Men alle elsker ham her John-fyren!«.
Hvad er forskellen på den måde, du går til en rolle som skuespiller, og det, Manfred gør, når han identificerer sig med at være viking eller rockstjerne?
»Jeg skal generelt være lidt klogere end min karakter. Selv hvis jeg spillede Einstein, så bliver jeg nødt til at være klogere med nogle ting end Einstein, hvis jeg skal kunne manipulere, hvor historien skal hen. Drama opstår ofte, når en karakter ikke kan se sig selv særlig klart. Det er dramatisk, ikke? Så jeg skal se karakteren ret tydeligt og så gå ind og prøve at portrættere, hvad det er, han ser. Og jeg tror, der er mange mennesker, som lever deres liv på præmisser, de ikke er super klar over, inklusive os selv i vores egne liv«.
»Vi skal gå helt til kanten og måske udover«
Efter Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen ifølge legenden kom op og slås under deres første møde på en københavnsk bar i 90’erne, blev deres professionelle samarbejde for alvor forseglet med ’Blinkende lygter’ i 2000, som Mikkelsen i dag betegner som den »mest uskyldige af alle filmene«.
Hvilket siger en del om de efterfølgende moralske vederstyggeligheder, oeuvret gemte på. Det mest provokerende i Jensens debut var Mikkelsens ko-mord (en rigtig ko måtte lade livet), mens vi senere fik fortællinger med både incestuøse overgreb, fostereksperimenter, nynazister, kannibalisme og headshot-kurerede kræftsvulster.
»Vi blev modigere derfra og sagde, ’okay, så nu kan vi rykke et andet sted hen, hvor vi aldrig har været før’«, siger Mikkelsen. Det sted var som bekendt en provinsslagter, hvor skuespilleren var castet som den afstumpede og ulækre Sven-Sved over for Nikolaj Lie Kaas i ’De grønne slagtere’, der parterede de lokale og solgte dem som delikatessen »kyllerylle«.
En film der ligesom ’Blinkende lygter’ skubbede til grænserne for den danske komedie.
Nu skriver vi 2025, men selvom verden har ændret sig meget og har lært fraser som ’den var ikke gået i dag’, virker det ikke rigtig til at gælde for Anders Thomas Jensen eller Mads Mikkelsen.
’Den sidste viking’ opererer på mere finmasket vis end nogensinde rundt i grænserne for acceptabel humor og hiver flere nuancer frem mellem formlens karakteristika som vold, overgreb, tilfældige familiekonstellationer og sort komik.
Du siger, at I er gået rigtig langt denne gang – har du oplevet, at grænserne har rykket sig i den tid, du har lavet film med Anders Thomas Jensen?
»Det er en hårfin grænse, for vi vil ikke bare have nogle skuffer, hvor det er sådan, okay, lad os hive den her ud. Vi skal skubbe hinanden lidt. Og der er ting i vores karakterer, der minder om folk, vi har spillet før, men det er overhovedet ikke det samme. Der er en kæmpe forskel på ’Den sidste viking’ og ’Retfærdighedens ryttere’. Men der er selvfølgelig ting, der minder om hinanden«.
»Det handler om at finde ud af, hvor der er små steder, der er ankre midt i al den her galskab. Så snart vi finder ud af, hvor de punkter er i historien, så kan vi gå virkelig langt med vanviddet, men hvis vi ikke har dem, så er det bare kun vanvid«.
»Udfordringen med min karakter Manfred er, at vi skal gå meget langt med ham, for at historien giver mening. Vi skal gå helt til kanten og måske udover, frem og tilbage og rundt om den grænse, der er for meget. Så for os handler det om at finde ud af, hvor den går. Og vi krydser den formentlig, og andre gange er vi ikke tæt nok på den. Men det er åbenlyst en udfordring. Uden at gå så langt med en karakter, at historien ikke er med«.
Grimhedsgrænsen
’Den sidste viking’ er som alt andet, Anders Thomas Jensen har lavet, lidt paradoksal.
På den ene side kan man let tænke, at det ikke ville flyve i 2025 at drive komik på at spille en absurd psykisk syg karakter. Man kunne også tænke, at Mads Mikkelsen kunne komme i modvind for at sige ja til den rolle. Men ’Den sidste viking’ slipper afsted med det hele.
Den er faktisk en mærkelig måde en film til tiden. På den ene side en sympatisk historie om et komplekst forhold mellem to brødre, der er blevet skæmmet af omverdenens forventninger til dem. Og på den anden side går den i et animeret sidespor om en vikingeflok, der praktiserer radikal ligestilling, også langt for at udstille en karikatur af en woke verden, hvor alle skal have en medalje.
Er det anderledes at sende sådan en film her ud i nutidens landskab med identitetspolitik og cancel culture, end det var før i tiden?
»Jeg ved det ikke. Jeg er ikke del af den verden. Anders Thomas eller en af producerne ville kunne svare på det. Jeg beskæftiger mig ikke med at afveje, hvad der er oppe i tiden, jeg beskæftiger mig med at lave ting, jeg synes er ægte«, siger den danske stjerne.
Der var ingen bekymret amerikansk manager, der var bange for potentielt backlash?
»Nope. Jeg har én, der ved, at jeg er dansker, og at vi gør nogle anderledes ting«.
Var der så nogle tilfælde, hvor I synes, I gik for langt?
»Hvordan min karakter ser ud!«, siger Mikkelsen og peger på sit hoved for at fremkalde et minde om sin kiksede filmfrisure.
»Vi var sådan, seriøst – skal vi helt derud? Men når man rammer den første dag på optagelserne, så er man der. Og så er det bare sådan, vi gør det«.
Ét selvmordsforsøg ad gangen.
»Klart! Men det er det, jeg godt kan lide ved ham. Han truer ikke med at gøre, han gør det bare. Og han er en overlevelsesmaskine«.
Hvad er dine egne tanker om, hvor langt man skal gå for at tage hensyn og imødekomme folks krav om særbehandling?
»Personligt? Det er altid et valg i en situation. Hvis det er et ærligt ønske fra nogen, så er det én ting. Hvis det er en magtdemonstration fra nogle andre, så er det noget andet. Jeg tror, alle prøver at skabe den mest behagelige stemning rundt om bordet, men alle har deres forskellige grænser for, hvornår det er nok ikke?«.
Men filmen har også det her animerede spor, som siger, at hvis én person mister en arm, skal alle miste en arm.
»Det er interessant, for nogle mennesker synes, det er provokerende, og andre synes, det er provokerende, at det er sådan. Så det er klart et emne, vi smider op til sidst«.
»Det er åbenlyst en del af historien, det er et tema, men det er en hat, filmen tager på. Jeg opfatter ikke karaktererne på den måde. Jeg ser den her fyr som én, der gerne vil elskes, koste hvad det vil – om det er ved at være en viking, eller om det er ved at være John. Alt for at blive elsket«.
‘Den sidste viking’ får premiere 9. oktober.