Oh Land

Nogle kunstnere står på en scene for at spille teater, andre for at give noget af sig selv. Selvtilliden er vokset hos Oh Land, og i takt med det, forsvandt lysten til en dirigerende instruktør. Det blev farvel til det store amerikanske pladeselskab Epic, og resultatet er et tredje album, der er mindre teatralsk og mere ind til benet.

Omdrejningspunktet er dog stadig Nanna Øland Fabricius’ småskæve popsange og engleklare vokal, og albummet starter med de brusende synthesizere på ‘Bird in an Aeroplane’s luftige syntpop og den bastunge, percussion-drevne ‘Renaissance Girls’. Men så sker der noget.

Læs også: Se den farverige video til ‘Renaissance Girls’

Det bliver enkelt, simpelt og gennemborende. Fra den beat- og klaverdrevne ballade ‘Cherry on Top’ til sirenesangen på ‘3 Chances’, hvor Fabricius rammer det høje register suppleret af akustisk guitar og harpe. Vokalen åbenbarer sig på det minimale grundlag, og der slås tiltrængte sprækker i lakken. Ligeledes på den underspillet storladne ‘Green Card’, hvor kærligheden formidles med et kækt trommespor, blæsere og trompettrut.

Men præmissen kan også slå fejl, og ‘My Boxer’s stampende, minimale produktion og den elektrificerede ‘Kill My Darling’ fremstår hule i modsætning til den discoglade ‘Pyromaniac’, hvor Fabricius virker hjemme med et omkvæd skåret i poppens fineste egetræ. For ikke at tale om ‘Love You Better’, hvor de små udsving i vokalleveringen er lige præcis det, der skal til for at sætte følelserne i gang over det sagte kor og en hviskende guitar.

Oh Land spiller ikke længere teater, og mens chancerne skal findes i det små, afslører albummet en kunstner, der er tættere på sig selv end nogensinde før.