Med ugens offentliggørelser fra blandt andre NorthSide og Tinderbox er sæsonen for festivalannonceringer allerede godt i gang, men indtil nu har landets største festival holdt kortene tæt ind til kroppen.
Det laves der om på nu. I dag kan Roskilde Festival nemlig afsløre de første 24 navne til næste års program.
Blandt dagens annonceringer finder man først og fremmest Damon Albarns tegneserieband Gorillaz, der er årets første internationale hovednavn, og som til marts udgiver albummet ‘The Mountain’.
Albarn gæstede også festivalen i år med Africa Express samt i 2023 med moderbandet Blur. Gorillaz har imidlertid ikke optrådt på Roskilde Festival siden deres legendariske triumf på Orange Scene i 2018.
Dengang fik koncerten som bekendt en brat afslutning, da gæsterapperen Del the Funky Homosapien faldt af scenen og måtte indlægges på hospitalet. Forhåbenligt bliver det mindre dramatisk til sommer.

Udover Albarn og co. skal den nye Orange Scene danne rammerne om det, festivalen kalder »et skræddersyet natteshow med Tobias Rahim« – måske lidt a la dette års koncert med D1ma?
Rahim debuterede på Roskilde Festival i 2022, hvor han fyldte Arena-teltet til bristepunktet. Året efter blev han opgraderet til Orange Scene, og til sommer indtager den dansk-kurdiske hitmager altså endnu en gang den ikoniske hovedscene med sidste måneds ‘Vulkanø’.
Desuden kan festivalen byde velkommen til Ethel Cain, der også var på plakaten i 2023, men som sidenhen har fået stor opmærksomhed.
Så sent som i weekenden spillede den amerikanske sangskriver en udsolgt koncert i Store Vega, og nu får danskerne en ny mulighed for at opleve sangene fra dette års ‘Perverts’ og ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’.
Læs vores interview med Roskilde Festivals musikchef HER.
»Vi går i luften med et program, der viser, hvad Roskilde Festival altid har handlet om: At samle mennesker i et helt særligt fællesskab på tværs af alder, baggrund og musikalsk ståsted – og give rum til nye kunstnere og give dem mulighed for at vokse med vores deltagere«, udtaler Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i en pressemeddelelse.
Udover den nye Orange Scene kan Roskilde Festival i 2026 slå dørene op til et helt nyt syv dages-område med to scener. Det betyder et farvel til Avalon, Apollo og Gaia, der takker af i forbindelse med fornyelsen.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni-4. juli. Billetsalget er i gang nu.
Alle dagens annonceringer:
Gorillaz (UK)
Ethel Cain (US)
Tobias Rahim (DK)
Bad Gyal (ES)
Brutalismus 3000 (DE)
Cobrah (SE)
Lojay (NG)
Pa Salieu (UK)
Sierra Ferrell (US)
Yousuke Yukimatsu (JP)
Adrian Quesada (US)
DBN Gogo (ZA)
Dean Johnson (US)
Ela Lung (DK)
Folk Bitch Trio (AU)
Hypnosis Therapy (KR)
Iglooghost (UK)
Joshia Idehen (UK)
Maruja (UK)
Milkweed (UK)
The New Eves (UK)
Primitive Man (US)
Snuggle (DK)
The Sophs (US)
