Ethel Cain gemte det mørke guld til finalen og udsatte mig for en prøvelse

Hun lignede ikke en ukronet goth-dronning – nærmere en glad ung kvinde i oversize t-shirt og baggy bukser, der var kommet for Roskilde-torsdagens fyldige hiphopudbud.

Men Hayden Silas Anhedönias har med Ethel Cain skabt sit eget fiktive alter ego i et kuldslået univers, hvor himlen altid er mørk og blodrød.

I en snavset sky af drømmende rumklangs-pop, autotune og blød grunge virker Ethel Cain som en yngre kusine til Lana del Rey, en kusine der er vokset op langs sydstaternes alligatorsumpe frem for sunny California.

Publikum var mødt talstærkt op i Avalon-teltet til en mørk seance fuld af inderlige sange om sex, religion, daddy-issues, kannibalisme og at være fejlcastet i sin egen krop. Og Anhedönias, der var flankeret af et par mutte mænd på guitar og trommer, smilede sødt som en fortrolig veninde ud til os efter hvert dødsmærket karakterportræt, vi fik serveret fra scenekanten.

Koncerten lagde langsomt ud med ’House in Nebraska’. Det er et nummer fuld af tunge, skæbnesvangre akkorder, der hang og vibrerede i teltpælene. Det var som Cat Power faret vild på sydstaternes støvede landeveje. Jeg noterede mig purunge fans på de forreste rækker, der fældede tårer til omkvædet.

Ethel Cains ambitiøse debutalbum, ’Preacher’s Daughter’, rinder ud efter udmattende 75 minutter. Også i en festival-setting fandt jeg en del af materialet langtrukkent at stå igennem, selvom koncerten kun varede 45 minutter.

Åbningsnummeret blev fulgt op af en række sange, der ikke helt greb mig, der er en blot semi-konverteret til Ethel Cains formørkede verden. ’Family Tree’ og ’Hard Times’ var fanget i en midtempo-morads, der efterlod mig rastløs og lidt utålmodig. Det er stadig for ofte, at man ikke er helt overbevist af hende som sangskriver. Numrene flød sammen for mig i live-situationen på samme måde, som de gør på albummet. De handler måske om skærsilden, men her og der følte jeg også, at jeg var på en prøvelse.

Ethel Cain-katalogets sande mørke guld blev gemt til sidst. ’Crush’ er en banger og klarede imponerende nok en svær test for relativt nyt materiale: Passagen, hvor hun udbryder »Low slung bad bitch, baby, come and get you some«, blev overladt til publikum at synge. Og det faldt ikke til jorden.

Og så er der kirsebærret på toppen: ’American Teenager’, der lød omtrent som Taylor Swift, hvis hun havde lavet en karrierekovending og vendt sit blik mod mørkets rækker. Det er regulær stadionpop med den form for omkvæd, som jeg for ofte savnede i den korte koncert.

Hvis jeg skal slutte mig helt og holdent til Ethel Cain, skal hun grave flere af den slags ørehængere ud af sydstatsmulden. Sker dette, kan jeg sagtens se hende sprede det uglade budskab på Orange Scene en skønne dag.