’Jeg tror jeg elsker dig’: Silas Holsts selvbiografiske film er vist mest katarsis for … ham selv
FILM. Jeg heppede på Silas Holst da han fox-trådte hele Danmarks dansegulv, og jeg har ved gud heppet på både ham og hans nye sympatiske selvcentrerende filmprojekt.
Derfor gør det næsten decideret ondt, at hans debut som manuskriptforfatter og spillefilminstruktør (co-instrueret af Brian Sean Tange) – trods det personlige, hjertebløde og rørende engagement – ikke forløser egen ambition.
For hvad der skulle have været en stærk fortælling om barndomstraumer, huslig vold, alskens former for flugt og frygt, ender i stedet som en rodet og forsimplet skildring af et ellers komplekst og væsentligt stof.
Men det kræver da også en overlegen fortæller- og følelsesmæssig tæft at kunne jonglere og udtrykke de mange facetter, som ’Jeg tror, jeg elsker dig’ ønsker at præsentere, når historien om drengen Anders, hans psykopatiske far og forslåede mor iscenesættes.
Baseret på Holsts egen opvækst folder multimandens origin story sig ud som et ekspressivt og patosfyldt ’Billy Elliot’-agtigt drama om en ung mands vej mod scenen og stjernerne – og om, hvordan dansen bliver et eskapistisk trøsterum i et hjem fyldt med væg-til-væg-angst … og gigantiske tv-apparater.
Ja, æstetikken og de popkulturelle referencer forsøger at male retvisende billeder af filmens forskellige tidsperioder, når vi oplever hovedkarakterens barn- og ungdom, og der er glædelige gensyn med alt fra 90’ernes regnbue-is til 00’ernes boogie-darlings, Maroon 5.
Til gengæld prøver jeg at overse, at en blå københavnsk 5C’er – der vel at mærke først tog sin jomfrutur i 2017 – tuller rundt som et mystisk fremtidselement.
Nej, det er ikke en tilfældig dum bus, der spolerer filmen – det er blot én af mange småsjuskede detaljer, som samlet gør historien uoverbevisende.
Men måske er ’Jeg tror jeg elsker dig’ heller ikke så meget en velsmurt historie, som den i virkeligheden bare er en virkelig dark familie/Vild med Dans-reunion fuld af interne ’jokes’.
For udover at tidligere medvirkende fra det populære program popper op i tide og utide, spiller instruktørens eksmand og babydaddy Johannes Nymark faren, og når hverken Albert Harson – eller Holst selv – indtager hovedrollen som Anders, gestaltes han af parrets egen søn.
Sød, charmerende og rigtignok imponerende god til at stå på hovedet, men han mangler altså desværre både det skuespil- og dansetalent, rollen for alvor kræver.
Åh, hvor nepotisme kan have den ærgerlige bivirkning at æde det kreative organ indefra – og det er ikke engang filmens eneste moderne kunstneriske ugerning.
’Jeg tror jeg elsker dig’ rider også på den trættende og uinspirerede new literalism-bølge, for intet i denne film er subtilt: Alt er overgjort og overfortalt, ja, selv valget af godnatsang ender som en parodisk kliche af en vuggevise.
Autofiktion kan ellers være en genvej til at undvige uretmæssige, fortærskede floskler og autenticitet og liv ind i det/de portrætterede – se bare Eva Victors vanvittigt vellykkede overgrebsfortælling ’Sorry, baby’.
Men det danske dansedrama leverer aldrig hele og komplekse karaktertegninger – da slet ikke af farens både karismatiske og sindssyge væsen. Inspiration kunne med fordel være hentet hos Jakob Oftebros præstations i ’Dansegarderoben’, hvor den eftertragtede vekselvirkning mellem ømhed og sadisme lykkes til fulde.
Johannes Nymarks Jørgen er bare et 100 procent møgsvin – også selvom en sen replik forsøger at overbevise os om det modsatte. Og når nu Holst er trænet i at fortælle med kroppen, ikke ord, er det netop pudsigt, at ’Jeg tror jeg elsker dig’ ender som all tell, no show.
Jo jo, han kaster da nogle malplacerede og hårdt oplyste ballroom-sekvenser ind hist og her, men de er mere forstyrrende end bevægende. Altså helt bogstaveligt … karaktererne står bare lidt akavet stille iklædt similisten og en badass toreadorjakke.
Det opsummerer egentlig meget godt skabernes primære udfordring: ikke helt at vide, hvordan man omsætter en interessant startposition til en mærkbar fortælling – og lade de barske erindringer transcendere til et almengyldigt og vedkommende værk.
Denne debut (gen)peger mest af alt på kunstens enorme potentiale for terapeutisk katarsis – i dette tilfælde primært for afsenderen.
Kort sagt:
’Jeg tror jeg elsker dig’ formår ikke at løfte sine alvorstunge tematikker til den nuancerede film, de så tydeligt fortjener.