Siden afslutningen på ‘True Detective’s ikoniske første sæson i 2014, der havde Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne som efterforskerne Rust Cohle og Marty Hart, har omverden og de involverede parter spekuleret i mulighederne for en ny sæson med karaktererne.
Så sent som i sommers luftede ‘True Detective’-skaber Nic Pizzolatto potentialet for at vende tilbage med »en anden historie med Cohle og Hart«, og han mente, at skuespillerne var »åbne overfor idéen«.
Nu skyder Woody Harrelson imidlertid et muligt ‘True Detective’-comeback helt til jorden. Det gør han som gæst i radioprogrammet ‘3rd Hour of Today’, skriver Deadline.
»Når ret skal være ret – aldrig. Ingen chance«, svarede skuespilleren, da snakken faldt på chancen for at lave en ny sæson sammen med McConaughey.
»Fordi det blev fantastisk. Jeg elsker, at resultatet blev, som det gjorde, og det at lave en sæson mere, ville nok bare ødelægge det«.
‘True Detective’ startede som en miniserie, men succesen udviklede krimiuniverset til en antologiserie med en ny fortælling og nye hovedkarakterer i hver sæson.
Fjerde sæson med undertitlen ‘Night Country’ havde Jodie Foster i hovedrollen og Issa López som instruktør og manusforfatter. Den blev seriens hidtil mest streamede sæson, hvorfor HBO har givet grønt lys til en femte sæson, som også har López ved roret.
