1. For det første er du ikke »filmnørd«. Du er »cineast«.
2. Din yndlingsfilm er ikke som alle andres
Du er ikke for fin til at kunne anerkende de instruktører, som heltedyrkes uden for inderkredsen af kendere. Men du udvælger dine favoritter med omhu. Din foretrukne Tarantino-film er ’Jackie Brown’. Din Fincher-favorit er ’Zodiac’. Og din Scorsese-yndling er nok ’The King of Comedy’, i hvert fald indtil du får set ’After Hours’. Det er i hvert fald med sikkerhed ikke ’The Departed’ eller ’Shutter Island’.
Du har et ambivalent forhold til Christopher Nolan, og det er du ikke bleg for at fortælle om.
3. De første var de bedste
Du synes, at de fleste instruktører var bedre før. Altså før de blev allemandseje. Paul Thomas Anderson har aldrig været bedre, end da han lavede ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’. Denis Villeneuve peakede med ’Incendies’, ’Sicario’ og ’Prisoners’, Yorgos Lanthimos var fedest med ’Dogtooth’ og ’The Lobster’, og Bong Joon-ho toppede med ’Memories of Murder’.
Gammelt er generelt bedst.
4. Du anerkender kvinderne
Hvis du er mand – og det er du højst sandsynligt – og skal være 100 procent ærlig, har du kun mandlige filmskabere i dit panteon. Men du sørger for at indlemme to kvindelige af slagsen, og de er begge gamle eller mere sandsynligt døde. Det kunne være Chantal Akerman, som du opdagede, da ’Jeanne Dielman’ blev kåret til den bedste film nogensinde i Sight & Sounds store afstemning. Eller Agnes Varda, som du har skyndt dig at se halvanden film af.
Skal det partout være en levende kvinde, er det en smart idé at fremhæve Greta Gerwig.
Og hvis du er kvinde? Så kan du altid retfærdiggøre de fleste af dine filmhistoriske huller med, at det er patriarkatet, der har skabt den. Altså filmhistorien.
5. Du bruger Metacritic og ikke Rotten Tomatoes
Og da slet ikke IMDb’s brugeranmeldelser, det populistiske pis.
6. Du er urokkelig
I en duel mellem to cineaster er den, der blinker først, henvist til gravpladsen for wannabes og Palads-gængere.
Så du sørger for at have en række idiosynkratiske holdninger, som du holder fast i for enhver pris. En oplagt mulighed er at hade en velrenommeret instruktør. Gode ofre er Wes Anderson, Anders Thomas Jensen, Lars von Trier eller Hitchcock.
Du kan også knuselske en film, alle andre hader. Vælg for eksempel ’Beau Is Afraid’, ’Cats’ eller de tre ’Star Wars’-prequels.
Sørg desuden for at sætte ultimative spidsformuleringer på de film, du samtaler om. »One Battle After Another’ er den mest prætentiøse film i 20 år«. »’The Zone of Interest’ er den bedste film om ondskabens banalitet nogensinde«. »’Jagten’ er den mest latterlige film, jeg har set i hele mit liv«.
Hvor du investerer din skråsikkerhed, er underordnet. Det vigtige er at signalere et fuldt og intellektuelt velfunderet overblik over filmhistoriens gængse diskurser – og dit eget unikke ståsted i dem.
7. Men erkender sommetider, at du er blevet klogere
Indimellem kan det dog være opportunt at erkende, at du har taget fejl. Det er ok – det skal bare gøres på den rigtige måde.
Du kan for eksempel fremhæve, at du har opdaget noget ved filmen, som ingen andre har indset. Du kan også med fordel fortælle, at du har set filmen flere gange. For eksempel:
»Jeg var sgu lidt lunken, første gang jeg så ’Oppenheimer’, men ved tredje gennemsyn åbnede den sig virkelig for mig. Det er jo faktisk én af de bedste komedier i dette årtusind«.
8. Du er altid lidt i opposition
Du går meget op i, om noget er over- eller undervurderet. Du har selvfølgelig et særligt passioneret forhold til det, mainstreamen ikke forstår, men selv når du dyrker en universelt elsket film, spejler du din kærlighed op mod en diskurs, du sagtens bare kan opfinde til lejligheden.
»Jeg kunne faktisk ret godt lide ’Once Upon a Time in Hollywood’. Jeg føler, at Tarantino er lidt undervurderet i visse kredse«.
Eller:
»Jeg er aldrig helt steget på Safdie-toget. ’Uncut Gems’ har intet på ’After Hours’«.
9. Du går meget op i lydsiden
Når du lige er kommet ud af biografen, må du for guds skyld ikke erklære, om du synes, filmen var sjov, underholdende eller spændende.
Du fremhæver i stedet lydsiden. Eller formatet, filmen er blevet vist i. Eller måske siger du: »Den var virkelig skarpt klippet«. Du kan også prøve med en »Jeg elskede referencerne« og håbe, at ingen spørger nærmere ind, men skal du være på den sikre side – og dække over, at du kæmpede for at holde dig vågen gennem hele midterstykket – bemærker du bare, at filmen var »interessant«.
10. Jo langsommere, jo bedre
Lange indstillinger. Dét er fedt! Tænk at instruktøren bare tændte kameraet og først råbte »cut« otte minutter efter. Det kan noget.
Er filmen også i sig selv rigtigt lang, er det bare endnu federe.
Og jo længere jo bedre, faktisk. For når du og dine ligesindede har overlevet syv timers ungarsk celluloid i Cinematekets skyttegrav, er I et evigt forbundet band of brothers.
11. De bedste film er dem, andre ikke kan se
Du ved, at der er et væld af fantastiske film, der aldrig bliver sat op i de danske biografer.
Det er som udgangspunkt de film, der er de bedste.
12. Du kan ikke lide danske film
Kun hvis de er instrueret af Hlynur Palmason, Isabella Eklöf eller Ali Abbasi. De er jo også mest fra Island, Sverige og Iran.
13. Og du hader serier
Du ser af princip ikke serier. Med mindre, selvfølgelig, de er instrueret af en ægte filminstruktør. Som ’Twin Peaks’.
14. Din yndlingsstreamingtjeneste er derfor …
Mubi, Filmstriben eller Criterion Channel. Det er i hvert fald ikke Netflix. Tal så ofte, du kan, om algoritmernes råddenskab.
15. Dine four favourites på Letterboxd er nøje kuraterede
Dit foretrukne sociale medie er Letterboxd, og du har omhyggeligt kreeret dit udvalg af fire yndlingsfilm.
Du vælger: Et kanoniseret mesterværk. En kendt eksotisk film på fremmedsprog. En mainstream-film, der viser, at du ikke er så selvhøjtidelig. Og en film, ingen har hørt om.
Den kunne se sådan her ud:
Apocalypse Now
In the Mood for Love
Step Brothers
W.R.: Mysteries of the Organism
16. I problemer? Ophøj det, du kender, til kunst
I ny og næ vil du uvægerligt komme til at kigge misundeligt på de af dine peers, som er vokset op på en diæt af fransk nybølge og italiensk giallo.
Men som i så mange andre af livets sammenhænge handler det om at vende din svaghed til en styrke. Du kan således argumentere for, at det, du har set, er lige så stor kunst som alt det, du ikke har.
For er Nora Ephron ikke mindst lige så visionær en kunstner som Bergman? Er ’Face/Off’ ikke mindst lige så god som ’Le Samouraï’? Er ’Avengers’ ikke mindst et lige så episk storværk som ’Leoparden’?
Applicer den tidligere nævnte skråsikkerhed, og så kan du sagtens spille den hjem.
17. Du elsker film. Og det er rigtigt dejligt.
Men slap lidt af. Der vil alligevel altid være nogen, der har set flere end dig.