’All’s Fair’: Ny serie med Kim Kardashian er 24-karats privilegieblindt klamphuggeri
SERIE. Nå, men Ryan Murphy har lavet en ny serie, og den er herredårlig.
Bryder man sig ikke om dårligt fjernsyn, skal man ikke se den – og bryder man sig ikke om roasts i skriftform, skal man nok ikke læse med her.
For det er ganske enkelt svært at sige noget som helst positivt om Disneys nye sassy, soap-agtige drama, der messer søstersolidaritet og kvindelig kompromisløshed – og som giver Kim Kardashian muligheden for at udleve sin drøm som power-jurist.
I ’All’s Fair’ indtager reality-royalty’en nemlig hovedrollen som den indflydelsesrige skilsmisseadvokat Allure, der sammen med to ligesindede kollegaer – i fuldstændige kaotiske scener – forlader en sexistisk, lovfaglig mancave for at starte deres eget firma.
Klip til ti år senere, hvor de nu skåler og wooher og yes-girl’er hinanden, mens de frydes over deres imponerende fremgang og mageløse evne til at sikre landets ekskoner en rigtig god deal.
Skæbnens ironi vil, at Allures unge hubby og tidligere football-hunk Chase (Matthew Noszka) pludselig vil skilles. For han er nymfoman, klaustrofobisk anlagt og – som mænd ifølge serien er flest – allergisk over for succesrige kvinder.
Åh ja, og så skal vi ellers igennem en masse gisps og gasps og tynde historier om selvværd, ægtepagter og kønskamp. Det hele pakket ind i forudsigelige klicheer og tics-givende, meme-klingende dialog – der er seriøst en, der på et tidspunkt ordret og meget, meget alvorligt siger: »Come to daddy«.
Spørgsmålene, der hele tiden trænger sig på, er: Hvorfor fanden kysser de alle på den der sære, kødædende måde? Og hvorfor i alverden hovedrollebesætte Kim K?
For den entreprenante socialite kan unægtelig virkelig mange ting, men hun kan immervæk ikke spille skuespil. Hendes præstation er flad og karikeret.
Til hendes forsvar er Skims-milliardæren ikke den eneste, der struggler med karakterarbejdet og autenticiteten. Lige med undtagelse af Sarah Paulson, der er god som en hævngerrig og lettere sindssyg nemesis, giver det resterende cast – der blandt andet tæller stjerner som Naomi Watts, Niecy Nash og Glenn motherfucking Close (!) – underlige og til tider uforståelige performances.
Jeg mistænker, at flere af dem aldrig har læst det venstrehåndsforfattede og vanvittigt klodsede manus, før de takkede ja til de endimensionelle figurer. Eller også blev de bare forført af ideen om et univers, hvor paragraffer er lige så lette at lip sync’e som en langsom Beyonce-sang, og hvor the winning argument altid tilhører velklædte heltinder ’Legally Blonde’-style.
Og det er de – vidunderligt velklædte. Der zoomes ind på overdådige smykker og utroligt besværlige håraccessoires, og i de tre første afsnit tror jeg, der er 47 sekvenser, hvor karaktererne – i takt til TikTok-værdige bad bitch-anthems – bare går fra ét dyrt rum/overdådigt transportmiddel til et andet.
Så vil serien andet end at være et langt trægt modeshow og forsvar for privatflyvning?
Ja, den vil også gerne være et fjerdebølgefeministisk manifest, der understreger kvindens ret til frihed og egenkontrol – hvad enten det drejer sig om kærlighed, embryoer, plastikkirurgi eller sexappeal. Preach.
Der er altså absolut noble pointer, og jeg sporer et oprigtigt ønske om at berøre emner som umyndiggørelse og alskens former for undertrykkelse og kapitaler – og et semiømt forsøg på at udstille reelle ligestillingsmæssige problematikker.
Desværre drukner de vigtige budskaber i hinanden og i en masse pels – for i ’All’s Fair’ virker det, som om retfærdighed og female empowerment primært tildeles dem, der har råd til svinedyr bistand og Elisabeth Taylors aflagte diamantringe.
Jeg vil derfor ikke just kalde hverken damernes eller Murphys projekt udpræget solidarisk. Snarere 24-karats privilegieblindt klamphuggeri.
Kort sagt:
Du behøver virkelig ikke se Ryan Murphy og Kim Kardashians trainwreck af et seriesamarbejde.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.