‘The Running Man’: Action-remake med Glen Powell taler ned til os

Arnold Schwarzeneggers fjæs kan ses på pengesedlerne i den nære fremtid, hvor USA er en voldelig politistat styret af The Network, et almægtigt firma.
Uroen hos de fattige masser holdes nede ved at underholde dem med realityshows, hvor ”forbrydere” får som fortjent. Du kan knap nå at tænke tanken, at det er ligesom gladiatorerne i det romerske imperie, før den sleske tv-producer Dan Killian (Josh Brolin) selv nævner det.
Det er første tegn på, at Edgar Wrights nye udgave af ’The Running Man’ lider af tendensen til at fodre informationer og subtekst til publikum med ske. I The New Yorker blev fænomenet kaldt »den nye bogstavelighed«.
’The Running Man’ er desværre sådan en film, hvor tre karakterer kan stå foran en elevatordør, som åbner, og en stemme siger navnene på de tre, der skal gå ind i elevatoren. De tre har lige inden udvekslet replikker om, at de er glade for, at de blev valgt sammen. Så burde alle være med. Men nej, den ene skal absolut også lige sige »That’s us!«, inden de går ind i elevatoren.

At vi ser Schwarzenegger på pengesedlerne, troede jeg først var et setup til, at hans karakter fra den oprindelige film fra 1987 blev præsident i USA, men det viste sig vist bare at være en lille hilsen til VHS-klassikeren.
Glen Powell skal fylde Schwarzeneggers store sko i rollen som manden, der bliver så desperat over ikke at kunne skaffe lægehjælp til sin syge datter, at han melder sig til ’The Running Man’, et voldsomt populært realityshow, hvor deltagerne skal overleve i 30 dage for at vinde penge. De bliver forfulgt af professionelle dræbere – Jægerne – og reelt har de ingen chance for at klare den.
I starten af sin flugt får Glen Powell hjælp til udstyr og en falsk identitet af William H. Macy. I et skab ses pakker med »BFE«, og de har en dialog om, hvor mange bygninger sådan en enkelt pakke kan smadre, og hvor farligt det er at have den slags sprængstof liggende. Så har jeg ikke brug for flere informationer, for allerede her er det et lidt kluntet setup, fordi vi tydeligvis kommer til at bruge BFE senere i filmen. Og så er det, at William H. Macy lige forklarer: »BFE… Big Fucking Explosion«.
Jeg siger ikke, at hverken Stephen Kings bogforlæg fra 1982 eller Schwarzenegger-filmen er uudgrundelige værker med dybe indsigter, som man skal grave sig frem til med analytiske redskaber og litterære referencer. Jeg siger bare, at publikum til actionfilm heller ikke gider blive talt ned til.

Hvis man følger Hollywood-sladderen, er det blevet diskuteret i efterhånden flere år, om Glen Powell har, hvad der skal til for at blive en stor stjerne. Han blev løftet af ’Top Gun 2: Maverick’, ’Anyone But You’, ’Twisters’ og især ’Hit Man’, hvor han fik lov til at tage forskellige udklædninger på og vise lidt karakterskuespil. Han gør det godt i ’The Running Man’, hvor han også leger med forklædninger, og han har karisma til at bære actionrollen.
Faktisk er Glen Powell noget af det bedste ved filmen. Man tror på hans underliggende vrede over samfundets uretfærdighed, og man forstår, hvorfor han ofte ikke kan styre sit temperament.
Omkring ham er bikaraktererne undervældende. Ikke engang bundsolide Josh Brolin – her iført lidt for hvide tænder – formår at lave en interessant hovedskurk, og Colman Domingo, der blev Oscar-nomineret sidste år for den overbevisende præstation i ’Sing Sing’, spiller flamboyant tv-vært, men brænder ikke igennem, på samme måde som Stanley Tuccis showmand og indpisker gjorde i ’Hunger Games’-filmene.
I 1987-versionen var Jægerne nogle farverige, kitschede figurer med navne som Buzzsaw, Dynamo og Subzero, lidt ligesom showwrestlere med hvert sit dræber-speciale. Jægernes leder, Captain Freedom, blev spillet af Jesse Ventura, en superstjerne inden for showwrestling.
I den nye version, som ligger tættere på bogen, er Jægerne mere anonyme SWAT-team-agtige soldater, og selvom lederen har maske på, bliver afsløringen af hans ansigt og identitet ikke brugt til noget særligt.

Der er mange film og serier for tiden, der handler om modstand mod magthavere og -misbrugere, mod uretfærdighed og absurd ulighed. Fra ‘Andor’, ‘3 Body Problem’, ‘Silo’, ‘Foundation’ og ‘The Handmaid’s Tale’ på den lille skærm til ‘Civil War’, ‘The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’, ‘The Creator’ og ‘One Battle After Another’ på det store lærred.
’The Running Man’ er i den kulørte ende, men det giver mening at lægge sig tættere på bogforlægget og lade historien fokusere på den desperation, som medlemmerne af det dystopiske fremtidssamfunds bund udsættes for. Schwarzenegger-versionen handlede mere om over-the-top action, mediesatire og oneliners. »He had to split«, som Arnold siger efter at have skåret Buzzsaw over i to halvdele.
Stephen King forudsagde reality-tvs mere og mere vanvittige tilstande og magthavernes brug af medier til at kontrollere befolkningen. Det bedste ved den nye film er hans gamle idéer. Novellen foregår i øvrigt i år 2025 (!), men nu, hvor vi rent faktisk er her og har oplevet gakkede realityshows og set ’Squid Game’, har den del ikke så meget nyskabende kraft.
I filmen er der et ’Real Housewives’-agtigt realityshow kaldet ’Americanos’. Men scenerne fra showet, hvor disse rige Americanos skændes over et par sko, er ikke vildere end et almindeligt afsnit af ’Vanderpump Rules’ eller noget med The Kardashians. I denne virkelige, vanvittige verden skal der mere til at chokere os.
Edgar Wright har simpelthen ikke knækket koden til, hvordan han med ’The Running Man’ spidder samfundet og medierne, så vi kommer til at tro på modstandskampen og virkelig heppe på den flygtende mand.
På trods af enkelte underholdende actionscener ender nyindspilningen med at miste pusten og ligne en misset mulighed.
Kort sagt:
Bogen var forud for sin tid, men i 2025 har vi set vildere ting. Den nye ’The Running Man’ mister pusten og ender som blot mellemgod actionunderholdning.