FILMFAVORITTER. Birgitte Hjort Sørensen kan i øjeblikket opleves på det hvide lærred i nytårskomedien ’Det nye år’. En film, der er så gennemsyret af danskhed, at skuespilleren fremhæver den som obligatorisk pensum for alle udlændinge, der ønsker at forstå vores traditionsrige og sært opreklamerede forhold til højtiden.
I Paprika Steens fortælling indtager hun rollen som den overbærende hustru til Anders W. Berthelsens boomer-agtige investeringsrådgiver. Parret er, ligesom alle andre år, inviteret til fejring af årets sidste dag med vennerne Kris (Christian Tafdrup) og Nomi (Tuva Novotny). Denne gang ruskes der dog op i hengemte sår og traumer, da Nomi har inviteret sin nye uudholdelig kæreste, Finn (Lars Brygmann).
Som aftenen skrider frem, vælter skeletterne ud af vennegruppens skabe. Også Birgitte Hjort Sørensens karakter viser sig at gemme på en hemmelighed af de helt store.
Skuespilleren fik sit folkelige gennembrud i DR’s flagskibsdrama ’Borgen’, og rollen som den ihærdige journalist Katrine Fønsmark fik telefonen til at ringe fra Hollywood. Snart bød den spirende internationale karriere på en gæsteoptræden i seriefænomenet ’Game of Thrones’ og en skurkerolle som tysk acapella-sanger i ’Pitch Perfect 2’. Klimakset blev HBO-serien ’Vinyl’, hvor den danske stjerne spiller Andy Warhol-muse og blev instrueret af selveste Martin Scorsese.
I dag har Birgitte Hjort Sørensen sagt farvel til den ensomme Hollywood-tilværelse og i stedet cementeret sin status som succesfuld skuespiller på dansk grund. Hun viste sig desuden at være en gedigen cineast, da vi spurgte ind til hendes yndlingsfilm – et ultimativt spørgsmål, hun havde overraskende let ved at svare på.
Her fortæller hun om sin kærlighed til over the top amerikansk retorik og en helt særlig formiddagsvisning for 10 år siden.
Hvilken film har rystet din verden?
»’Irréversible’. Jeg så den for 20 år siden, mens jeg gik på teaterskole. Der er få film, der gør mig fysisk dårlig. Men jeg kommer aldrig til at se den igen, det er helt sikkert. Jeg så den med min daværende kæreste, og vi havde det begge to helt ulækkert bagefter. Vi havde ikke engang lyst til at røre ved hinanden«.
»Det er så væmmeligt med den voldtægtsscene, der ligger midt i det hele. Den er ni minutter lang, og fordi alle scenerne vises i ét take, så får den et dokumentarisk præg. Desuden fortælles scenerne baglæns, så man starter med at se slutningen på historien, og dermed som publikum ved, hvad der venter karaktererne. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad det gør ved oplevelsen«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»’The American President’. Den har en lidt halvlam dansk titel, ’Præsident på frierfødder’. Men Aaron Sorkin har skrevet manuskriptet, og han er en af mine helt store helte. Den udkom, lige inden han lavede ’The West Wing’, som jeg selv så som forberedelse til ’Bogen’. Den foregår i Det Hvide Hus, og det er altså ikke så tit, man ser en romantiske komedie udspille sig i en politisk arena«.
»Michael Douglas, som spiller præsident, holder på et tidspunkt en tale, som stadigvæk i dag giver mig lyst til at række en knytnæve i vejret, fordi den er så retorisk stærk. Selvfølgelig foregår den i en liberal drømmeverden, men i 1990’erne var der bare en uskyld, både i verden og i filmene, som jeg personligt godt kan længes efter. Og så formidler den politisk stof på en tilgængelig måde. I politik har spillet ikke rigtigt ændret sig siden 1995«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Da jeg en formiddag for 10 år siden blev inviteret af Maria Månson (daværende vært på DR’s Filmselskabet, red.) til at se ’Mommy’. Den handler om en 15-dreng, der har alle mulige adfærdsvanskeligheder og er blevet smidt ud af et botilbud, han ellers har været placeret i. Første del af filmen er i kvadratisk format, som er meget usædvanligt. Men under en cykeltur hiver han ligesom fat i lærredet og folder det ud til bredformat, så verden bogstaveligt talt åbner sig for ham«.
»Det var en meget fysisk oplevelse for mig, og jeg kunne mærke det i hele min krop. Jeg fik en forståelse for, hvordan det er at være i verden, hvis ikke du helt passer ind i de ’normale’ kasser«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vælge ’Det nye år’. Må jeg det? Jeg synes, den giver en god fornemmelse af, hvordan nytårsaften ser ud i Danmark – i hvert fald i København. Jeg synes også, at det er en hyldest til den filmtradition, vi har haft siden Dogme, fordi der ikke er så meget teknisk fikumdik, men i stedet bæres af et ensemble, stærke karakterer og et godt manuskript«.
»Jeg havde nogle amerikanere med til gallapremieren sidste uge, og de sagde, at det var den bedste ’fransk-danske’ film, de havde set. De sammenlignede den med ’The Ice Storm’ og ’The Big Chill’. Jeg synes, den har nogle internationale referencepunkter, men stadig er utrolig dansk«.
Hvilken film er dit foretrukne comfort watch?
»Jamen bliver en anden Sorkin-film: ’A Few Good Men’. Dialogen appellerer til mig, fordi den er mere svulstig end på dansk. Og så er det en af de roller, hvor Tom Cruises glathed bliver brugt til hans fordel. Og Jack Nicholsons skurkerolle som Colonel Jessep er stadigvæk er en af de bedst forsvarede skurke, jeg har set«.
»Det amerikanske publikum er mere skolet i at lægge ører til den svulstige retorik, hvor der er en crescendo, der stiger, indtil de til sidst står og råber. Det ville være mærkeligt i en dansk kontekst, men det virker bare på mig«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Jeg har på et tidspunkt taget stilling til det her spørgsmål og simpelthen besluttet at holde fast. Så jeg vælger ’Strictly Ballroom’. Den er et klassisk helteepos om en ung prins, der skal igennem nogle prøvelser for at få prinsessen og det halve kongerige. Og så handler den om dans, som jeg elsker!«.
»Den måde, Baz Luhrmann bruger danseverdenens fantasifuldhed og farverige kjoler, fjer, makeup og pailletter på, gør det næsten til en tegneserie-karikatur. De spiller helt vildt stort, men stadigvæk er der dækning for det. Når man ser ’Vild med dans’, kan man jo også mærke, at de medvirkende bliver grebet på en måde, der kommer bag på dem selv. Der er noget ved den fysiske udfoldelse og den meget rene intimitet, der kan opstå, som også sker mellem vores hovedkarakterer. Det er meget let at give sig hen til den kærlighedshistorie, fordi den udspiller sig uden alt for mange ord, men i stedet gennem dans«.
’Det nye år’ kan ses i biografen.