‘Nürnberg’: Historiens vigtigste retssag – nu som Oscar-bait med Russell Crowe
FILM. Det var senest hovedargumentet i Jonathan Glazers rystende mesterværk ’The Zone of Interest’: At nazisterne ikke var monstre, men almindelige mennesker, der begik grufulde handlinger under dække af bureaukratiske ræsonnementer. Ondskabens banalitet, som Hannah Arendt kaldte det.
Det er samme pointe, som instruktør og manusforfatter James Vanderbilt forsøger at påvise i sin nye storfilm ’Nürnberg’.
Vi befinder os i en sønderbombet version af den tyske by kort efter Anden Verdenskrigs afslutning. Man har for nylig pågrebet en af Hitlers øverstkommanderende, Hermann Göring, som her gestaltes af Russell Crowe.
I stedet for at henrette ham og gøre kort proces ønsker de allierede, med den amerikanske højesteretsdommer Robert Jackson (Michael Shannon) i spidsen, at de tilbageværende højtrangerende tyskere skal for retten for forbrydelser mod menneskeheden. Så de ikke får mulighed for at blive martyrer, og for at historien ikke gentager sig, som Jackson proklamerer.
De allierede skal dog lige nå at bygge en retssal, så i mellemtiden hentes psykiateren Douglas Kelley (Rami Malek) ind for at blive klogere på de 22 fanger, som skal dømmes. Han skal vurdere, om de psykisk er i stand til at deltage i retssagen, men han er også fagligt interesseret i, hvem de her mennesker egentlig er. Særligt Göring, som var rigsmarskal og chef for Luftwaffe.
Klogere bliver Kelley da også, for han bruger dag ud og dag ind i Görings celle, og inden længe spiller de kort sammen, og Kelley viser trylletricks, som den nærmest hyggeonkel-charmerende Göring agter at vise for sin datter, når han er ude igen.
»Abracadabra«, lærer Kelley sin nye ven, at man skal sige, inden han også finder tid til at besøge rigsmarskallens familie off the record.
På den ene side fremstiller filmen Göring som en almindelig familiefar, der savner sin kone og datter og nyder samtalerne med Kelley, men på den anden side ender han med at fremstå underligt larger than life. Det er mere ondskab end banalt, når han sammenligner sig selv med Alexander den Store eller Djengis Khan, eller når han gang på gang insisterer på, at han nok skal undslippe galgen, for »ingen mand har nogensinde slået mig«.
Retssagen kommer nærmere, og folk begynder med rette at undre sig over, hvad Kelley egentlig foretager sig i enerum med Göring. Ikke mindst Leo Woodalls Howie Triest, som indledningsvist er med i samtalerne som tolk, indtil man finder ud af, at Göring taler engelsk. Herefter slipper Russell Crowe for at tale tysk for i stedet at slå over i engelsk med en gebrokken accent, der varierer i tykkelse fra scene til scene.
Woodalls intetsigende karakter er emblematisk for, at instruktør Vanderbilt ikke får nok ud af det ellers stjernebesatte mandlige cast, som også tæller en habil Richard E. Grant i en mindre rolle. Rami Maleks plagede Kelley havde i virkelighedens verden en kone hjemme i USA, som han sandsynligvis savnede, men i filmen lærer vi ham aldrig at kende.
Bedst lykkes altid træfsikre Michael Shannon med sin alvorstunge rolle, måske også fordi han ikke tvinges ud i det arsenal af kække replikker, der generelt fylder alt for meget i en film om efterveerne af holocaust.
James Vanderbilt strøer nemlig om sig med komiske indfald, sikkert for at tage brodden af den tunge fortælling, som når vi introduceres til Nazi-lederen Rudolf Hess gennem et slapstick-agtigt sammenklip af hans baggrund.
Det er malplaceret og usmageligt, ikke mindst fordi det optræder i samme film, hvor man senere viser mange minutters ægte optagelser fra koncentrationslejrenes rædsler – et helt centralt øjeblik, da det først her står klart for de allierede, hvad der er sket i lejrene. Sådan er filmen tonemæssigt rundforvirret.
At man skal døje med pædagogisk overforklaring af mennesker og historiske hændelser hjælper heller ikke på indlevelsen.
Der er naturligvis vigtige lektioner at tage med fra Nürnbergprocessen, og film som ’The Zone of Interest’ og ’Son of Saul’ har vist, at man stadig kan finde originale kunstneriske vinkler på Anden Verdenskrig.
Her smager den biografaktuelle film mere som gammeldags glatpoleret Oscar-bait.
Kort sagt:
’Nürnberg’ fortæller om en vigtig del af vores fælles verdenshistorie. Man kan dog også bare læse Wiki-opslaget.