I aften skulle Radiohead have optrådt i Danmark for første gang siden 2017, men nu er de to første af i alt fire koncerter blevet udskudt.
Det skriver bandet på Facebook og fortæller, at udskydelsen skyldes, at forsanger Thom Yorke er blevet diagnosticeret med »en ekstrem halsbetændelse, der gør det umuligt for ham at synge«.
De to koncerter, der skulle have fundet sted 1. og 2. december i Royal Arena, er blevet rykket til henholdsvis 15. og 16. december. Har man billetter, vil de automatisk blive overført til de nye datoer.
»Vi har været helt blæst bagover af publikums reaktioner og elsker at være tilbage på scenen igen. Det siger sig selv, at vi har det forfærdeligt over, at vi er blevet tvunget til at udskyde disse shows«, skriver de videre.
Bandet regner med, at Yorke når at blive frisk til de danske koncerter 4. og 5. december samt til de efterfølgende koncerter, der finder sted i Berlin.
Den igangværende turné markerer Radioheads første koncerter i syv år.
