5. Zoumer ‘To the End’
»I mean every word I sing / You don’t have to ask again / I’ll be with you till the end«, synger dansk-algierske Zoumer på ‘To the End’ og lyder overhovedet ikke, som om hun mener det.
Vokalen er følelsesløs og fraværende, men de mere og mere insisterende, nærmest techno-klingende rytmer synes at lokke med nye fristelser, hvis blot man følger med dem ind på dansegulvet.
Alligevel opretholder Zoumer den forførende fantasi i de tre minutter, sangen varer. Nogle gange føles det bare godt at blive løjet for.
4. Melody’s Echo Chamber ‘The House That Doesn’t Exist’
Franske Melody Prochet aka Melody’s Echo Chamber er bedre end nærmest nogen anden til at lege, at vi stadig befinder os i 1968.
Således lyder ‘The House That Doesn’t Exist’ – åbningsnummeret fra hendes nye, rigtig dejlige album ‘Unclouded’ – med sit svulstige strygerarrangement, sit dovne groove og Prochets lyse, forførende vokal fuldstændig som en tidlig Jane Birkin-single.
Nu mangler vi bare filterløse cigaretter og et marxistisk oprør på universiteterne. Åh, hvis bare.
3. Peter Pain ‘I Would Be in Love Anyway’
De bedste coverversioner får nye facetter frem i en sang, og det gælder så sandelig First Flush-guitarist Peter Pains fortolkning af Frank Sinatras ’I Would Be in Love Anyway’, en nøglesang på den legendariske crooners sene hovedværk ’Watertown’.
Peter Pain har hverken pillet ved melodi eller tekst, ligesom også originalens karakteristiske guitar-arpeggioer er bevaret. Alligevel er stemningen fuldkommen anderledes.
Hvor Frank Sinatras synger sangen med storslået, dramatisk gravitas, er Peter Pains udgave indadvendt og skrøbelig.
Pludselig lyder omkvædets »If I knew then what I know now / I don’t believe I’d ever change« ikke længere tynget af dyrt købte erfaringer, men som ungdommelig, sødmefuld og ikke mindst midlertidig melankoli.
2. Jane Remover ‘So What?’
Jane Remover er tydeligvis i en yderst produktiv periode lige nu.
I år har den amerikanske digicore-pioner allerede udgivet det seksstjernede album ‘Revengeseekerz’, det mystiske, sidenhen slettede mixtape ‘Indie Rock’ samt et helt album ved navn ‘Ghostholding’ under sit (rent faktisk) indierockede alter ego Venturing.
Så hvorfor ikke slutte året af med en ny ep? ‘♡’, hedder den, og sammenlignet med det brutale kaos, der var ‘Revengeseekerz’, befinder vi os denne gang i et blidere, mere melodisk territorie.
Ikke mindst på det nærmest r’n’b-klingende højdepunkt ‘So What?’, hvor Jane Remover bekræfter det, vi allerede ved: At hun gør præcis, hvad hun har lyst til.
»I got sixty-eight inches of the music in me waiting«, lyder åbningslinjen. Hun er kun lige begyndt.
1. Bladee ‘Ingen hör’
Der er helt vildt mange ting at elske ved denne nye single fra Bladee, der – som den svenske rapper har for vane – er landet fuldkommen ud af det blå.
Fra coveret, som på mystisk vis ligner en cd-udgivelse fra 90’erne med middelalderlig kormusik, til det storslåede kirkeorgel, der åbner sangen. Fra den rustikke, live-klingende produktion til Bladees ukarakteristisk følelsesfulde vokalpræstation.
Men mest af alt er det bare ret fantastisk at høre Bladee synge på svensk – også selvom han ganske vist har en udtale, der gør, at han lyder svensk, uanset hvilket sprog han synger på.
Der sker bare noget, når folk synger på deres modersmål. Som om en ny grad af intimitet pludselig bliver gjort tilgængelig. Det er ’Ingen hör’ et unægteligt eksempel på.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: