Ben Stillers kultdyrkede debutfilm er måske stadig hans vigtigste

Med ’Severance’ har nu 60-årige Ben Stiller fået stor anerkendelse som instruktør. Men han debuterede faktisk som filmskaber allerede i 1994 med kultfilmen ’Reality Bites’, som på mange måder pegede frem mod hans senere karriere bag kameraet, fra ’Zoolander’ til ’ Tropic Thunder’.
Ben Stillers kultdyrkede debutfilm er måske stadig hans vigtigste
'Reality Bites'. (Foto: UIP)

Hvis du er barn af 80’erne eller 90’erne, er der en stor sandsynlighed for, at du har tilbragt meget tid sammen med folk som Ben Stiller, Owen Wilson, Will Ferrell, Jack Black, Vince Vaughn og resten af den såkaldte Frat Pack-gruppe.

De gennemsyrede nemlig 00’ernes amerikanske komedier med blandt andet ’Anchorman’, ’Starsky and Hutch’ og ’Dodgeball’.

Ben Stiller, der for nylig er fyldt 60, havde ofte hovedrollen eller en birolle i filmene, og en stor del af hans skuespillerkarriere er blevet defineret ud af dette plathumoristiske spor. Som instruktør har han til gengæld vist, at han ikke er bange for at tage chancer.

Det ses i hans to metaparodier på henholdsvis mode- og filmbranchen, ’Zoolander’ og ’Tropic Thunder’, mens den stærkt undervurderede ’The Secret Life of Walter Mitty’ og Apple-serien ’Severance’ har konsolideret hans renommé som filmskaber.

Ben Stiller i ‘Zoolander’. (Foto: Melinda Sue Gordon / Paramount Pictures)

Den første indikation på Stillers talent som filminstruktør kom dog allerede i 1994 med ungdomsfilmen ’Reality Bites’, der siden har opnået kultstatus for sit generationsportræt.

Selvom filmen primært er målrettet generation X, fortjener den at blive genopdaget af millenials og zoomere for sin skildring af livet efter studiet – og de nøgletemaer, Stiller siden har mestret som instruktør.

Jobusikkerhed og livet efter college

’Reality Bites’ følger fire venner, der er dimitteret fra college. Hovedpersonen Lelaina (Winona Ryder) arbejder som produktionsassistent for en chauvinistisk tv-vært på et rigidt morning show, mens hun drømmer om at slå igennem som dokumentarist ved at optage sine venners liv efter uni.

En dag møder hun den søde tv-producer Michael (Stiller), der forelsker sig i Lelaina og hendes film, og han tilbyder at pitche den til den kommercielle tv-kanal In Your Face (en lidt dummere version af MTV). Hun ender herefter i et trekantsdrama mellem Michael og Lelainas bedste ven Troy (Ethan Hawke), der kæmper om hendes kærlighed.

Trods sin kultstatus har ’Reality Bites’ altid delt vandene.

»’Reality Bites’ begynder som en lovende og excentrisk skildring af nutidens ungdom, men udvikler sig til en banal kærlighedshistorie (…) «, mente Variety omkring premieren. The Austin Chronicle kaldte den »en romantisk komedie, der ofte føles skræmmende autentisk«, mens The Washington Post ligefrem mente, at »den indkapsler en hel tidsalder«.

Sandheden ligger nok et sted i midten.

‘Reality Bites’. (Foto: UIP)

Kærlighedsdramaet mellem Lelaina, Michael (corporate type med lædersko og jakkesæt) og Troy (slacker med fedtet hår og høj intelligens) er nemlig ikke specielt romantisk eller interessant. Troy opfører sig ofte aggressivt over for Lelaina, og trods Michaels blide personlighed synes han blind over for hendes personlige idealer.

Det, der gør filmen til noget særligt, er den autentiske skildring af voksenlivet, der venter efter studiet: jobusikkerhed, identitetskrise, fremtidsangst og skrantende selvværd hos samtlige hovedpersoner – ikke mindst den identitetssøgende Lelaina, der veloplagt spilles med sårbarhed, humor og idiosynkratisk quirkyness af Ryder.

Autenticiteten suppleres af de grynede billeder, der giver filmen et ufiltreret udtryk, som matcher dens 90’er-æstetik – billeder skudt af en vis Emmanuel ’Chivo’ Lubezki, der siden skulle blive en af verdens mest anerkendte fotografer, især for Alejandro González Iñárritu på film som ’Birdman’ og ’The Revenant’.

Arbejdsliv, identitet og autenticitet

Ved gensyn er ’Reality Bites’ langt fra fejlfri. Man fornemmer en vis umodenhed i Helen Childress manuskript, der veksler mellem lommefilosofiske guldkorn og opstyltede replikker. Childress var blot 23 år, da hun skrev filmen, og det har nok både været en styrke og svaghed.

Det har nok også haft sin betydning, at manuskriptet angiveligt var igennem 70 drafts, inden der blev peget på en tilfredsstillende udgave.

‘Reality Bites’. (Foto: UIP)

Tilsvarende mærker man, at Stiller stadig var ved at finde sin stemme som instruktør, og det skinner igennem, at der mangler lidt disciplin i den ivrige udlægning af X’erne og generationens udfordringer.

Samtlige hovedpersoner er i øvrigt hvide og overvejende heteroseksuelle, på nær Steve Zahns Sammy, der springer ud som homoseksuel over for sin mor, efter han – i en af filmens fineste scener – har øvet springet foran Lelainas kamera.

Alligevel er de afgørende brødkrummer til stede i ’Reality Bites’, der efterfølgende blev til Ben Stillers tematiske rettesnore i mange af hans senere projekter som instruktør: arbejdsliv, identitet og autenticitet.

I ’Zoolander’ og ’Tropic Thunder’ kæmper karaktererne med deres identitet, work-life-balance og ønsket om at finde noget autentisk i deres arbejdsliv. Den kontroversielle arthouse-skuespiller Kirk Lazarus (Robert Downey Jr.) og den fallerede box-office-stjerne Tugg Speedman (Stiller) er begge ekstreme eksemplarer, for hvor Lazarus har gennemgået hudtransplantation og mistet sin personlighed i rollen som afroamerikansk sergent, rækker Speedman ud efter en ny identitet som dramatisk skuespiller.

‘The Secret Life of Walter Mitty’. (Foto: 20th Century Fox)

I ’The Secret Life of Walter Mitty’ er Walter fanget i et ensformigt job som fotobehandler hos Life Magazine.

Hans tilværelse er grå og statisk og præget af vilde dagdrømmerier, og først da han begiver sig ud på et eventyr i jagten på et forsvundet forsidebillede, opnår han en identitet, der er løsrevet fra hans arbejde og fremelsket af ham selv og hans livserfaringer.

Stiller samlede trådene fra disse temaer i ’Severance’, skrevet af Dan Ericksen, og fik med serien om Adam Scotts identitetsspaltede Mark endelig lavet en perfekt historie om gen X, hvor kapitalismen og balancegangen mellem arbejdet og privatlivet blev spiddet med et raffinement, han ikke helt beherskede i 1994.

Mens ’Reality Bites’ aldrig blev hans mest polerede værk, var det måske hans vigtigste. Og den er stadig et besøg værd i dag.

’Reality Bites’ kan ses på SkyShowtime, Blockbuster og SF Anytime.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af