SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Der er mange kategorier, ‘Den stygge stedsøster’ kunne nomineres i, hvis man skulle gøre filmåret 2025 op.
Det kunne være Årets Klammeste. Årets Mest Groteske. Årets Mindst Blufærdige Frame (close-up af Askepots røvhul). Og Årets Væmmeligste Opkastscene.
Så ville den norske instruktør Emilie Blichfeldt står dér med favnen fuld af opsigtsvækkende trofæer for sin debutfilm, og det ville være nemt at overse, at ‘Den stygge stedsøster’ ikke bare er klam og fuld af nøgenhed og enorme mængder kropsvæsker – den rummer også en af årets sørgeligste fortællinger.
Filmen er en alternativ genfortælling af Brødrene Grimm-eventyret Askepot. Som det gælder for mange af de klassiske eventyr, er det, når man skralder disneyficeringerne væk, en grum fortælling om uskyldstab og hovmod og med masser af body horror. Sådan er det i H. C. Andersens originale ’Den lille havfrue’, hvor Ariel går på glasskår, i den oprindelige ’Rødhætte og ulven’, hvor Rødhætte drikker sin bedstemors blod, og i ’Hans og Grete’, hvor to forældreløse børn næsten bliver spist af en kannibalheks.
Og sådan er det i Askepot: Der kappes en hæl og klippes en tå for at vinde prinsens gunst.
Blichfeldt har taget udvalgte elementer fra Askepot og skruet ordentligt op. Det gælder de klamme kropslige elementer, og det gælder især en anden morale, der går igen i mange eventyr og vestlig kultur i det hele taget: Skønhed er en valuta, og smukke mennesker prissættes højere. Du kan blive et bedre menneske – et menneske, der er mere værd – hvis du er smuk og skøn. Og skønheden må man lide for.
Den selvhadende stedsøster
I ‘Den stygge stedsøster’ er det ikke Askepot, her under navnet Agnes, men en af hendes stedsøstre Elvira, som er hovedpersonen. Agnes bliver en del af familien, fordi hendes far har penge, som Elviras mor gifter sig til. Men da formuen viser sig ikke at eksistere, bliver det Elviras mors nye håb, at en af hendes døtre skal giftes med den rige prins, der holder et bal for egnens unge kvinder.
Elvira fantaserer om at blive udvalgt af den tørre kiks af en prins. Problemet er bare, at hun ikke er smuk nok. Agnes’ blonde hår stråler, mens Elviras brune proptrækkerkrøller får hende til at ligne en pige, ikke en kvinde. Elviras ansigt er ikke lige så perfekt symmetrisk som Agnes’, hun har bøjle og bumser, og så har hun en sund appetit, som giver hende bløde former, der buler ud, når kjolen skal snøres.
Hun får konstant at vide, at hun er grim. Af sin mor, af danselærerinden og af den gammeldags plastikkirurg, der tjener gode penge på unge pigers usikkerheder. Hun kan se, at de smukke piger behandles bedre end hende, og at de har en bedre chance for at vinde prinsens … hjerte.
Så Elvira begynder at hade sig selv og sin krop med en intensitet, så hun ligner én, der er på randen til tårer konstant, medmindre hun modtager en kompliment. Hun er villig til at gøre hvad som helst for at få at vide, at hun er smuk – sulte sig selv, for eksempel, og lade sin næse brække for at gøre den mindre.
Det er eventyrversionen af spiseforstyrrelser og selvskade på et helt vildt eksplicit vis – og det får altså mig til at græde.
Det ydre viser det indre
Måske er der en såret teenagepige i mig, der ikke vil dø, måske fremmer det groteske forståelsen. Jeg græd i hvert fald næsten fra begyndelsen af ‘Den stygge stedsøster’, og indtil kvalmen overtog. Elvira tvinger sig selv igennem grusomt meget, uden anden grund end at hendes mor også hader sig selv, og sådan har det sikkert stået på i generationer. Det eneste lyspunkt er Elviras lillesøster, der bare gerne vil lade sit hår være vildt og passe hestene i stalden. Det hjalp ikke ligefrem på min tårekontrol, fordi min lillesøster også er min største helt.
Derfor er det svært at vælge lige den scene, som fik mig til at græde. Men én står alligevel ud. Cirka en halv time inde i filmen mødes Elvira med en kvinde, der hjælper de aspirerende prinsesser med at blive klar til ballet.
Lige inden så vi Elvira stå nøgen foran spejlet og kigge hadefuldt på den krop, der ikke kan passe nogle af de kjoler, hun har overtaget fra Agnes. Grædende indrømmer hun over for kvinden, at hun ikke tror, nogen kommer til at elske hende. Hun er jo fed og grim.
»Du former det ydre, så du passer til det, du ved er indvendigt,« svarer kvinden hende. Hun giver hende et bændelormsæg, som hun skal spise. Ormen spiser maden i hendes mave, så det ikke omdannes til fedt, næring og alt det, kroppen har brug for. Så kan hun tabe sig og blive smuk. Så kan hun endelig vise verden, at hun er et menneske, der har værdi.
’Den stygge stedsøster’ kan ses på Filmstriben, Prime, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio.