Fjern hyggefesten i det nye danske ’Fear Factor’ med Ruben Søltoft i Joe Rogans sted

TV 2’s genoplivning af amerikansk stunt- og gameshow mangler både klamhed og mod.
Fjern hyggefesten i det nye danske ’Fear Factor’ med Ruben Søltoft i Joe Rogans sted
'Fear Factor'. (Foto: Sille Serup/ TV 2)

SÅ DU DET? Hvad er mest frygtindgydende: at være passager i en helikopter eller ride på en tyr?

Du kan også vælge mellem at tilberede hotdogs i et rum fyldt med duer eller blive levende begravet iført badetøj, mens 3000 skorpioner spreder sig på din krop.

Helikopteren og duerne er blandt de udfordringer, holdene i den nye danske udgave af ‘Fear Factor’ bliver udsat for. TV 2 har nemlig pustet (en smule) liv i 00’ernes amerikanske stunt- og gameshow og præsenterer en version med Ruben Søltoft som vært.

Han guider de fire holdkaptajner i form af ex-‘Bachelorette’ Mette Sommer, tv/podcast-vært Zelma Lewerissa, standup-komiker David Minerba og kendiskok Casper Sobczyk plus deres venner gennem udfordringer, der angiveligt skal teste både krop og sind.

Man kan sige mange ting om amerikanere, men én ting kan de finde ud af, og det er at være ekstra! Ekstra moralsk afkoblede, ekstra til at bruge tonsvis af penge på tv-produktioner og ekstra villige til at lokke dumdristige mennesker til med en stor pengepræmie og nul sikkerhedsnet.

Det var hele pointen med den amerikanske ’Fear Factor’, hvor værten Joe Rogan (ja, den Joe Rogan!) stod og så deltagere spise insekter og samtykke til de mest vederstyggelige ting, som tv kunne opdrive.

‘Fear Factor’. (Foto: Sille Serup/ TV 2)

Personligt er jeg på Team Zelma Lewerissas veninde Safiyas hold, som tørt bemærker, at duer er ligesom flyvende rotter. Men skulle jeg nu vælge mellem at lave hotdogs i et mørkt rum fyldt med duer til en hyggelig Ruben Søltoft eller blive spændt fast med jernstænger til en stol, mens nåle der bliver større og større, bliver ført ind i min arm, ville jeg nok vælge det første.

Hvis frygt går på en skala fra ‘vi laver skøre ting til en polterabend’ til ‘du vågner op i Jigsaws kælder’, så placerer den danske udgave af ’Fear Factor’ sig et sted omkring en techbro, der mikrodoserer. Ubehagelig, men til at ryste af sig igen.

Ruben Søltoft er angiveligt bange for alt, undtagen at lave lidt for mange bagt lasagne-analogier om temperaturer. Backstage bliver der hygget, de tv-vante deltagere er snakkesaglige, mens settet skriger steril tv-produktion. Hyggen er faktisk ikke bare overflødig, den er en decideret barriere i et format, der burde leve af overdramatisering.

’Fear Factor’ bliver fanget i et dansk dilemma, da vi hverken er moralsk afkoblede eller rige nok til at skabe et voldsomt nok program. I stedet snakker vi om tingene og forsikrer hinanden om, at det hele nok skal gå. Gab.

’Fear Factor’ kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af