Chappell Roan undskylder for Brigitte Bardot-hyldest

Chappell Roan undskylder for Brigitte Bardot-hyldest
Chappell Roan. (Foto: PR)

I kølvandet på Brigitte Bardots død har det ikke skortet på mindeord om det franske filmikon, der i 60’erne blev selve ansigtet på fransk decadence og frigjort seksualitet.

Én af dem, der havde pæne ord til overs for den afdøde legende, er popstjernen Chappell Roan, hvis hit, ‘Red Wine Supernova’, begynder med linjerne: »She was a playboy, Brigitte Bardot / She showed me things I didn’t know«.

I en Instagram-story lød det: »Hvil i fred Ms. Bardot. Hun var min inspiration for ‘Red Wine Supernova’«.

Brugere på sociale medier var dog ikke sene til at gøre Roan opmærksom på, at Bardots eftermæle ikke kun hviler på de legendariske film og den stildannende frisure.

Bardots image var måske nok »super graphic«, men hun var næppe en »ultra modern girl«, som Chappell Roan måske ville formulere det.

De sidste mange år af Bardots liv har nemlig mildest talt været præget af kontroverser.

Hendes udtalelser om muslimer, jøder og immigranter har fået hende dømt for racisme og hadtale hele seks gange, mens også hendes kritik af homoseksuelle og Me Too-bevægelsen er blevet mødt med fordømmelse. Det samme er hendes udtalte støtte til det højrenationale parti Rassemblement National.

»Hold da op, jeg havde overhovedet ikke hørt om alt det vanvittige lort, som Ms. Bardot stod for«, skrev Roan efterfølgende i en Instagram-story, som er blevet foreviget af Variety.

»Jeg støtter helt åbentlyst ikke de holdninger. Det er meget skuffende at høre«, fortsatte hun.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af