‘People We Meet on Vacation’: Netflix’ nye romcom er så slasket og ligegyldig som januar

‘People We Meet on Vacation’: Netflix’ nye romcom er så slasket og ligegyldig som januar
'People We Meet on Vacation'. (Foto: Netflix)

FILM. Januar … amirite?

Død, mørk og slasket. Fuld af regninger og kulde – og måneden, hvor lysten til både at date og tage væk melder sig.

Enter Netflix’ filmatisering af Emily Henrys kærlighedsroman ‘People We Meet on Vacation’: En (lidt for) lang feelgood-romcom om to bedste venner, deres skjulte længsler og mange rejser.

Hvert år tager den åbne, rastløse Poppy (Emily Bader) nemlig på sommerferie med sin bedste ven – og diametrale modsætning – Alex (Tom Blyth).

Eller … Det gjorde de. For der er sket noget, og de ser ikke længere hinanden – indtil en invitation til et Barcelona-baseret bryllup og en god portion nostalgi forener dem.

Værsgo: En Taylor Swift-akkompagneret, solgul kavalkade af forbudte forelskelser og flashbacks, der giver os indblik i deres forviklede will they/won’t they-relation.

Det lyder jo alt sammen godt … ish.

‘People We Meet on Vacation’. (Foto: Netflix)

Problemet er bare, at den film allerede er blevet lavet. Streaminggigantens nye satsning føles nemlig som en discountversion af newyorker-cool ‘When Harry Met Sally’ – blot uden besnærende charme, stærk dialog eller ikoniske orgasmescener.

For udover tydelige fysiske referencer til Rob Reiner-klassikeren – herunder et skæbnesvangert carpool-møde, der afslører hovedkarakterernes mange forskelle – er ‘People We Meet on Vacation’ først og fremmest (endnu) en film, der centrerer om det efterhånden lidt bagudskuende spørgsmål: Kan heteroseksuelle mænd og kvinder være venner? Altså kun venner.

Spoiler: Nej. Det kunne de ikke i 1989, og det kan de heller ikke i dag – i hvert fald ikke ifølge denne film, hvis overtydelige friends-to-lovers-trope underminerer værdien af platoniske forhold og al potentiel spænding.

’People We Meet on Vacation’ er med andre ord, som vi primært kender og forventer romcoms. Den rykker ingen grænser, tilbyder ingen gasps og forsøger ikke at udfordre genren, som vi tidligere har set det med Lena Dunhams vellykkede ‘Too Much’ eller Céline Songs knap så vellykkede ‘Materialists’.

Ja, sidstnævnte trekantsdrama havde rigtignok doven energi og leverede en kunstnerisk de-boner. Til gengæld evnede den at tegne et rettidigt portræt af datinglivet, og det modsatte er muligvis at sige om ‘People We Meet on Vacation’.

For med et overstort fokus på pladderromantikken og en meget svag karakteropbygning fremstår Netflix-filmen uvedkommende og på alle måder utroværdig.

‘People We Meet on Vacation’. (Foto: Netflix)

I mean … Poppy kan angiveligt opretholde et fashionabelt liv ved at arbejde som Lonely Planet-skribent for et hipt magasin (yes, et klimabelastende Carrie Bradshaw-agtigt drømmejob anno 2025).

Det værste er dog, at man trods både kemi, sjove momenter og glimtvis charme mellem de to hovedrolleindehavere aldrig rigtigt køber deres romance. De er bedre som venner. Og selvom filmen præsenterer et hav af prætentiøse analogier om at løbe/flygte og angriber væsentlige temaer som hjem(ve) og de forestillinger, vi har om livet og dets destination, så smager ‘People We Meet on Vacation’ mest som tomme, syntetiske, solkyssede kalorier.

Men er det i virkeligheden ikke også det, vi vil have? To timers lyserød eskapisme, hvor vi kan fortabe os i store kærlighedsgestusser og en konflikt om, hvem af de to lovers der elsker den anden højest.

Måske. Men kære romcom: Please stop med at være lige så slasket og ligegyldig som januar. Du kan så meget, meget mere.


Kort sagt:
Turen går til pladderromantik og klassiker-plagiat i Netflix’ nye romcom ’People We Meet on Vacation’.

‘People We Meet on Vacation’. Spillefilm. Instruktion: Brett Haley. Medvirkende: Emily Bader, Tom Blyth, Sarah Catherine Hook, Molly Shannon, Alan Ruck, Lucien Laviscount. Spilletid: 117 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af