‘Begyndelser’: Trine Dyrholm og David Dencik skaber en dybt troværdig forbindelse i nyt dansk drama
FILM. For better or for worse.
En sætning med bibelsk klang og et løfte, der de seneste år har fået en særlig tyngde i film og tv. For parforholdet og tiden efter happily ever after er blevet et af samtidens – og popkulturens – foretrukne omdrejningspunkter.
Hvad (syvårs)kriser og karklude gør ved en relation, er blevet udforsket i film som ’Babygirl’ og ’Elskling’ – og glimrende i den danske TV 2-succes ’De bedste år’ – og ridende på denne bølge leverer instruktør Jeanette Nordahl nu det stærke drama ’Begyndelser’, en rørende skilsmissefortælling.
Eller … nok snarere et livsbekræftende ægteskabsportræt om Ane (Trine Dyrholm) og Thomas (David Dencik), der står på tærsklen til et brud. Et hemmeligt ét. For hverken venner eller deres to børn kender til det – og de ved i øvrigt heller ikke, at Thomas er ved at købe en lejlighed med sin nye kæreste, Stine (Johanne Louise Schmidt).
Men da Ane får en blodprop i hjernen, må Thomas blive i deres fælles hjem, indtil hun får det bedre, og pludselig bliver sygdommen en katalysator, der tvinger alle involverede til at (gen)se hinanden med friske øjne.
Nordahl – der spillefilmdebuterede med det socialrealistiske mafiosodrama ’Kød og blod’ – er tilbage med en medrivende fortælling, som endnu engang demonstrerer hendes skarpe blik for relationers kompleksitet. Med både følelsesmæssig og æstetisk tæft forvandler hun skrøbelighed og konflikter til intim intensitet, og med sans for det symboltunge lader hun vand fungere som et bærende element, der varsler om nye, ja, begyndelser.
I dybet af det gemmer filmens underliggende spørgsmål: Kan man nogensinde vende tilbage?
Ja – men mest nej. For tilbagekomst er ikke det samme som, at alt er som før. Det kan være en sorgfuld erkendelse, men det ’Begyndelser’ blotlægger netop ulykkens udviklende potentiale og undersøger alt det, parforholdet, mennesket og kroppen kan – og sommetider ikke kan.
Kontrasten mellem fysisk for såvel følelsesmæssig frigørelse og fangeskab bliver effektiv, når der krydsklippes mellem Anes mobilitetsbesvær – alt fra at rejse sig fra sengen til at gå på toilettet – og ældstedatteren Clara (Bjørk Storm Engelshardt Kirkegaard), der brillerer som springgymnast. Et billede så kraftigt, at filmen faktisk ikke behøver den spisebordsscene, hvor pointen skæres ud i pap og fiskefrikadelle.
Men her får en som altid uforfængelig Trine Dyrholm til gengæld mulighed for at tvære remolade ud i hele sit hoved – og understrege hvilken kunstnerisk kvalitet hun besidder.
Den danske skuespildronning har en formidabel makker i David Dencik – et match made in drama-heaven, som vi tidligere har set i ’En soap’ – og de to skaber en sjælden, uskøn og dybt troværdig forbindelse. Deres samspil gør ’Begyndelser’ til en smuk kærlighedshistorie og en katarsisfortælling af Fugl Føniks-karakter.
Filmen er ligeledes historien om en ubeslutsom, diskussionslysten midtlivskriseramt mand, der vil have det hele. Det ville jeg seriøst også få en hjerneblødning af.
Og altså … Je suis den tålmodigt afventende nye kæreste Stine. For selvfølgelig hepper vi på Ane og Thomas og deres mangeårige ægteskab, og selvfølgelig gribes vi, når middelklasseparret sammen med deres børn skåler for fremgang og koriander. Men det er decideret hjerteknusende at høre ’elskerinden’ tale om drømme, hjem og fremtid, mens afvisningen foregår i et skjult blik.
Måske burde der laves en toer fra hendes POV, hvor ’syge forhold’ pludselig får en dobbeltbetydning?
Hvis ikke, så bare flere film om familier og andre besværlige/begrædelige relationer. Jeg vil i hvert fald meget gerne se mere fra Jeanette Nordahls kyndige og menneskekloge hånd.
Kort sagt:
Jeanette Nordahls ’Begyndelser’ er en vellykket og livsbekræftende film om kriser og kærlighed.