Der er krig og klimakatastrofer i ‘Spøgelsesår’, men hovedpersonens største frygt kredser om noget helt andet
ROMAN. I Emma Bess’ tredje bog, romanen ’Spøgelsesår’, følger vi 13-årige Käthe, hendes selektivt stumme lillesøster Leonie og deres mor og mormor.
Familien vender tilbage til et nærdystopisk Berlin, der er blevet ramt af den ene ulykke efter den anden – krig, oversvømmelser, epidemier og økonomisk kollaps.
Grundet fortælleren Käthes unge alder finder vi aldrig helt ud af, hvad der præcis er sket. Vi ser katastrofen gennem børneøjne.
Imens jeg læser, forsøger jeg at stykke sammen, hvad der er sket og hvornår. Stilen er realistisk, men fragmenteret og lidt vag. Først kom der en krig fra øst, og så gik floden over sine bredder. Eller var det omvendt? Og så rejste døtrenes far til Sydamerika, eller var det før floden? Blev familien smidt ud af Berlin af et autoritært regime, eller rejste de på grund af fødevaremanglen? Käthe ikke har helt styr på begivenhedernes forløb, og for læseren bliver det også svært at gennemskue, hvordan hendes verden faktisk ser ud.
Jo tættere, Käthe har været på de dramatiske begivenheders gang, jo tættere bliver sløret for hendes og læsernes øjne. Hun kan i detaljer fortælle om den dag, hendes to år yngre søster blev født, men om at være udsat for bombninger siger hun blot: »Der har været et tidspunkt for bomber, ild, vi kan bare ikke længere huske, præcis hvordan det føltes«.
I den plysbog, hun har med sig i lommen, forsøger Käthe, ikke ulig læseren, at hitte ud af, hvad der er foregået. Først virker det til, at det af romanens to spor, der består af Käthes notater, er en slags fantasybog med portaler og to riger og særligt udvalgte heltinder. En alternativ mytologi til den næsten apokalyptiske virkelighed, Käthe lever i.
Spændende! En 13-årig, der udtrykker sig som de bøger, 13-årige læser. Men jeg blev skuffet, for Käthe ender med at skrive ting som: »Min hud. Mine muskler. Knoglerne. Blodårerne. Mine organer. Og øjnene, øjnene, som samler«. Det er jo mere poesi end fantasy.
Käthe er ikke særlig overbevisende som 13-årig. Hvorfor kender hun for eksempel ikke ordet for nymåne, men diskuterer med sig selv, om Guds vrede er magtesløs? Om sin mor fortæller hun: »Det foruroliger mig, at følelserne forsvinder fra hendes øjne«, og »mor har været vågen i år, og åben, har flimret som ild«.
At det ikke er en ung teenagers sprog, kan man måske se igennem fingre med. Men jeg har aldrig mødt en 13-årig med et så nuanceret blik på sin mor. Käthe virker ikke autentisk, så det bliver svært at fornemme hende som karakter.
Mest levende føles Käthe sidst i romanen, da det antydes, at hendes største frygt aldrig har været krig, klima eller kødpulver, men at miste morens kærlighed. Dét er krise i børnehøjde.
Flodbølgerne kommer, synger det i mig
Én ulykke kommer sjældent alene. I ’Spøgelsesår’ går floden over sine bredder, og der udbryder krig i nabolandet. Derpå følger stormvarsler, inflation, grænsekontrol, lovpligtig desinfektion, rationeringsmærker og bittert kødpulver.
Jeg forestiller mig, at den uklarhed, der hænger over handlingsforløbet, er intentionel, at den skal mime sigtbarheden i det brune flodvand og Käthes børneperspektiv. Men jeg ville hellere have vidst lidt mere om de katastrofer, der går forud for handlingsforløbet.
Da Käthes lillesøster stopper med at tale, tillægger Käthe hendes tavshed en dybere visdom og sammenligner hende med den katolske helgen Katarina. Måske har Leonie forudset kriserne før deres udbrud, måske er hun et slags orakel?
Da byen blev oversvømmet, flygtede den lille familie til Onkel Ulriks vingård. Han er gift med rige Rebekka, hvorimod Käthes mor mistede sin herskabslejlighed ved oversvømmelsen. Moren håndterer uretfærdigheden med vrede, hvor mormoren møder den med tro. Det er også et dilemma, der fylder i Käthes dagbog: Hvordan skal hun selv forholde sig til sine nye livsvilkår?
Som sporvognens overgroede skinner i bogens halvforladte Berlin, lægger Bess en række spor ud, der får lov at ligge ubrugte hen. Det giver teksten en flydende og mudret fornemmelse.
Bedst beskriver hun at flyde rundt i storbyen og kunne mærke helt ind i knoglerne, at krig og klimakatastrofer er lige rundt om hjørnet: »Flodbølgerne kommer, synger det i mig, som det synger i jernet, når toget buldrer ind«.
Kort sagt:
I ’Spøgelsesår’ skitserer Emma Bess to søstres, en mors, og en mormors overlevelsesstrategier i en oversvømmet hovedstad. Sproget indfanger en grumset undervandsfølelse, så man savner klarhed i verdensopbygningen.