Jojis fortid aktiverede min gag-refleks, og jeg ville ønske, at det også var tilfældet med hans nye album
ALBUM. Han står bag internethistoriens måske største rebranding, og mens nogle skynder sig at lukke browseren, mener andre, at han er kultfaderen bag 2010’erens onlinekultur.
Japansk-australske George Kusunoki Millers tidligere personaer Filthy Frank og Pink Guy udsatte os for jackass-inspirerede stunts såsom puke cake, hair cake og den famøse rat burrito (beklager de indre billeder, min gag-refleks er også på overarbejde), og hvem kan ikke huske ’Harlem Shake’-trenden, som mange tilskriver den grænseløse youtuber?
’Piss in the Wind’ lyder næsten som titlen på endnu Filthy Frank-challenge, men i dag hedder afsenderen Joji. Et musikprojekt, som blev lanceret efter Filthy Frank og Pink Guy var lagt i graven, og som i 2022 fik millioner til at falde i svime over den hjerteskærende ‘Glimpse of Us’ fra albummet ‘Smithereens’.
Jojis lydunivers dyrker fortsat den underspillede vokal, de elektroniske armlægninger og lejlighedsvis drum’n’bass – alt sammen med kærlige nik til James Blake, hiphop og futuristiske r’n’b-slaskere. ‘Past Won’t Leave My Bed’ genbruger det emotionelle DNA fra ‘Glimpse of Us’ med singalong-omkvæd i falset og forudsigelige akkordprogressioner, mens ‘Sojourn’ virkelig gør sit ypperste for at sende chokbølger ned til sokkekanten.
Det 21 numre lange album vil rigtig meget og har store ambitioner – nok for store. ‘Piece of You’ får den James Blake-inspirerede vokal frem i lyset, mens en feature fra Giveōn får plads til at jonglere med sine r’n’b-fraseringerne over et velproduceret beat. Det samme er tilfældet med ‘Love You Less’, som nok skal få en del airplay i radioen. Det er numre som disse, der virkelig viser, hvorfor Jojis musik har en berettigelse, men albummet mister tyngde, når den anden halvdel efterlades som en sidebemærkning.
Det er nemlig værd at bemærke, at en stor del af numrene knap og nap sniger sig over tominutters-mærket. At et nummer er kort gør det ikke partout dårligt, men man får en fornemmelse af, at man har åbnet for demoskuffen og skovlet en vilkårlig håndfuld indspilninger med på albummet bare fordi.
På mange måder er ‘Piss in the Wind’ skoleeksemplet på, hvordan et ellers udmærket album mister karakter og retning i jagten på grandiositet. Der er flere store øjeblikke undervejs, og førstesinglen ‘Pixelated Kisses’ er et af de momenter, hvor Jojis skæve og industrielle univers virkelig kommer til sin ret, uden at det bliver pisket til my-life-is-a-movie-flødeskum.
Det virker dog som om, at han prøver for hårdt på at få lytteren til at føle alle de retninger, albummet bevæger sig i, men uden egentlig at følge det til dørs. Man bliver efterladt med indtryk snarere end egentlig indlevelse. Det er tydeligt, at Joji søger en reaktion fra lytteren, men for at citere danske Tessa bliver der snakket for meget og kneppet for lidt på dette album. Til gengæld kommer man (næsten) til at savne hans kvalmefremkaldende digitale fodaftryk.
Kort sagt:
Joji mangler en kurator på ‘Piss in the Wind’ og mister grebet om retning og nerve. Albummet rummer flere velproducerede højdepunkter og store øjeblikke, men drukner i skitser og uforløste idéer.