Det er kun få dage siden, vi skrev, at vores egen danske Ulrich Thomsen havde landet en rolle i Edward Bergers kommende A24-producerede film ’The Riders’, som også har Brad Pitt i en hovedrolle.
Nu er der igen nyt om den umådeligt produktive instruktør, der tidligere har stået bag de Oscarvindende film ’Intet nyt fra vestfronten’ og ’Konklave’ og senest var aktuel med Netflix-skuffelsen ’Ballad of a Small Player’ med Colin Farrell.
Ifølge Deadline har han nemlig udset sig Austin Butler i hovedrollen til en anden film, der bør blive en stor en af slagsen: En biopic om den verdensberømte tidligere cykelrytter Lance Armstrong, der vandt Tour de France hele syv gange i træk i årene 1999 til 2005 – for senere at få frataget disse titler, da han blev dømt for doping.
Armstrongs turbulente liv synes oplagt til en filmatisering, og det lader Berger altså også til at mene. Austin Butler er heller ikke uprøvet i biopics – han spillede som bekendt Elvis Presley i Baz Luhrmann’s ‘Elvis’ fra 2022. De to har i øvrigt også en anden film på vej i samarbejde, nemlig tidsrejsefilmen ‘The Barrier’.
Allerede tilbage i 2015 filmatiserede den britiske instruktør Stephen Frears Armstrongs dopingskandale i ‘The Program’, men det er altså først nu, at nogen kaster sig ud i at fortælle om hele cykelrytterens liv med alle op- og nedturene. Det betyder også, at Lance Armstrong denne gang har skrevet under på, at holdet bag filmen må fortælle om alt.
Det bliver Zach Baylin, der skal skrive filmen – han blev i 2022 Oscarnomineret for manuskriptet til ‘King Richard’ og var senest aktuel som skaber af Netflix-miniserien ‘Black Rabbit’.
Det er endnu for tidligt at spå om, hvornår den unavngivne film om Lance Armstrong får biografpremiere, men det bliver næppe før sidste halvdel af 2027.
