INTERVIEW. Der findes to versioner af Smag På Dig Selv.
Den ene lever i fortællingen om dem som det jazzede outsiderfænomen fra Christiania, der voksede sig vildt og uregerligt på landets scener – et band, man enten overgav sig til eller aldrig helt fik greb om.
Den anden version er mindre spektakulær, men måske vigtigere.
Tre musikere, der siden 2018 har udviklet et fælles sprog for saxofoner og trommer – jazzens instrumenter drevet frem af technoens maniske puls. Et band uden en klassisk forsanger, men med Thorbjørn Øllgaards spoken word leveret med så meget pondus, at det føles som et angreb.
Det kræver disciplin at fremstå udisciplineret – og kontrol at skabe kaos. Den spænding driver deres andet album, ‘This Is Why We Lost’.
Her er mindre jazzflirt og mere maskine. Elektronikken presser sig frem og trækker dem faretruende tæt på hard techno, uden at de slipper deres egen genkendelige lyd. »Vi gør jazzen farlig igen«, siger Albert Holberg, trioens trommeslager, da jeg møder dem i Kultur Caféen på Christiania.
Pladen – indspillet mellem sommerens eufori og efterårets melankoli – bevarer de jazzede rødder, men fremstår mørkere og mere insisterende.
»Hvis I hører vores musik eller kommer til vores koncert, og vi overskrider jeres grænser med vores holdninger, så skal I bare fucking hjem med jer og se ‘Go’ morgen Danmark’. Fucking tabere!«, siger Thorbjørn Øllgaard.
Provokationen er bevidst. Et stik til konformiteten og en del af deres kompromisløse æstetik. En insisteren på det upolerede og på det anti-elitære, hvor jazzen ikke er højtidelig, og scenen ikke er et sted, man opfører sig pænt.
Hvordan hænger det hele sammen? Det spurgte vi Smag På Dig Selv om.
Når man ser jer live, ligner det rendyrket kaos. Hvor meget af det har I egentlig kontrol over?
Albert Holberg: »Vi prøver altid at planlægge og kontrollere det inden. Men så kommer vi til lydprøven, og så begynder kaosset. Og så varer det, indtil vi kommer hjem igen. Vi gad godt have lidt mere kontrol«.
Oliver Lauridsen: »Men vi kan ikke finde ud af det. Det stikker af. Jeg har købt for 16.000 kroners dippedutter – altså pedaler. Jeg aner ikke, hvad nogen af dem gør. Jeg kender dem kun som den grønne og den lilla. Så jeg er lidt oppe at slås med pedalboardet«.
Albert Holberg: »Der er også noget fedt i, at man som publikum kan se, at dem på scenen også er i tvivl om, hvor det fører hen«.
Thorbjørn Øllgaard: »Kaosset er en valuta i livemusik, der er steget helt vildt i takt med alt det her AI-pis«.
Under en turné i Portugal faldt Thorbjørn fem meter, blev hentet af en ambulance og optrådte dagen efter i en lånt kørestol. Når I tænker tilbage på den tur, hvad står så klarest?
Oliver Lauridsen: »Revisiting trauma! Vi kommer ind i en lille bjerglandsby i Portugal og bliver advaret om, at der bor en landsbytosse. Allerede dér følte vi os hjemme – vi er jo fra Christiania. Landsbytosser, dem kender vi godt. Hans passion var at drikke musikere fulde, og han havde en djævelsk drik, der smagte af jordbærsaft«.
Albert Holberg: »Det var en form for portvin, han selv havde lavet. Med finsprit i«.
Oliver Lauridsen: »Han havde uendelige mængder af det. Så vi blev helt vanvittige, for at sige det kort. Og så tog vi ind til byen«.
Thorbjørn Øllgaard: »Vi stod ude foran en bar og røg en smøg. Jeg skulle lige over gaden for at pisse op ad et træ. Der var noget, der lignede græs og et træ, men det var mørkt. Så hoppede jeg op på det, jeg troede var græs. Det var det ikke. Det var en trækone. Så faldt jeg bare. Jeg landede heldigvis først på benene og så på røven. Og så råbte Oliver, ‘Thorbjørn, er du okay?’. ‘Jaer,’ svarer jeg. ‘Er du sikker?’. ‘Nej, kom og hjælp’«.
Oliver Lauridsen: »Jeg nåede lige at tænke, at han var død«.
Thorbjørn Øllgaard: »Så blev jeg kørt på hospitalet, hvor vi sad og ventede i pisselang tid. Til sidst besluttede vi os for at stikke af med hospitalets kørestol klokken syv om morgenen«.
Oliver Lauridsen: »Og så spillede vi dagen efter. Det var pissefedt. Det var lidt James Brown-agtigt, at vi kom ind med kørestolen«.
Hvem traf egentlig beslutningen om at spille alligevel?
Albert Holberg: »Når vi spiller i udlandet, har vi jo brugt en masse penge på at komme derhen – flybilletter, hotel og alt muligt bøvl. Man er ret fucked, hvis man ikke kan spille den koncert, der gerne skulle få det til at gå i nul. Vi havde også set helt vildt meget frem til den festival. Vi var et af de eneste udenlandske navne, og de havde ombygget en hel lade kun til vores koncert«.
Oliver Lauridsen: »Ham der landsbytossen var bare fucking glad, fordi hans mål var lykkedes. Hele landsbyen havde hørt, at Thorbjørn var faldet, så myten var allerede i omløb. Alle ville se aben«.
Der følger en Christiania-fortælling med jer. Publikum kommer med hashkager, fordi de tænker, det hører med. Hvordan har I det med det?
Albert Holberg: »Christiania-fortællingen er vi jo selv skyld i. Bandet startede på Christiania, og vi har meget at takke Christiania for. I starten forsøgte vi at lægge lidt afstand til det. Vi blev præsenteret som bare et Christiania-band. Som nogle gøglere. Det kan godt være frustrerende, når det bliver en undskyldning for ikke at tage os seriøst«.
Oliver Lauridsen: »Det sker overraskende tit, at vi får hashkager. Et par gange er det gået galt i kommunikationen om, hvor stærke de var. Vi er kommet hjem helt pilskæve uden at vide det. Første gang var vores kærester næsten ved at gå fra os«.
Albert Holberg: »Folk behøver ikke tage hashkager med. Der er heller ikke noget galt med et rigtig godt stykke bananbrød«.
Prøver I stadig at tage afstand fra Christiania-fortællingen?
Albert Holberg: »Vi danser med fortællingen. Den dans behøver ikke at blive alt for tæt, men det er en hyggelig dans«.
Oliver Lauridsen: »Jeg føler, at jo ældre vi bliver, jo bedre er vi til at embrace det. Vi er jo vokset op på Christiania, og jeg er fra Christianshavn«.
Jeres mødre spiller i punkbandet Pas På Dig Selv. Hvordan opstod det?
Albert Holberg: »De havde været vores merch-moms, og der var allerede en fortælling om, at de havde et punkband, der hed Pas På Dig Selv. Så tænkte vi: Er det ikke på tide, at de kommer på scenen? Deres første koncert nogensinde var for et udsolgt Store Vega. Så er der ligesom ikke nogen vej tilbage«.
Oliver Lauridsen: »De øver næsten mere end os«.
Hvad betyder det for jer, at de lukker jeres nye plade?
Oliver Lauridsen: »Vores historie med den her plade er, at vi er i gang med at vokse musikalsk op. På vores sidste album var vi måske 14 år. Nu er vi ligesom 18. Så det er også lidt en coming of age-plade. På den måde giver det god mening, at vores mødre er med til at sende os afsted ud i verden«.
Albert Holberg: »Samtidig connecter vi med dem igen. Vi har været meget i udlandet det sidste år, og når man begynder at få sit eget liv, er det meget godt lige at lave noget med sin mor en gang imellem. De vil pissegerne én. Og man vil jo egentlig også gerne dem. Nogle gange. Så husk at ringe til jeres mor. Også hvis I er i gang med at lave et SoundCloud-rapalbum med en masse autotune«.
De elektroniske elementer fylder mere på den nye plade – der er næsten lidt gabber over den. Hvad gav det jer, som saxofonerne og trommerne ikke kunne alene?
Oliver Lauridsen: »Jeg har boet i Holland og lyttet rigtig meget til gabber. Og så arbejdede vi med TMI Tammi, som kan alle de der EDM-tricks. Vi brugte bare alle de billige tricks for at få det til at lyde fedt. Før var vi mere tilbageholdende. Vi er et saxofon-trommeband, og det skal man kunne høre, tænkte vi. Her var vi bare sådan: Det skal bare lyde fedt. Det var det benspænd, vi gik ind med. Eller mangel på benspænd«.
I er lige blevet kåret som Årets Livenavn til Den Uafhængige. Kan pladen rumme den samme energi som jeres koncerter?
Albert Holberg: »Nej, det kan den ikke. Og det kommer den nok aldrig til. Der er så meget energi til vores koncerter – i kaosset og i mødet med publikum. Det har vi været frustrerede over engang, men vi er begyndt at se det fede i, at pladen kan noget andet«.
Oliver Lauridsen: »Vi har jo dyrket live-musikken meget. Jeg kommer fra jazz, Thorbjørn fra improv. Det er det, vi har arbejdet med. Men det med at lave plader har vi kun prøvet to gange, så det er også noget, vi øver os på. Vi er et band, der er gode til at spille live – og mindre gode til at gå i studiet«.
Titlen ‘This Is Why We Lost’ lyder ret definitiv. Hvad betyder ‘lost’ for jer?
Oliver Lauridsen: »Titlen hentyder til, at vi lever i en tid, hvor venstrefløjen er i hvert fald 40 mål bagud. Hvis man begynder at tælle fascistiske ledere rundt omkring i verden, skal man bruge mere end to hænder. Det går amok. Derfor synes vi, at venstrefløjen tit bruger for mange kræfter på at kritisere højrefløjen. Nogle gange er det også værd at kigge indad og overveje, hvad der er sket, siden vi har tabt«.
Albert Holberg: »Hvis man skal være lidt mellemlederagtig og bruge sportsmetaforer, så dur det jo ikke bare at sidde og kritisere modstanderen, når ens eget fodboldhold taber. Så bliver man nødt til at se indad og spørge, hvorfor fanden man har tabt. Er det, fordi vi er pissedårlige til at spille bolden til hinanden?«.
Oliver Lauridsen: »Er det, fordi vi sparker hinanden over benet?«.
Albert Holberg: »I stedet for at sparke opad?«.
Oliver Lauridsen: »Når det er sagt, så hader jeg fodbold-analogier. Men kampen er ikke fuldkommen tabt. At højrefløjspolitikerne er ved at køre verden i grøften, frigør også et potentiale for at ændre den til noget bedre – en mere lige verden, kan jeg vist godt sige uden at slå for mange over fødderne. Nu vil jeg også gerne have et visum til USA, så jeg skal passe på, hvordan jeg framer det her«.
Når anmeldere og publikum taler om jer, handler det ofte om kaos, grimasser og provokation. Er der noget, de overser?
Albert Holberg: »Jeg synes nogle gange, at det kommer til at handle meget om, at vi er anderledes. Eller at man ikke kan genredefinere os. Så kommer hele anmeldelsen til at handle om det – ‘det var den fedeste koncert, jeg har set i flere år’ – men ikke særlig meget om, hvad man egentlig fik ud af det. Det handler mere om, hvad det ikke var. ‘Det er ikke de her genrer’. ‘Hvor er det underligt’. Og det er lidt ærgerligt«.
Oliver Lauridsen: »Det siger måske også noget om, hvor strømlinet alt andet er«.
Albert Holberg: »Det er jo netop vores berettigelse i en mere mainstream sfære – at vi er noget andet. Alligevel kan jeg godt ærgre mig over, at vi nogle gange flyver forbi folk, fordi det bare handler om, hvor forvirrende det er. Eller at Thorbjørn ikke har nogen fortænder. Eller hvad vi smager af. Og forskellige puns på det. Der bliver virkelig plukket nogle lave frugter«.
Thorbjørn Øllgaard: »Vi bliver også framet som et radikalt, hyperpolitisk Ungdomshus-band, som bare er sure«.
Albert Holberg: »Hvis vi ikke var de eneste på de større danske festivaler, der rent faktisk ytrede noget politisk – som gik lidt videre end bare at konstatere, at ‘verden er forfærdelig’, ‘Donald Trump er dum’ og ‘stop krig’ – så blev vi måske heller ikke set som så skøre«.
Thorbjørn Øllgaard: »Simon Kvamm, når han bare siger ‘stop krig’, det er sgu for nemt«.
Når I taler om at være blevet musikalsk 18 år og mere ansvarsbevidste, hvad er det så, I har taget ansvar for?
Oliver Lauridsen: »Vi har taget os selv lidt mere seriøst. Og musikken. Men der er jo stadig en sang på pladen, der hedder ’Fitness Bro’, så det er ikke, fordi vi er blevet voksne«.
Er I blevet bedre til at passe på jer selv?
Oliver Lauridsen: »Det kører i bølger. Her udenfor turnéperioden kan jeg i hvert fald godt snakke for os to, Thorbjørn. Det har været lidt destruktivt«.
Thorbjørn Øllgaard: »Vi skulle ligesom genopfinde os selv på bunden af en flaske. En ølflaske«.
Oliver Lauridsen: »Ja, og nu er jeg startet til riverdance, og Thorbjørn får en hest herinde på Christiania. Jeg synes, vi bærer vores breakups og identitetskrise ret godt«.
Bliver I nogensinde ældre end 18?
Oliver Lauridsen: »Måske ikke på den næste plade«.
Thorbjørn Øllgaard: »Det kan være, vi går tilbage til 15«.
Albert Holberg: »Jeg tror ikke, vi bliver meget mere end 21, før det, vi laver, begynder at sætte irreversible spor i ryggen. Og så tager vi et kvantespring og bliver 65«.
Thorbjørn Øllgaard: »Vi starter et countryband. Eller et bluegrassband, når vi får ondt i ryggen«.
Oliver Lauridsen: »Vi må se, hvor det bærer hen. Vi har masser af plader i os endnu«.
‘This Is Why We Lost’ udkommer 6. marts.