Irina Olsens skilsmisseprogram er hverken reality eller dokumentar. Det er betalt samarbejde

Det er svært at se TV 2's'Irina i stykker' uden at mistænke, at det udelukkende findes for at lukke et hul på hovedpersonens skilsmissekonto.
Irina Olsens skilsmisseprogram er hverken reality eller dokumentar. Det er betalt samarbejde
'Irina i stykker'. (Foto: TV 2)

SÅ DU DET? Irina Olsen (Irina the Diva) er influencer, og Morten Olsen (Faustix) er dj.

Sammen har de kaldt sig The Olsens og gennem en årrække forsøgt at brande sig som Danmarks svar på Kim og Kanye. De har delt ud af deres liv via sociale medier, tv-programmer og endda stiftet et boliginteriørfirma i familiens navn.

Men nu har Irina forladt Faustix, og det skal filmes. Resultatet er ‘Irina i stykker’TV 2.

Når jeg ser programmer med og om influencere, ringer mine ‘in it for the money’-alarmklokker fra første færd. Det autentiske rum, de økonomiske problemer skulle skabe, bestyrker blot min mistanke om, ’Irina i stykker’ er til for at lukke et skilsmissehul på kontoen.

Skilsmisser trækker jo økonomiske problemer med sig, selv for en influencer. Nogle tror, Irina »har millioner«, men hun er faktisk »nødt til at sælge sit hus«, lærer vi. Hendes økonomiske problemer italesættes ad flere omgange, men patosappellen overbeviser aldrig.

‘Irina i stykker’. (Foto: TV 2)

Hvis jeg skulle pege på noget, der gør Irinas skilsmisse mere relevant end de 14.382 andre ægteskaber, der gik til grunde i 2025, så er det, at hun ikke kun mister sin mand, men også et brand.

Hendes arbejdsliv og privatliv er én og samme ting. Derfor må der unægteligt være flere downsides ved at forlade en NK, end der er ved at forlade en mand, man aldrig har hard launchet.

Men selv hvis jeg leger med på ideen om, at vi får det »hudløst ærlige indblik«, TV 2 lover, er jeg stadig ikke underholdt.

For The Olsens er ikke The Kardashians. Pr-maskineriet bag Irina består af Irina selv og lillesøsteren Victoria. De formår at holde paraderne oppe, og hele kulissen bag skilsmissens kontroltab er i virkeligheden gennemkontrolleret.

I interviewklippene sidder Irina i fuld glam, og når hun græder, ser det pænt ud. Jeg mangler hullet joggingtøj med fedtpletter fra dårlig mad, hæsligt morgenhår og opsvulmede burgerøjne.

Jeg kan kun heppe på kvinder, der forlader mænd, der har været træls gennem en længere periode. Da Irina annoncerede på Instagram, at hun havde forladt Faustix, høstede det over 45.000 likes og over tusind støttende kommentarer – sågar en hilsen fra statsministeren (hjerteemoji).

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det var et opslag, der faktisk skilte sig ud fra mængden af generiske ”vi er gået fra hinanden, men er stadig de bedste venner”-posts. Et statement, der stod helt fint alene, men bliver nu udhulet af et ligegyldigt tv-program.

’Irina i stykker’ placerer sig i en slipstrøm af dårlige realityformater, der mimer dokumentar. ’Bendtner og Philine’, ’Bro og Jasmin’, ’Remee og Mathilde’, ’Emili og Mads Emil’ og ikke mindst ’The Olsens’, som var titlen på programmet om Irina og Faustix’ ægteskab.

Fælles for dem er, at de er tømt for substans og smækfyldt med plat iscenesættelse, og ’Irina i stykker’ er ingen undtagelse. Det lugter af, at hun selv har ringet til kamerafolkene på et belejligt tidspunkt og bedt dem filme nøje udvalgte sekvenser.

Det er hverken reality eller dokumentar. Det er et betalt samarbejde.

’Irina i stykker’ kan ses på TV 2.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af