‘The Testament of Ann Lee’: Amanda Seyfried er dragende intens som syngende sektleder
FILM. Norske Mona Fastvold og amerikanske Brady Corbet er begge filmskabere i egen ret, men deres kunst er alligevel flettet sammen. Ligesom de danner par i privaten, bakker de hinanden op som kreative partnere, så begges visioner forløses på skift.
Det anerkendte arthouse-powercouple stod senest bag storfilmen ’The Brutalist’, som de skrev sammen, og Corbet instruerede. Nu er det Fastvolds tur til at indtage instruktørstolen for tredje gang (efter ’The Sleepwalker’ og ’The World to Come’), igen ud fra et fælles manuskript.
Og faktisk føles ’The Testament of Ann Lee’ som et slags sidestykke til ’The Brutalist’, selvom Fastvolds film er mere sensuel og mindre kynisk end den traumefyldte efterkrigsfortælling. Begge film følger nemlig hovedpersoner, der rejser til USA med en mission, som de vier alt til at udføre, indtil den amerikanske drøm truer med at kollapse.
’The Testament of Anne Lee’ er noget så sjældent som en historisk biopic med musicalelementer. Amanda Seyfried synger for som Mother Ann Lee, grundlægger af den kristne frikirke Shakers. Den religiøse sekt, der brød frem i 1747 i Manchester, fik sit navn efter deltagernes kropsrystelser til de såkaldte vækkelsesmøder, hvor man kunne befries for sine synder.
Fra første scene ser vi kvinder iført klassiske dragter, der med bratte bevægelser griber ud efter luften og trækker vejret tungt. Én af dem, spillet af Thomasin McKenzie, stiller sig foran kameraet for at fortælle sin Moders historie.
McKenzies troende fortællerstemme leder os gennem handlingen højtideligt og ukritisk, fra Ann Lees fattige barndom til hendes første åbenbaringer og sektens krævende rejse over Atlanten for at starte et trossamfund i Den nye verden. Af og til præsenterer hun forskellige udgaver af samme legende, der pynter mere eller mindre på bedrifterne.
Ann Lees menneskelighed er smerteligt tydeligt, da hun i starten af voksenlivet mister fire spædbørn kort efter fødslen. Men herefter er det ikke lige så let at sætte sig ind i hendes vækkelse og argumentet for, at hun er Jesus i genopstanden, kvindelig form.
Til sammenligning var László Tóths besættelse i ’The Brutalist’ også ekstrem, men noget mere menneskelig. Man mærkede derfor i højere grad hans kamp på egen krop.
Seyfrieds præstation er alligevel dragende intens, når hun bærer hovedrollen gennem de mest sorgfulde og ekstatiske stunder. Allermest medrivende er de mange musikalske seancer, hvor hun samler sit følge til sang og flot koreograferet, men kaotisk dans.
Sangene er mere messende og gentagende end klassiske musicalnumre, og med undtagelse af en enkelt scene med en overraskende elguitar akkompagneres de typisk af strygere og klokkespil. Musikken flyder fra scene til scene, så man både fornemmer højtideligheden og fællesskabets sammenhængskraft.
Som i enhver fortælling om tro bliver en tilbagevendende modstander for trossamfundet selve tvivlen, der kommer snigende. »Vi er så få, men vi har mistet så mange«, siger hendes ellers trofaste lillebror William (Lewis Pullman) på et skæbnesvangert tidspunkt, hvor antallet af medlemmer er lavest.
For én ting er Ann Lees uomtvistelige evner som ritualistisk leder. En anden er hendes puristiske krav om at leve i cølibat til gengæld for at komme i paradis. Ikke alle kan holde liderligheden i ave, herunder hendes ægtemand, spillet af Christopher Abbott.
Hovedantagonisten er dog hele vejen igennem resten af samfundet. Både i England og i kolonierne, der senere bliver til USA, truer omverdenens modstand, fordomme og fremmedhad med at tage livet af de fredelige Shakers.
I disse tidlige samfund kan voldsudøveren med relativ lethed tage magten og styre narrativet herom. Man kan næsten høre Fastvold og Corbet spørge: Forholder det sig meget anderledes i dag?
Forventer man den velkendte fortælling om en korrumperet sekt, bliver man overrasket. For ’The Testament of Ann Lee’ er noget så sjældent som et portræt af en kultisk leder, der ikke har bagtanker med sin magt.
Ann Lees følgere ville formentlig billige filmen, der holder lederskikkelsens mytiske kraft intakt.
Kort sagt:
Det er ikke altid let at sætte sig i hovedpersonens sted i Mona Fastvolds historiske biopic om den religiøse leder Ann Lee. Amanda Seyfried er alligevel dragende i hovedrollen, særligt når hun leder sektens intense vækkelsesritualer med musik og dans.