The Minds of 99 annoncerer første nye sang i tre år

The Minds of 99 annoncerer første nye sang i tre år
The Minds of 99 på NorthSide. (Foto: Henrik Sørensen)

The Minds of 99 har ny musik med, når de i morgen fredag indleder deres kommende danmarksturné med i alt seks arenakoncerter.

Det bekræfter det folkekære band i en pressemeddelelse og annoncerer samtidig, at de allerede til midnat udgiver en single ved navn ‘Dét der udenfor’. Det bliver deres første nye sang i hele tre år.

»Vi lovede at have et par nye sange med på vores tour, og det løfte holder vi. Måske også mere end det, faktisk. ‘Dét der udenfor’ er en af de sange, men vi spiller også lidt mere fra den kommende plade, der ikke er udgivet endnu«, udtaler frontmand Niels Brandt i pressemeddelelsen.

I samme omvæltning kan The Minds of 99 desuden afsløre arbejdstitlen på det kommende album, ‘Sjælens alkymi’.

‘Dét der udenfor’ er produceret i samarbejde med Frederik Thaae, som bandet også arbejdede sammen med på ‘Infinity Action’.

Desuden er Karen Johanne Pedersen, André Gaio Pereira og Isabelle Bania fra Live Strings krediteret for at have spillet strygere. Det samme er italienske Davide Rossi, der blandt andet er kendt for at have spillet og kreeret strygerne til Coldplay-hittet ‘Viva La Vida’ fra 2008.

Arenaturnéen starter denne weekend i Jyske Bank Boxen i Herning, inden bandet 27.-28. marts og 3.-4. april kan opleves i Royal Arena.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af