Allerede før Gusto ramte scenen, åbnede de første moshpits – og de stoppede aldrig igen
KONCERT. Der er noget selvmodsigende ved at stå foran en udsolgt sal og stadig virke utilnærmelig. Men det er præcis den balance, Gusto ramte i Pumpehuset.
Iklædt solbriller og hættetrøje trukket ned over hovedet trådte han ind på scenen uden meget andet end sin egen lyd. Ingen lange introer, ingen smalltalk. Bare fra nummer til nummer. Det var køligt, kontrolleret – og en smule distanceret.
Gusto er stadig en relativt ny spiller på den danske rapscene, hvor han med sin mørke, cinematiske lyd allerede har opbygget en slags kultstatus.
Tunge 808’s og synthflader, der trækker tråde til Mike Dean og Travis Scott, fyldte rummet og forvandlede koncerten til noget, der føltes større, end hans katalog egentlig er.
Allerede før Gusto ramte scenen, åbnede de første moshpits, og de stoppede nærmest aldrig igen. Selv under to unreleased tracks – sange, ingen reelt kender – eksploderede gulvet.
Især på den anden af de to viste Gusto, hvor stærk hans fornemmelse for crowdet er. Med små justeringer i intensiteten i sin vokal styrede han timingen, så publikum ramte hinanden skulder mod skulder i det helt rigtige øjeblik.
Men det var også her, koncerten nogle gange mistede grebet om sig selv. Moshpittene tog til tider overhånd og opstod, før numrene nåede at bygge op. Netop derfor føltes det ekstra stærkt, når tempoet blev sænket.
På ‘Kryb til korset’ åbnede der sig en følelse af nærvær. »Guderne skal vide, at vi går hele vejen«, lød det fra scenen.
Det var et af de øjeblikke, hvor hårene rejste sig på armene, og hvor Gusto – midt i al mystikken – for en stund føltes helt tæt på. Ordene fik vægt, rummet faldt til ro, og man mærkede pludselig, hvad der ligger bag facaden.
Under koncertens sidste nummer talte han til publikum. Han lænede sig frem og råbte i mikrofonen: »Jeg har brug for, I gi’r fucking liv nu, Pumpehuset!«.
Man kunne næsten ikke forlange mere af publikum, der havde været med hele vejen, men alligevel formåede han at presse de sidste 10 procent ud af rummet og løfte intensiteten endnu et niveau.
Til gengæld nåede vi knap nok at blive i oplevelsen, før det hele var slut. Efter cirka 45 minutter var koncerten ovre – en naturlig konsekvens af et katalog, der stadig er til at overskue, men som alligevel efterlod en følelse af, at man gerne ville have haft bare lidt mere. Måske også af ham.
Mystikken er et tveægget sværd. Den skaber fascination, men også afstand. Og Gusto har noget. Hans lyd er skabt til liveformatet, hvor de tunge produktioner får en helt anden tyngde, end de har i høretelefonerne.
Han er langtfra en døgnflue. Det slog han fast i Pumpehuset.
Kort sagt:
Gusto leverede en intens og moshpit-drevet koncert med stærk crowd control og en lyd, der blomstrer live. Men hans distancerede persona holdt oplevelsen en smule på afstand.