‘Widow’s Bay’: Ny gyserkomedieserie er forrygende morsom og overraskende uhyggelig
SERIE. Borgmester Tom Loftis’ største ønske er at omdanne den isolerede ø Widow’s Bay til »det nye Martha’s Vineyard«.
Det er næppe et tilfælde, at det er præcis Martha’s Vineyard, der er forbilledet. For udover sin skønne natur og smukke havnebyer er Martha’s Vineyard kendt for at danne kulisse for ‘Jaws’.
Og ligesom borgmester Vaughn i Spielbergs klassiker er borgmester Tom klar til at se bort fra en del faresignaler, hvis det betyder flere betalende gæster på færgen.
For Widow’s Bay er (angiveligt) under en forbandelse, der er en lige så stor trussel som en glubsk kæmpehaj.
Men da de overnaturlige røde flag alligevel bliver for mange, må Tom (Matthew Rhys fra ’The Americans’ og ’The Beast in Me’), hans kollega Patricia (Kate O’Flynn) og landsbytossen Wyck (Stephen Root) finde en måde at stoppe forbandelsen, inden det er for sent i Apples nye gyserkomedieserie.
Bag ‘Widow’s Bay’ står manuskriptforfatter Katie Dippold (‘Parks and Recreation’, ‘The Heat’) og konceptuerende instruktør Hiro Murai (‘Barry’, ‘Atlanta’), og sammen har de ramt en særlig tone.
Selve forbandelsen er en kende inkonsekvent. Den manifesterer sig i en smeltedigel af gyserklichéer som søuhyrer, seriemordere klædt ud som klovne, havhekse og Lovecraft-agtige skabninger, der gør truslen mod øen svær at finde rundt i.
Det vigtigste, man skal forstå, er, at forbandelsen tilsyneladende får folk til at gøre vanvittige ting mod hinanden. Og dermed er de lokale til en rimelig særlig flok.
Serien er præget af en tør og karakterdreven deadpan-humor, som ofte findes i forskellen på de farverige lokale og den ikke-indfødte Toms straight man, der (ved seriens begyndelse) ikke giver meget for de lokales overtro.
Murais observante, nærmest distancerede stil egner sig perfekt til den type humor, som aldrig er lårklaskende sjov, men opstår i det små. Som da Tom besøger et (efter sigende) hjemsøgt hotel og finder et gammelt brætspil med den ildevarslende titel ‘She Shouldn’t Have Said That!’.
Eller da en distræt dealer (standup-komiker Chris Fleming i en velkommen cameo) viser Tom en tegning lavet af en kunde på svampe, som viser »en hellig geometri, man ikke bare improviserer«. Tegningen er et omrids af hans hånd – den slags, man lavede i børnehaven.
Med kræfterne bag og det skæve persongalleri kunne man forvente, at serien lænede mere mod komedie end gys. Men ’Widow’s Bay’ er hele vejen igennem oprigtigt skræmmende. Det er faktisk en skam, at Apple ikke ventede til de mørkere måneder med at give den premiere.
Som fjerde afsnit, der fokuserer på den småkiksede kontormus Patricia, som desperat efter at blive populær blandt sine jævnaldrende holder en fest for alle på øen. Hendes nærmest fanatiske planlægning opbygger en forrygende intensitet, som indfries ved afsnittets vanvittige slutning.
Eller det Ti West-instruerede afsnit ‘Our History’, som foregår i 1700-tallet, hvor en kvinde ankommer til øen for at blive gift med dens grundlægger. Her møder det dystre tidsbillede også den tørhumoristiske tone, som en blanding af ‘The Witch’ og ‘Hot Fuzz’.
Gyserkomedien falder ofte mellem to stole. I værste fald kan en dårligt timet joke underminere den nænsomt opbyggede uhygge, og samtidig kan ét jumpscare for meget overtage en ellers komisk scene.
Men ‘Widow’s Bay’ rammer balancen perfekt. Den lader det sjove være sjovt og det uhyggelige være uhyggeligt. Så må man trække gardinerne for, hvis man skal have den fulde oplevelse.
Kort sagt:
’Widow’s Bay’ er med sin tørre humor, det skæve karaktergalleri og reel uhygge en ret unik gyserkomedieserie.