Er det et toxic trait, at Sailorrs smålige hævnfantasier resonerer så meget med mig? Måske

Nogle mener, hun kopierer SZA. Andre kalder hende »SZA’s gay daughter«. Med smålige breakup-sange, meme-agtig internetkultur og bittersød r’n’b er Sailorr hurtigt blevet et viralt navn på TikTok.
Er det et toxic trait, at Sailorrs smålige hævnfantasier resonerer så meget med mig? Måske
Sailorr. (Foto: PR)

ANBEFALING. TikTok elsker breakup-sange – især de smålige. Sailorr står allerede bag en af de stærkeste af slagsen.

På hendes virale nummer ‘Pookie’s Requiem’ lyder det: »I hope you’re happy / Got you a mini-me / Bet she meets ya mom / Bet y’all get a dog and name it after me / Hey, Pookie!«.

Det er præcis den energi, der har gjort nummeret til et internetfænomen. I de spydige linjer om ekskærester – og i det, hun selv kalder »songs that bad bitches cry to« – ligger der noget, mange lyttere kan spejle sig i.

Så giver det måske også bedre mening, at debutalbummet ‘From Florida’s Finest’ fra sidste år fik mig til at fælde et par tårer.

Pladen varer knap 30 minutter og er gennemsyret af meme-agtig internetkultur, hvor Sailorr udleverer både sin ekskæreste og sig selv. Musikalsk bevæger albummet sig mellem bubblegum-pop og alternativ r’n’b, hvor SZA’s lyriske følsomhed møder Doja Cats poppede magnetisme og Summer Walkers følelsesladede univers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I et interview med Billboard beskriver hun sig selv som en slags »retired crashout« – en person, der forsøger at holde hovedet koldt i hverdagen, men stadig lader følelserne slippe løs i musikken.

På gennembrudshittet ‘Pookie’s Requiem’ stikker hun da også til sin ekskæreste i versene, blandt andet i linjen »whatever bitch you got in Bushwick«, før hun i outroen nærmest hyperventilerer over bruddet.

Vietnamesisk-amerikanske Sailorr, der egentlig hedder Kayla Le, er født i Jacksonville, Florida, og opvokset i Atlanta. Hendes musik udspiller sig i et univers af minimalistiske beats og luftige vokaler med tydelige referencer til internetkultur – melodier, der føles lige så skrøbelige som relationerne, hun synger om.

Når kærestesorger bliver til hævnfantasier

Teksterne kredser om kærlighed, hjertesorg og den smålige, rodede del af et forholds efterspil: Bitterheden, jalousien og alle de tanker, man måske ikke er stolt af, men alligevel genkender alt for godt.

I ‘Pookie’s Requiem’ flirter hun med både humor og hævnfantasier, når hun forestiller sig sin ekskærestes fremtid – et liv, hvor hun selv stadig spøger i baggrunden. De spydige detaljer tegner et billede af den interne kultur, mange par opbygger sammen: Memes i indbakken, sange sendt klokken tre om natten og referencer, kun to mennesker forstår.

Kontrasten mellem den bløde, drømmende produktion og de bitre tekster giver sangen sin særlige charme. Sailorr synger ikke vredt, men nonchalant – som om hun allerede er videre, men lige skal have det sidste ord.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den samme smålige tone går igen flere steder i hendes tekster. På ‘Belly’ synger hun: »You know what it is if he on Co-Star he ran through / He know what his moon sign is he’s co-signed every girl I know«.

Til Teen Vogue fortæller hun, at linjen udspringer af et øjeblik, hvor hun opdagede astrologi-appen Co-Star på en fyrs telefon – og med det samme tænkte, at han var »for the streets«. Mon ikke der var en kvindelig finger med i spillet, da han downloadede appen?

Fra »SZA’s gay daughter« til co-writer for Baby Keem

flere subreddits og i kommentarspor har nogle lyttere beskyldt Sailorr for at kopiere SZA’s karakteristiske flow. Andre har mere kærligt døbt hende »SZA’s gay daughter«.

Samtidig er der opstået diskussioner om kulturel appropriation – blandt andet omkring hendes brug af sorte grillz og ordet »pookie«, et kælenavn med rødder i afroamerikansk slang. Ifølge Sailorr selv trækker looket dog på sydøstasiatiske skønhedstraditioner med sortfarvede tænder – kendt som ‘nhuộm răng’ i Vietnam og ‘ohaguro’ i Japan.

I et interview med Dazed fortæller Sailorr, at hendes grillz også er inspireret af hendes vietnamesiske bedstemor, hvis tænder var farvet sorte – en praksis, der historisk blev forbundet med velstand og beskyttelse mod onde ånder. For Sailorr bliver tandudsmykningen dermed både en hyldest til bedstemoren og et nik til den grillz-kultur, hun voksede op med i Florida.

Sailorr. (Foto: PR)

Med lange fletninger, geisha-inspireret makeup og en forkærlighed for sløjfer sender Sailorr tankerne mod ‘Sailor Moon’ og 90’ernes melodramatiske magical girl-univers. Det er rendyrket animecore med et strejf af Sanriocore – fra den ikoniske sailor collar til en hyperfeminin æstetik båret af Y2K-æraens techno-optimisme – som understreger, hvor bevidst hun arbejder med sit visuelle udtryk.

Det har også fået hendes navn til at dukke op nye steder i branchen. Hun er blandt andet på turné med Doja Cat og står desuden som co-writer på et nummer på Baby Keems nye album ‘Casino’. Det er næppe helt tilfældigt.

På nummeret ‘Good Flirts’, hvor ingen ringere end Kendrick Lamar er gæst, hører vi nemlig linjer som: »Don’t you love a good flirt with a stranger? / Don’t you love lettin’ out a good cry, baby?«. Det er svært ikke at høre ekkoer af den samme bittersøde følelsesverden, Sailorr selv bevæger sig i.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er det et toxic trait, at hele hendes repertoire resonerer med mig? Måske.

Men det er heller ikke så mærkeligt. Jeg har altid været fascineret af kvinder med et flair for mindre hævnaktioner. Fra Sys Bjerre, der kaster ekskærestens tøj ud ad et tredjesalsvindue, til Beyoncé og Jazmine Sullivans bilsmadring. Det er netop i de følelser, Sailorr excellerer.

Sammenligningerne med SZA, Doja Cat og Summer Walker – nogle af r’n’b’ens mest overbevisende formidlere af hjertesorg – er svære at komme udenom.

Alligevel er Sailorr noget helt for sig selv med sin særlige blanding af magical girl-æstetik, sorte grillz og sange, der dvæler ved de smålige – men fuldstændig legitime – følelser, der ofte følger i kølvandet på et brud.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af