’Man on Fire’: Yahya Abdul-Mateen II gør en fremragende figur i Netflix’ hævnthriller
SERIE. Der er ikke noget som en højspændt thriller, hvor en garvet enspænder lægger sig ud mod et syndikat af forbrydere i blodtørstig hævngerrighed.
Film som ’John Wick’, ’The Equalizer’ og ‘Nobody’ har alle bevist, at ingen mængde bad guys er for stor, så længe man har snarrådighed, retfærdighedssans og patroner nok.
Derfor er Netflix’ seneste satsning ’Man on Fire’ da heller ikke just ukendt territorie. Men det betyder ikke, at der ikke er underholdningsværdi for alle pengene.
I serien møder vi den pensionerede elitesoldat John Creasy (Yahya Abdul-Mateen II). En fejlslagen mission år tidligere har efterladt ham alkoholiseret og PTSD-ramt, men da en tidligere kollega kontakter ham på hospitalssengen efter et selvmordsforsøg, kræver det ikke megen overtalelse, før han sidder på et fly med kurs mod Rio de Janeiro.
Der er nemlig præsidentvalg i Brasilien, og Creasy skal efterforske en terrorgruppe, der vil gøre alt for at forpurre den siddende præsidents chancer for genvalg. Da en forfærdelig tragedie indtræffer, står Creasy pludselig med ansvaret for at beskytte det eneste vidne – kollegaens datter, Poe (Billie Boullet).
Der har været ild i den titulære mand et par gange efterhånden. I A.J. Quinnells bogforlæg fra 1980 og filmatiseringen fra 1987 lægger Creasy sig ud med den italienske mafia, mens det i Tony Scotts blockbuster fra 2004 med Denzel Washington i hovedrollen er mexicanske kidnappere, der står for skud.
Denne gang er vi i Rio, og det er en evig fornøjelse at se fortællingen udspille sig i den brasilianske millionby. Kontrastfyldte scener fra favelaens snævre gader og de rige kvarterers højhuse med marmorbelagt interiør understreger den politiske vinkel, der gennemsyrer serien.
»Det her er den eneste by, jeg kender, hvor de fattige bor hævet over de rige», lyder det på et tidspunkt, og man mærker i små glimt den samme magi, der gjorde Fernando Meirelles’ ’City of God’ til et internationalt fænomen.
Af samme grund er ’Man on Fire’ også en usædvanlig mørk affære. Der er langt mellem de kække replikker og i hvert fald ingen fjollede blyantsmord som i førnævnte ’John Wick’. I stedet får vi morbide torturscener, likvideringer og en fornemmelse af, at Creasy er skruppelløs nok til at gøre hvad som helst for hævn.
Yahya Abdul-Mateen II gør en fremragende figur i hovedrollen. Han bærer serien med en coolness og en overbevisende balance mellem hårdkogt slagsbror og loyal faderfigur for Poe. Det samme gør sig i øvrigt gældende for talentet Billie Boullet, der excellerer i rollen som lige dele knotten, sorgramt og badass teenager.
‘Man on Fire’ er bedst, når man ikke stiller for mange logiske spørgsmål. Som i absurde actionsekvenser, hvor Creasy bliver smuglet ind i et fængsel i en madvogn, uopdaget placerer bomber og kidnapper en central karakter. Eller når han med skudsalver om ørene springer fra en bil ind i et fly, afvæbner en lejesoldat, letter flyet og nødlander på en vej.
Heller ikke seriens forsøg på et twist gør meget for at løfte ’Man on Fire’ fra sine ligemænd, og skurkenes motiver er både papirstynde og forudsigelige.
Det ændrer dog ikke på, at ’Man on Fire’ er en yderst underholdende og velspillet serie – særligt hvis man har en forkærlighed for at se et muskelbundt gå rouge eller for standoffs blandt folk iført Havaianas og tanktops.
Kort sagt:
Trods et temmelig forudsigeligt twist er Netflix’ ’Man on Fire’ med sit politiske plot og en fremragende præstation fra Yahya Abdul-Mateen II et godkendt take på en hævnthriller.