I mere end 25 år har Liam og Noel Gallagher ikke givet et fællesinterview. Det laver en kommende dokumentarfilm om på, skriver Deadline.
‘Peaky Blinders’-skaber Steven Knight producerer filmen, som er instrueret af Dylan Southern og Will Lovelace, der tidligere blandt andet har lavet dokumentarer om Blur (‘No Distance Left to Run’) og LCD Soundsystem (‘Shut Up and Play the Hits’).
Trioen har fulgt rocklegenderne gennem deres store reunion-turné sidste år. De kalder resultatet en »uforbeholdent opløftende skildring af den uden tvivl største musikalske begivenhed i 2025, der indfanger oplevelsen og følelserne hos bandet og deres fans verden over«.
Foruden interviewet indeholder filmen både optagelser af Gallagher-brødrenes øvedage, backstage-stunder og optrædener.
Disney distribuerer den endnu unavngivne dokumentar, som får premiere verden over i IMAX-biografer 11. september. Senere på året lander den på Disney+.
