‘Hjem’: Marijana Jankovic’ debutfilm skriver rørende og tiltrængt danmarkshistorie
FILM. Det siger en del om mange danskeres fortrolighed med det tidligere Jugoslaviens historie, hvor stor tøven der kan opstå, bare når vi skal udtale navnene på de danske skuespillere, der kommer derfra.
Selvom vi har en god håndfuld store og kendte stjerner fra Montenegro, Serbien og Kroatien, er vi ofte kun på snublende for- og efternavn med dem, altid med tøvende konsonanter.
Og når det gælder baggrunden for, hvordan og hvorfor der var mennesker derfra, som valgte at slå sig ned i Danmark op igennem 70’erne og frem til 90’erne, er det en underbelyst fortælling i dansk film.
Så selvom skuespiller Marijana Jankovic med instruktørdebuten ‘Hjem’, baseret på den succesfulde kortfilm ‘Maja’, har lavet en dybt personlig (fiktions!)film med udgangspunkt i sin egen barndom, er det også et virkelig tiltrængt stykke danmarkshistorie.
‘Hjem’ begynder et par år efter murens fald, hvor den femårige Maja vokser op i en frodig landsby i Montenegro omgivet af smuk natur og familie. Set med barnets blik giver det ingen mening, hvorfor man nogensinde skulle have lyst til at forlade det.
I faren Markos øjne trænger håbløsheden sig til gengæld på. Chefen vil ikke give ham løn for byggearbejdet, og på markedet kan han kun få ydmygende skambud for de hjemmedyrkede hindbær.
På den måde er ‘Hjem’ ingen faktuelt detaljerig film. Mens fattigdommen og den politiske uro i Jugoslavien rumsterer glimtvis i radio og fjernsyn, er det følelserne, der styrer historieskrivningen. Selvom figurerne er dramatisk velkendte – det uskyldige barn, den stolte patriark og den stærke, men eftergivende hustru – er de tydeligvis formet af ægte erfaringer og rå omstændigheder.
Når man ser med fra Danmark i 2026, er det selvfølgelig Montenegro, der ser mest eventyrligt ud. Hos familien i 1990 er det til gengæld Danmark, der har mytologisk status.
Her har Majas faster fundet lykken som muselmaler på den kongelige porcelænsfabrik og har egen lejlighed på Nørrebro, hvorfra hun sender platter hjem, der pryder væggene i det lille landsbyhjem. Onklen Laza (Zlatko Buric), er også immigreret og vender hjem på ferie som en verdensmand med bland selv-slik til børnene.
Så en dag beder den hårdtpressede Marko ham endelig om et lift. Og mens lille Maja kommer med forældrene til Nørrebro, må hendes fodboldglade storebrødre blive tilbage, indtil familien er kommet på fode. Et brutalt og uigenkaldeligt svigt, der bliver definerende for hele filmens grundstemning af, hvad der går tabt i kampen for noget bedre.
Jankovic har omsorg for alle i fortællingen, ikke mindst sin lille stedfortræder Maja, der hurtigt mærker bagsiderne ved den danske drøm. Hun når knap nok at pege fra færgen på det drømmeland, hun forbinder med H.C. Andersens eventyr, før det første røde dannebrogsflag hejses.
Familien besøger forfatterens beskedne grav på Assistens Kirkegård, og man fornemmer straks jantelovs-Danmark komme snigende.
Forældrene må bøje nakken og tage imod rengøringsjobs til 80 kroner i timen og i øvrigt punge 50.000 ud for proforma-ægteskaber med trængende danskere – eksempelvis den sølle småalkoholiske Ejnar, i skikkelse af Jesper Christensen, som frækt presser citronen for flere af de desperates penge.
Dansk film har en forkærlighed for at bruge små piger som næsten engleagtige figurer, Christina Rosendahl lod en spejling af sig selv som barn vinke farvel til publikum i ‘Fuld af kærlighed’, og Paprika Steen gjorde det i ‘Den tid på året’.
I ‘Hjem’ fungerer den lille helteskikkelse dog bedre – som en tydeliggørelse af de utrolige forventninger til ikke blot Maja, men alle børn af udlændinge, der overpræsterer sig til at blive livstolke for deres forældre.
I børneskuespilleren Tara Cubrilos fine forsigtige skikkelse bliver det grænseoverskridende en konstant i en ny hverdag, der egentlig er drevet af kærlighed.
Der er det åbenlyse ubehag ved forældrenes bizarre bryllupper såvel som den unikke vrede over de andre, bekymringsløse børn i skolen, som tegner de borde til for sjov, som kun Maja ved, at det er hendes forældre, der skal vaske rene om aftenen.
Dejan Cukic’ præstation som den smuldrende drømmer er et smukt faderportræt, der ret banebrydende inviterer os indenfor hos en mandetype, der som regel er kendetegnet ved sin tavshed. Og jo mere hans Marko farer vild i danskheden, står kønsforvridningen i livsbeslutningerne og deres konsekvenser også klart i Nada Sargins præstation som moren Vera.
Jankovic har kontakterne i orden, og ‘Hjem’ løftes på blæret vis af, at selv den mindste birolle spilles af en stor dansk stjerne. Et par replikker til Claes Bang som medfølende rektor, Lene Maria Christensen som rengøringschef, Trine Dyrholm som den kvinde, der splejser immigranter sammen med pengenødne danskere.
Lars von Triers favoritfotograf Manuel Alberto Claro får både bjergsider og Nørrebros boligblokke til at sitre, selvom der ikke har været budget til et helt gennemført 90’er-København – et uden Himmelskibet i Tivoli fra 2006 for eksempel.
‘Hjem’ kunne snildt have sluttet med det ultimative billede på ambivalensen ved livet som gæstearbejder fra Balkan i Danmark. Nemlig i 1992, hvor den historiske EM-sejr sker på bekostning af Jugoslavien, hvis ellers sejrrige landshold blev udelukket af FN. Det er en imponerende bedrift, at Jankovic vender en så forankret nationalbegivenhed på hovedet.
Men hvor hun gennem størstedelen af ‘Hjem’ formår at vise det universelle i det personlige, trænger de selvbiografiske elementer sig på til sidst på i en overforklarende melodramatisk epilog.
Det laver dog ikke om på, at ‘Hjem’ indtil da rammer stort set alle de andre toner i sit almengyldige erfaringsportræt rent og bygger en bro mellem generationer og ophav, der gør stort indtryk.
Kort sagt:
Marijana Jankovic skriver den Balkan-danske familie ind i historien med styrke og hjerte.