Matt Damon afløser Ryan Gosling i ‘Everything Everywhere All at Once’-duos næste film

Matt Damon afløser Ryan Gosling i ‘Everything Everywhere All at Once’-duos næste film
Matt Damon. (Foto: Samir Hussein/Getty Images)

I slutningen af marts forlød det, at Ryan Gosling skulle indtage hovedrollen i den næste film fra Daniel Kwan og Daniel Scheinert, bedre kendt som The Daniels.

Duoen vandt en Oscar for den vilde ‘Everything Everywhere All at Once’, og der er derfor mildt sagt kæmpe forventninger til deres næste hemmelighedsomgærdede film.

En film, der dog alligevel bliver uden Gosling.

Kalenderne kunne tilsyneladende ikke mødes, og nu skriver Deadline, at det tyder på, at Matt Damon bliver hans afløser. Hvad man synes om den udskiftning, er nok smag og behag, men selvom aftalen ikke er endeligt på plads, har stjerneskuespilleren ifølge mediet mødtes med instruktørparret og givet sit tilsagn.

Det vides endnu ikke helt konkret, hvad filmen handler om, men The Hollywood Reporter kan nu fortælle, at fortællingen berører både global opvarmning, tidsrejser og muligvis et superhelte-element. Den udspiller sig både i 1980’erne og i dag, og hovedpersonerne er teenagere i 80’er-delen.

Efter sigende har The Daniels brugt lang tid på at finde skuespillerne til teenage-rollerne, og produktionen har måttet udskydes flere gange. Matt Damons rolle er angiveligt som far til en af teenagerne og derfor muligvis en stor birolle.

Planen er, at optagelserne skal starte i slutningen af sommeren eller starten af efteråret, hvilket betyder, at vi med lidt held kan komme til at se filmen mod slutningen af næste år. Men intet er sikkert endnu.

Sikkert er det til gengæld, at vi får masser af Matt Damon, når Christopher Nolans ‘The Odyssey’ rammer biograferne 16. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af