Massive Attack
1. juni, Royal Arena
Da Massive Attack forrige år spillede på NorthSide, kvitterede vi med intet mindre end seks stjerner.
»En hårrejsende, ubeskriveligt voldsom audiovisuel totaloplevelse«, skrev Soundvenues anmelder blandt andet og konkluderede, at Massive Attack »skabte noget, der ikke burde være mulig på en festivalscene«.
Nu vender triphop-pionererne tilbage til Danmark, og denne gang rykker de da også indendørs. Den britiske gruppe gæster nemlig Royal Arena.
FKA Twigs
4. juni, Falkonersalen
Sidste år udgav ikke FKA Twigs ikke bare ét, men to rigtig gode album i form af ‘Eusexua’ og ‘Eusexua Afterglow’.
Sangene fra førstnævnte fik vi allerede at opleve live, da Twigs samme år spillede en sublim koncert på Roskilde Festival – den gav vi også seks stjerner! – og nu vender hun tilbage til Danmark på sin ‘Body High’-turné.
Koncerten er ganske vist blevet nedskaleret fra Royal Arena til Falkonersalen, men vi glæder os ikke mindre af den grund.
Zach Bryan
6. juni, Parken
Da Zach Bryan første gang gæstede Danmark i 2023, foregik det i et udsolgt Store Vega, men nu er han mildest talt rykket op i en ny liga. Denne gang gælder det nemlig Parken.
I mellemtiden er Zach Bryan da også blevet en af verdens største countrystjerner, og sidste år slog han endda rekord med det største billetshow i USA’s historie, da han optrådte for 112.408 fans i Michigan.
Med sig i Parken har han blandt andet det nye album ‘With Heaven on Top’, og turnéen hedder ganske passende ‘With Heaven on Tour’.
The Weeknd
19.-20. juni, Parken
Endnu en af verdens største stjerner kan i næste måned opleves i Danmark, når The Weeknd spiller hele to koncerter i Parken.
Turnéen hedder ‘After Hours til Dawn’ og er selvfølgelig opkaldt efter The Weeknds nyligt afsluttede trilogi, der sidste år blev rundet af med albummet ‘Hurry Up Tomorrow’.
Koncerterne bliver The Weeknds første på dansk grund siden 2023, hvor han optrådte i Nordstern Arena i Horsens – og denne gang har han ingen ringere end Playboi Carti med som special guest.
Fakemink
21. juni, Store Vega
Den britiske hiphopundergrund oplever lige nu stor opmærksomhed, og i løbet af sommeren spiller tre af dens mest lovende navne i Danmark.
Roskilde Festival har således både Jim Legxacy og scenestjernen EsDeeKid på programmet, mens man skal et smut forbi Store Vega for at fange Fakemink, der i sidste uge udgav albummet ‘Terrified’.
Derudover medbringer Fakemink også debuten ‘London’s Saviour’ og ep’en ‘The Boy Who Cried Terrified’, der udkom i januar. Og selvfølgelig en masse singler – alene sidste år udgav han over 50 af slagsen.
Flere spændende koncerter i juni:
4. juni: Garbage (Store Vega)
5. juni: Ulige Numre (Fredagsrock)
12. juni: Sira Jovina (Fredagsrock)
12. juni: TLC (Fredagsrock)
16. juni: Men I Trust (Store Vega)
16. juni: Hayley Williams (Poolen)
17. juni: Aldous Harding (Store Vega)
18. juni: Spoilr x Øyunn (Alice)
20. juni: Tricky (Store Vega)
26. juni: Malk de Koijn (Fredagsrock)
