Pil mestrer den almindelige popsang, men hvor bliver det vulkanudbrud af?
ALBUM. Pil er en af de popstjerner, der ikke er så meget hokuspokus ved. Hun skriver relaterbare sange om de små og store øjeblikke, hvor livet føles lidt ekstra virkeligt.
Fra gennembrudsinglen ’Nattely’, der første gang viste Pils fine greb om sproget, til ’Hvis du tør at drømme’ (2024), som med ’Dronning af månen’ gav Pil et af det års største radiohits, har hun skabt et tekstunivers, hvor hverdagen dramatiseres.
Nu har hun så fået det fornemme job at åbne den nye, udvidede Orange Scene på dette års Roskilde Festival. Det bliver med albummet ’Ikk gi dig selv væk før du føler dig hjemme’ i ryggen. Pils tredje album passer fint ind som næste skridt mod en stadig mere elektropoppet lyd, men byder ellers ikke på store omvæltninger.
’Vulkaner’ åbner lovende pladen med fornemmelsen af, at ikke alt er strømlinet. Pil synger synkoperet over en akustisk guitar og en elektronisk puls og er konstant en smule ud af sync med produktionen, mens hun beretter om indre floder af lava. »Alt er helt stille / Vent til jeg eksploderer« lyder svagt truende, men så dropper beatet: den lovede eksplosion udebliver og fader over i en klubklar fire-i-gulvet.
’Ikk gi dig selv væk…’ er et album, der prøver at træde ud på dybt vand, men det lykkes klart bedre for teksterne end for produktionerne, som generelt forfalder til det forudsigelige. Der er både akustisk guitar og smagfuldt doserede synths, men pænheden gør det af og til svært at værdsætte sangskrivningens kvaliteter.
På den forfriskende, sorgfulde ballade ’Du’ er det ikke direkte tabet, men tomheden efter tabet, der ekkoer i de afsluttende linjer: »Vi sætter os ud under fuglene / Hvis jeg synger kan du høre det«.
Pils florlette stemme kan bære den poetiske realisme, der ellers balancerer faretruende tæt på det banale. Hendes vokal har en passende selvsikkerhed, og hendes fraseringer får det bedste frem i ordene.
Dramaet – musikalsk og tekstmæssigt – kommer fra uventet hånd på ’Cyklen’, hvor Pil formår at gøre et anfald af kærlighed ved første blik større og vildere end selv de mere tungsindige numre på albummet.
»Vil du det / Vil du blive her indtil alle andre er gået / Bare lidt endnu?«. Separationsangsten lyser ud ad Pils fortæller, og de ømme ord giver mindelser om forbilledet Medinas maksimalistiske sangskrivning. Ordene bliver understreget af håbefulde strygere, mens producer Rasmus Olsens spacede synthflader bevarer en snert af svimlende usikkerhed.
Mens Pil efterhånden mestrer at lukke sin lytter ind i et personligt rum af almindelighed og almenmenneskelige følelser, er der på ’Ikke gi dig selv væk…’ en tendens til at grave sig en tand for langt ned i trivialiteter. Selvom ’Hurtig pige’ er ganske sjov med sine referencer til ’GTA’ og Lynet McQueen, bliver sangens billeder af hverdagsstress lidt for almindelige.
Jeg får lyst til at spørge, hvor det vulkanudbrud, Pil advarede om, mon bliver af.
Kort sagt:
Med sin hverdagspop har Pil skabt et musikalsk univers, de fleste nemt kan relatere til. På sit tredje album er hendes observationer glimtvis blændende, men helheden savner kant.