Var Parken en tand for stor? Det var den nok, men Zach Bryan havde umanerligt godt styr på det
KONCERT. Det tog Zach Bryan godt og vel et kvarters katarsisk countrystomp at præsentere sit 19 personer store band, som fyldte godt på scenen i Parken.
’Revival’ afrundede lørdagens koncert med den amerikanske countrystjerne, men det i en grænseløs udgave, der blandt andet bød på en pianist med en cigaret i flaben, en intens tapping-guitarsolo, en tromme-opvisning, der langsomt gled over i caféjazz, og en banjospiller, der simpelthen lod som om, han fik et ildebefindende på scenen, bare for at rejse sig nonchalant og give sit instrument en over nakken.
Det var ret surrealistisk, men det illustrerer også, at den her aften stod i showbizzens tegn. De mange fans i cowboyhatte og skovmandsskjorter – og Zach Bryan-t-shirts – der var mødt op var totalt med på legen.
For Zach Bryans koncert på det danske nationalstadion, der i dagens anledning var gæstet af både skandinaver, tyskere, skotter og diverse, var først og fremmest en fin opvisning af Bryans moderne og tilpas skamløse take på countrygenren, som har åbnet musikken for folk, der ellers er vokset op langt fra countryens hjemland.
Et nummer som ’Appetite’ fra Bryans seneste album, ’With Heaven on Top’, blev leveret med masser af rockattitude og flotte harmonier fra korsangerne. Samtidig blev der ikke sparet på gøgl og spas, da træblæser-ensemblet gav sig til at synkrondanse med instrumenterne i vejret.
Bryan – moderigtigt klædt i en ærmeløs Led Zeppelin-t-shirt – var veloplagt, og han fik både udtrykt sin begejstring for at spille i dagslys, for at have forvildet sig på Distortion aftenen før, og så fik han rost København. Rigtig mange gange endda. Den flotte pige fra den støvede bar på ’Oklahoma Smokeshow’ blev gjort til ’A Copenhagen Smokeshow’ i et umage kultursammenstød. For Zach Bryan skriver nu engang sine sange om udlængsel, sorg og kærlighed fra et perspektiv, hvor smalltown USA er i centrum.
Historiefortællingen fungerede særlig godt på det gamle nummer ’God Speed’, hvor et mere nedtonet arrangement gav Bryan mulighed for at dyrke sine følelser. Det var selvfølgelig en bunden opgave at spille gennembrudshittet ’Something in the Orange’, men jeg bed igen mærke i, at koncerten blev mere fokuseret, når der ikke var fuldt band i sving. Lap steel, violin og en mand med en guitar, der tvivler på sig selv: så bliver det alligevel ikke meget større.
Selv den lidt røvballe-agtige kærlighedserklæring ’Slicked Back’ skabte en fin kontrast med sin bundsolide akkordrundgang, der gav Bryan og co. mulighed for at dyrke rytmen. Det var sådan set helt hyggeligt, uden på nogen måde at være banebrydende. Bryan kendte sine hits nok til, at han vidste, hvornår publikum ville kunne stemme i, og han belønnede hvert bifald med en obligatorisk det-her-er-det-bedste-publikum-vi-nogensinde-har-spillet-for. Zach Bryan spiser utvivlsomt stadionkoncerter til morgenmad, men hans publikumskontakt var superfin.
Der blev givetvis spillet på rutinen, men der bør ikke være nogen skam i at være rutineret. Vigtigst af alt var publikum faktisk klar til at tage countrystjernens sange ind; både når der skulle trampes i takt, og når følelserne kom frem.
Mod slutningen sørgede kæmpesjæleren ’I Remember Everything’ for endnu et fint øjeblik, hvor alle fremmødtes iPhones pludselig lyste det halvmørke stadion op. Duetpartneren Kacey Musgraves dukkede ikke op, men korsanger Heaven Schmitt havde en flot, skrøbelig klang, der stod fint til Zach Bryans mere bjæffende vokal.
Da han gæstede Danmark første gang i 2023, foregik det i Store Vega. Denne lørdag var det så Parken. Var Parken en tand for stor? Det var den nok, men Zach Bryan havde umanerligt godt styr på historiefortællingen, gøgleriet og såmænd også autenticiteten.
Kort sagt:
Zach Bryans optræden i Parken havde alle de elementer, der gør en god stadionkoncert. Der var gimmicks og hjerte/smerte i rå mængder, men også et umiskendeligt nærvær.
