Roskilde Festival ændrer programmet efter afbrudt koncert

Roskilde Festival ændrer programmet efter afbrudt koncert
Uncle Acid & the Deadbeats. (Foto: PR)

Roskilde Festival laver om i fredagens program.

Det sker, efter at festivalen torsdag aften måtte stoppe en koncert med engelske Uncle Acid & the Deadbeats. Angiveligt fordi lydniveauet var for højt, skriver flere medier, herunder Sjællandske Nyheder.

Uncle Acid & the Deadbeats indtog Lagune-scenen klokken 22.15, kort efter hovednavnet Gorillaz havde påbegyndt deres koncert på Orange Scene.

Gorillaz’ frontmand, Damon Albarn, påtalte også selv, at han kunne høre musikken på den anden scene. »Er det meningen, man skal kunne høre de andre scener?« lød det helt præcist fra Albarn, skriver Politiken.

Uncle Acid & the Deadbeats nåede efter sigende kun at spille en halv time, før koncerten blev stoppet.

I en mail til Soundvenue kalder Roskilde Festival det »en utrolig uheldig situation for alle berørte« og forklarer, at afbrydelsen skyldes »et samspil mellem vindforholdene og de tekniske forhold, som påvirkede lydafviklingen på en uhensigtsmæssig måde«.

»Når man afvikler en stor livebegivenhed udendørs, kan skift i vejr og vind skabe udfordringer«, lyder det videre.

Af samme grund foretages der altså nu ændringer i dagens program.

»Vejrudsigten peger på fortsat blæsende forhold i dag, og derfor har vi valgt at foretage en række programændringer og rokader for at mindske risikoen for lignende situationer resten af dagen. Det gør vi for at sikre de bedst mulige oplevelser for både deltagere og artister«, skriver festivalen.

Se alle ændringer i programmet herunder.

Lamisi flyttes fra Fauna til Eos og spiller fortsat kl. 21.00.

Los Thuthanaka flyttes fra Lagune til Fauna og spiller kl. 21.00.

Vegyn starter 15 minutter tidligere og spiller nu kl. 00.45 på Fauna.

DBN Gogo flyttes fra Eos til Fauna og spiller kl. 01.45.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af