Det er verdens mest upopulære serieslutning – jeg knuselsker den

Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion. Så i artikelserien Hot Take Summer lader vi vores anmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?

HOT TAKE SUMMER. ‘Lost’. Serien, der gav alle kollektiv flyskræk (kun tre år efter 9/11, hallo?), begyndelsen på massejagt-tendensen efter skjulte easter eggs på wikisiden ‘Lostpedia’ og ikke mindst: en af de mest omdiskuterede og polariserende slutninger i nyere tv-historie.

Som selverklæret ‘Lost’-apologist har jeg det lige omvendt end de fleste andre: Finalen på ’Lost’ er en af de bedste og modigste nogensinde.

Jeg er en del af den generation, der akkurat var gammel nok til at opfange, at ‘Lost’ i samtiden var en sensation på det lille lærred, men for ung til at forstå den lavine af konspirationer og vredesudbrud, serien kastede af sig i bedste sendetid.

Da jeg endelig så serien med voksne øjne, var det som at se et stykke kulturprodukt, hele verden allerede havde fældet dom over.

Hvorfor i alverden skulle man også bruge seks sæsoner på at komme frem til, at alle karaktererne døde i flystyrtet? (det gjorde de ikke)

Hvad foregår der med de der flashsideways? Mængden af spørgsmål, som hovedforfatterne Carlton Cuse og Damon Lindelof stillede undervejs, vil sikkert kunne fylde retoriske fodboldbaner. Til stor frustration for mange.

Den mystiske kasse

Det var svært ikke at blive influeret af. Og før du skyder mig med en bunkerriffel og bisætter mig i en halvdyb strandgrav, vil jeg da gerne erkende, at ‘Lost’ i sine sidste sæsoner lægger op til flere stunder foran tv’et, hvor man enten er faldet i søvn eller har revet alle hårene ud af hovedet i raseri.

Grunden til, at ‘Lost’ for manges vedkommende kørte af sporet – og hvorfor den for mig alligevel står som en af sværvægterne i nyere tv-historie – ligger både i dens største styrke og svaghed: Seriens skaber og producer J.J. Abrams’ selvopfundne Mystery Box.

Den trope kender vi fra hans arbejde på blandt andet ‘Cloverfield’ og ‘Star Wars: The Force Awakens’ der højner historier som en stribe af afsløringer, hvor fascinationen handler mere om, hvad der vil ske, end hvad der rent faktisk sker.

Mysteriet er altså vigtigere end visheden – men kassen kan også vokse til uproportionelt store dimensioner, når man pitcher en tre sæsoner lang serie til en tv-station som ABC, der øjner en gedigen guldmine og derefter presser yderligere tre sæsoner ud af plotcitronen.

‘Lost’ var et personbåret sci-fi-drama om spændingsfeltet mellem tro og overbevisning, men endte som et sammensurium af indviklede, interdimensionelle tidsrejser og uforløste ø-teorier.

Menneskelige følelser i forgrunden

Fanforventningen om, at overophobningen af misdirection, magisk realisme og mysticisme endelig skulle besvares i seriens finale, var derfor gigantisk – hjulpet godt på vej af ABC’s promo-video til anledningen.

I stedet fik vi en todelt episode, der binder flashsideways som et parallelt, metafysisk venteværelse sammen med et efterlivsmøde i et kapel og samtidig viser karakterernes kamp om øens overlevelse med deres final escape og Jacks martyrdød til følge.

Det blev anset som en kalorietom og fordummende feelgood-slutning, hvor skaberne havde givet op på sci-fi-spørgsmålene om øens oprindelse, elektromagnetiske felt, og hvad pointen var med at taste de der skide numre ind i computeren. Til fordel for en pseudo-religiøs, langtrukken og indviklet krøllen på halen.

Men i mine øjne levede finalen fuldgyldigt op til det, der egentlig var ‘Lost’s kraftpræstation, nemlig jordnær karakterskildring. Abrams, Cuse og Lindelof forstod og kunne skildre menneskelige følelser bedre end i nogen anden tv-serie på det tidspunkt.

Mens flere troede, at de omdiskuterede flashsideways var en alternativ fremtid, hvor Oceanic 815 aldrig styrtede ned på øen, er de derimod en modig sammensmeltning af seriens overnaturlige elementer med tårepersende skuespilpræstationer, som på fornemmeste vis bliver forløst i finalens kuldegysfremkaldende forsoningsscene.

Jack, Sawyer, Kate og Johns livsrejser og udvikling blev en Rorschach-test for vores egne overbevisninger om liv, død og skæbne, og kapel-scenen er sømmen i kisten på ‘Lost’s kernefortælling om mennesker, der finder mening gennem hinanden.

Et kløende myggestik

Så kan det godt være, at magiske, frosne hjul og ligegyldige personskildringer (jeg kigger på jer, Nikko og Paulo) fik to af hjulene til at hoppe af serievognen undervejs, men svarene er som regel aldrig lige så interessante som spørgsmålene alligevel.

Når man åbner op for, hvad der er i en mystisk kasse, har den en tendens til bare at blive til … en kasse. Ville det virkelig have været federe, hvis det blev forklaret, at Walt engang blev bidt af en radioaktiv edderkop, og at det er grunden til hans specielle evner?

Slutningen på ‘Lost’ føles som et kløende myggestik, fordi det aldrig var meningen at kæde Dharma Initiative sammen med Manden i Sort, som var man en anden Charlie fra ‘Always Sunny in Philadelphia’.

Det er en håbløst vidunderlig og irriterende beslutning, der står i skærende kontrast til et serielandskab, der i dag er besat af rovdrift på IP og lore consistency, som allerhelst skal kaste en bunke af overforklarende, stjernespækkedespinoffs og legacy prequels af sig.

En god afslutning reflekterer, hvad vi værdsætter i historiefortælling. Hvis det ikke var for ’Lost’s insisteren på at holde mysteriekassen lukket for svar og i stedet lade finalen kulminere i en forløsning for de karakterer, vi brugte seks år på at følge, ville ingen i dag tale om den kaotiske og dybfølte afsked, vi tog med et univers, vi ikke havde lyst til at forlade.

’Lost’ kan ses på Disney+.