‘Lucky’: Anya Taylor-Joy er fænomenal i actionserie bedst set med tømmermænd
SERIE. Det er en af de mest udtrådte troper: One last job med drømmen om frihed, bountystrande og dydens smalle sti på den anden side.
Helt så enkelt er det selvfølgelig aldrig, heller ikke for Anya Taylor-Joys Lucky i miniserien af samme navn.
Med ti millioner stjålne dollars i kontanter er hun og ægtefællen Cary (Drew Starkey) på vej til at lægge deres livslange kriminelle karrierer bag sig. Men efter en vild nat i Vegas vågner hun på hotelværelset alene – og ti millioner dollars fattigere.
Om Cary er kidnappet eller bare skredet er usikkert. Men med både FBI og den kriminelle organisation, som pengene oprindeligt tilhørte, i hælene, må den snarrådige Lucky skynde sig at opspore de forsvundne millioner, hvis hun vil slippe med livet i behold.
Og sådan fortsætter serien ud af et velkendt spor. I sit bagland har Lucky sin far, hustlertypen John (Timothy Olyphant), som har lært hende alle sine kriminelle kneb, og som altid er på udkig efter det næste svindelnummer.
Efter sig har hun mandens kriminelle og kontrollerende mor, Priscilla (Annette Bening). Hun har naturligvis en fåmælt og brutal håndlanger/bøddel, Dutch (Clifton Collins Jr.), og en endnu mere frygtindgydende gangsterboss, Whittaker (William Fichtner).
På lovens side står FBI-agenten Billie Rand (Aunjanue Ellis-Taylor), som er besat af sagen og ingen midler skyr for at få Lucky og co. bag tremmer.
Der er med andre ord ikke mange overraskelser eller twists i persongalleriet. Nok er Annette Bening forrygende komisk som Priscilla og Timothy Olyphant irriterende charmerende som John, men det har mere med deres evner som skuespillere end manuskriptet at gøre.
Teknisk set er serien egentlig godt skruet sammen. Actionscenerne er flot filmet, alle skuespillere giver den hele armen. Alligevel er ‘Lucky’ en så forudsigelig affære, at den nok er bedst set med tømmermænd eller anden nedsat kapacitet, så man ikke opdager, at man har set det hundredvis af gange før.
Når man har set the final showdown, får man tanken, at man sagtens kunne have nøjedes med at se seriens første og sidste afsnit og relativt nemt stykke sammen, hvad der var sket i de resterende fem.
Ikke at det anbefales. Så ville man gå glip af en fænomenal Anya Taylor-Joy, som græder, skriger, løber, drifter, slår og sparker sig gennem veludført actionscene på actionscene.
Lucky er god til at være kriminel (får vi at vide mange, mange gange…), og Taylor-Joy spiller også de mere dialogprægede scener med et intenst og observant blik, som får én til at føle, at hun hele tiden er et skridt foran.
Hun giver dog også Lucky en mere rå sårbarhed, som klæder actionhelten og passer godt til seriens tese om, at vi ikke er defineret af vores fortid.
Den godhjertede og modvillige kriminelle er ikke et unikt påfund, men hendes evner som manipulerende menneskekender gør hende til en interessant hovedperson.
Hun er ikke en mestertyv eller hacker, men hun har lært præcis, hvordan hun får folk til at give hende, hvad hun vil have: En barnepige får adgang til en børnefødselsdag, en kvinde på flugt fra sin voldelige kæreste får et lift ud af byen, en for fuld kvinde bliver taget i enerum med en slesk mand, ‘Promising Young Woman’-style.
Det tilføjer en tvetydighed og kompleksitet til figuren. For er det Lucky eller hendes persona, der taler? Når hun siger, at hun stadig elsker sin mand, efter at han forlod hende, er det så manipulation eller et sjældent øjebliks ærlighed fra en livslang svindler?
Desværre falder det dilemma i baggrunden af en serie, som med kun syv afsnit er hurtigt set og endnu hurtigere glemt.
Kort sagt:
Anya Taylor-Joy giver den hele armen som actionhelt i ‘Lucky’, der desværre ligner noget, man har set hundredvis af gange før.
Anmeldt på baggrund af hele serien.