’Evil Dead Burn’: Blodet flyder, men vanviddet gør ikke
FILM. I 1981 udkom den første ’Evil Dead’-film. Med kreativt DIY-gåpåmod tændte instruktør Sam Raimi op for en mesterlig film på en tank med litervis af rendyrket vanvid.
Efterfølgerne ’Evil Dead II’ og ’Army of Darkness’ tog blot galskaben til næste niveau, og den oprindelige trilogi står tilbage som noget af det mest unikke filmkunst, gysergenren har set.
Vi har siden set de klamme Deadites rasere i tv-serien ’Ash vs. Evil Dead’ (2015-2018), Fede Alvarez-rebootet ’Evil Dead’ fra 2013 og Lee Cronins ’Evil Dead Rise’ fra 2023.
Alle har det samme udgangspunkt: En person kommer til at læse højt fra Necronomicon, De Dødes Bog, hvilket vækker de onde kræfter. Herefter bliver først én dæmonbesat, og som en meget skrækkelig form for virus spreder den sig til dem, der kommer i kontakt med den besatte.
Nu er faklen så givet videre til franskmanden Sébastien Vaniček, der med ’Evil Dead Burn’ instruerer sin første spillefilm siden 2023-debuten ’Vermines’.
Vaničeks ’Evil Dead’-fortælling åbner ved en sø, hvor to fiskende venner støder på en Deadite. Inden længe sidder fiskekroge fast i et ansigt, mens en hel underkrop bliver revet af.
Vi har set Deaditen før, for det er nemlig Jessica-karakteren fra ’Evil Dead Rise’, og dermed er de to film løst forbundne.
Efter åbningsscenen bliver der klippet hårdt til en twerkende røv. På en natklub bliver vi introduceret til filmens egentlige hovedpersoner.
Klubben er ejet af Will (George Pullar), som bestyrer den sammen med hustruen Alice (Souheila Yacob). Med på klubben er også Wills lillebror Joseph (Hunter Doohan) og dennes kæreste Thya (Luciane Buchanan).
Efter et skænderi med Alice drøner Will dog væk i sin bil, og på vejen står pludselig den føromtalte Deadite. Will kører galt og dør på tragisk vis.
Efter begravelsen tager Alice med til familiens sommerhus, og her bliver det hurtigt tydeligt, at Wills forældre ikke synes om hende.
Hun bliver tildelt en uhumsk soveplads på loftet, og de kommenterer nedsættende hendes påklædning. For at sikre sig, at alle i publikum forstår dynamikken, påtaler Alice det dog også lige over for Joseph.
Hyggeligere bliver det ikke ligefrem af, at de onde kræfter gør sit indtog. Det afsløres desuden, at Will var voldelig over for Alice, og lidt i stil med ’Midsommar’ forsøger filmen at løfte en metafor for opgøret med et toksisk forhold.
Den mission kræver dog bedre karakterarbejde end i ’Evil Dead Burn’. Og jeg vil da også sætte spørgsmålstegn ved, om dybere lag overhovedet er noget, ’Evil Dead’-franchisen bør stikke skovlen i jorden efter.
Den originale trilogi brillerede ved at være komplet nihilistisk og anarkistisk. Der var ingen gennemtænkte tematikker, og kontinuitet var en by i Rusland.
Tonen svingede uforudsigeligt mellem oprigtig uhygge og karikeret slapstick. Kameraet bevæger sig på fuldstændigt uhørte måder, og man vidste aldrig, hvor historien bevægede sig hen. Helt centralt var naturligvis også de massive mængder af blod, der helst skulle sprøjte ud over det hele.
Lige blodorgiet rammer Vaniček ganske fint, for der bliver smadret op til flere hoveder med hårde genstande, ligesom sommerhusets græstrimmer bruges til alt andet end at trimme græs.
Det eneste spage komiske indslag er dog en dement bedstemor, der kalder folk forkerte navne.
Vaniček forsøger også at eksperimentere med kameraføringen, men det udarter sig mest i en forstyrrende hurtig klipning, der på ingen måde indeholder samme opfindsomhed som de Raimi-instruerede film.
Med en kriminelt lang spilletid på 110 minutter er det derfor svært for filmen at holde sig interessant hele vejen mod målet.
Kort sagt:
Der skal mere end massevis af blod til at skabe en god ’Evil Dead’-film. ’Evil Dead Burn’ er slet ikke vanvittig nok.