Christopher Nolan så mod polariserende Martin Scorsese-film for inspiration til ‘The Odyssey’: »Det er en blændende film«

Christopher Nolan så mod polariserende Martin Scorsese-film for inspiration til ‘The Odyssey’: »Det er en blændende film«
Christopher Nolan. (Foto: Samir Hussein/WireImage)

Christopher Nolans ‘The Odyssey’ er her, der og allevegne – hele verden venter spændt nogle dage endnu, inden den voldsomt imødesete film får premiere.

Mens Nolan allerede har forsvaret filmens moderne sprogbrug, har han nu udtalt sig om en af de store inspirationskilder i forbindelse med arbejdet på ‘The Odyssey’.

I et interview med USA Today, forklarer han nemlig, at han særligt skelede mod kollegaen Martin Scorseses ganske polariserende ‘The Last Temptation of Christ’ fra 1988. Filmen følger Jesus (spillet af Willem Dafoe), der kæmper med både vrede og skyld.

»Det er en blændende film og en chokerende film. Der var tekniske ting, som Scorsese gjorde, der var ret inspirerende, men mere end det, var Jesus-figuren, og hvad han gør med ham, ekstremt udfordrende for publikum. Det var ret inspirerende fra Odysseus’ synspunkt. Du vil være tro mod alle karakterens udfordringer, og det var ‘The Last Temptation of Christ’«, fortæller Christopher Nolan.

Det lader altså særligt til at være i forbindelse med arbejdet på Matt Damons hovedkarakter, at Nolan har taget ved lære af Scorsese.

Han forklarer også i interviewet, at han så mod klassikere som ‘Jaws’ og ‘Alien’ i forbindelse med filmens monstre – og særligt Guillermo del Toros evne til at bringe netop monstre til live: »Du vil gerne opbygge et emotionelt forhold til det fænomen, du dealer med. En stor indflydelse er min ven Guillermo del Toro, fordi med Guillermo er et monster aldrig bare et monster. Det handler om: Hvad er deres indre liv?«.

Man kan få syn for sagn og vurdere, hvor godt det hele er lykkedes, når ‘The Odyssey’ lander i biografen på torsdag den 16. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af