‘My Brilliant Career’: Netflix’ sprudlende periodedrama er heldigvis mere end en ’Bridgerton’-kopi
SERIE. I år 1900 skal der åbenbart ikke mere end et erotisk digt til at bringe et helt middagsselskab på randen af et moralsk kollaps.
Da den unge Sybylla Melvyn (Philippa Northeast) reciterer sin poesi for et selskab af Australiens bedre borgerskab, reagerer de fleste, som om hun lige har udført et satanisk ritual på spisebordet. Enkelte er dog imponerede, og det bliver hurtigt tydeligt, at Netflix’ ‘My Brilliant Career’ er mest interesseret i netop de mennesker, der finder Sybyllas kompromisløse opførsel fascinerende frem for forargelig.
Sybylla bor med sin ludfattige familie på en gård i Possum Gully, hvor faren drikker og spiller familiens penge væk, mens hun selv drømmer om at blive forfatter. Da familiens økonomi bliver så presset, at selv klaveret må sælges, bliver hun sendt til sin velhavende mormors gods Caddagat, hvor planen er lige så gammeldags, som den er økonomisk rationel: Sybylla skal finde sig en mand, selvom hun allerhelst bare vil skrive.
På Caddagat møder hun den velhavende Harry Beecham (Christopher Chung), som hun øjeblikkeligt har en hed kemi med, og den engelske bestyrer Frank (Jake Dunn), mens suffragetten Augusta (Kate Mulvany) ser et litterært talent i Sybylla og opfordrer hende til at skrive noget, der rent faktisk kan sælges.
Det er i spændingsfeltet mellem Sybyllas romantiske begær og hendes næsten allergiske reaktion på at blive nogens hustru, at ‘My Brilliant Career’ er sjovest. Philippa Northeast portrætterer hende med en fysisk uregerlighed, hvor hun danser for voldsomt, taler for højt, river kjolen af og springer i vandet og generelt opfører sig som en kvinde, der nægter at gøre sig mindre, bare fordi omgivelserne gerne vil have det.
Kjolerne er overdådige, farverne lyserøde, billederne varme og lydsiden så taktil, at man næsten kan mærke stoffet mellem fingrene. Den moderne musik og den bevidst anakronistiske tone placerer serien i samme tradition som ‘Bridgerton’, men under alt det pyntede og liderlige ligger en mere interessant diskussion om, hvad frihed overhovedet betyder, når ens økonomiske sikkerhed afhænger af andre.
For Sybylla er ægteskab et bur, men serien viser på elegant vis, hvordan hendes mulighed for overhovedet at afvise det er et privilegium. Sybyllas oprør får nemlig modspil af hestetræneren Nell (Sherry-Lee Watson), der ikke ligefrem har råd til hendes romantiske forestilling om frihed. Når Sybylla beklager sig over de mænd, der vil bestemme hendes fremtid, kan Nell med en tør bemærkning punktere hendes selvmedlidenhed og minde hende om, at økonomi og race afgør, hvem der overhovedet får mulighed for at gøre oprør
Seriens bedste øjeblikke opstår, når kvinderne begynder at opdage deres egen rolle i det patriarkalske system. I en vidunderligt fjollet scene spiser Sybyllas moster Helen (Genevieve O’Reilly) og Augusta Turkish Delight med hash og ender med at diskutere, hvordan de selv viderefører patriarkalske mønstre, mens andre samtaler kredser om sex, kærlighed og den mindre romantiske sandhed, at ægteskab for mange kvinder først og fremmest er en overlevelsesstrategi.
Her bliver seriens romantik langt mere interessant end spørgsmålet om, hvilken mand Sybylla ender med. Den handler om forskellen mellem at elske nogen og være afhængig af dem – og om, hvor vanskeligt det er at kræve frihed i et samfund, hvor økonomisk sikkerhed ofte afhænger af, hvem man kan bruge, og hvem der kan bruge én.
Indimellem bliver den moderne opdatering dog lige lovligt demonstrativ. Ambitionen om at brede Sybyllas feministiske oprør ud til også at handle om race, klasse og seksualitet er interessant, men seks afsnit er for lidt til, at alle perspektiver får samme kompleksitet som hendes.
Samtidig kammer romantikken sommetider over i den mest overdrevne ende af ‘Bridgerton’-skalaen, hvor ét længselsfuldt blik helst skal besvares med tre mere.
Heldigvis er serien så charmerende, sanselig og oprigtigt begejstret for sine uregerlige kvinder, at de mere demonstrative øjeblikke sjældent får lov til at punktere fornøjelsen.
125 år efter Miles Franklin skrev bogen om en ung kvinde, der nægtede at lade ægteskabet være hendes eneste mulige slutning, er det slående, hvor lidt Netflix behøver ændre ved det grundlæggende spørgsmål for at få det til at føles nutidigt:
Hvordan bygger man et liv på sine egne præmisser, når alle andre allerede har besluttet, hvordan det bør se ud?
Kort sagt:
‘My Brilliant Career’ giver Miles Franklins 125 år gamle feministiske klassiker en liderlig, farverig og underholdende Netflix-makeover. Den bliver sommetider lige lovlig pladderromantisk, men med en uimodståelig Philippa Northeast i front har den stadig noget skarpt at sige om kærlighed, klasse og den økonomiske pris for kvinders frihed.