PORTRÆT. Der er to ting, som er fascinerende ved Aubrey Hobert og Malcolm Todd, to kunstnere, der i år ikke blot har gjort deres indtog på hitlisterne, men som de seneste måneder i høj grad har domineret den popkulturelle samtale.
Den første er åbenlys: Som det gjorde sig gældende for Michael og Janet Jackson, Beyoncé og Solange, Billie Eilish og Finneas, er der noget instinktivt interessant ved søskendepar, hvor begge er succesfulde musikere.
Men der er også noget andet, der optager mig ved Hobert og Todd, og det er ikke, at de potentielt set er nepo babies, selvom internettet har haft svært ved at slippe netop det aspekt af deres gennembrud (personligt ved jeg ikke, hvor meget det har hjulpet deres musikkarrierer, at deres far var showrunner på den ellers unægtelig populære tv-serie ’Scrubs’).
Det er heller ikke deres befriende mangel på søskenderivalisering, selvom det har været ganske charmerende i løbet af sommeren at se dem fortolke hinandens sange i radiostationen Triple J’s ’Like a Version’-format og rose hinanden til skyerne i det ene interview efter det andet. Ikke meget Kain og Abel at finde der.
Nej, det, jeg især finder interessant ved Hobert og Todd, er, at de hver især inkarnerer lige netop de karakteristika, som det lader til, at vi forventer af henholdsvis mandlige og kvindelige popstjerner lige nu.
Du kender typen
Som mange andre mandlige stjerner i tidens poplandskab er Malcolm Todd ikke en personlighed, men en type. Du kender typen, når du hører sangene, selvom du måske vil have svært ved at huske, hvordan sangene egentlig lyder, så snart du har hørt dem.
Bare hør, hvordan han suger al liv, passion og begær ud af Robyns ’Dancing on My Own’ i en ny kampagnevideo for Gap.
Lyt til gigahittet ’Earrings’, en bedøvet udgave af den allerede ret æteriske hybrid mellem r’n’b og synthpop, som Steve Lacy længe har leveret en langt bedre udgave af, og hvor alt er så formløst og udvisket, at kun en uspecifik vibe står tilbage som holdepunkt.
Som det gælder for mange andre mandlige stjerner, der mere er typer end personligheder, er manglen på nævneværdige karakteristika en del af appellen.
Det samme gælder Benson Boones højlydte frat bro-energi, Alex Warrens semikristne kernefamiliepop, Sombrs personificering af the male loneliness epidemic og Teddy Swims’ bombastiske ‘X Factor’-audition-soul (»was Teddy Swims on The Voice/American Idol/X Factor?« kom alle op som foreslåede søgninger, da jeg googlede ham, så jeg er ikke den eneste med den tanke).
Malcolm Todd ved godt selv, hvilken type han er. ’Sweet Boy’, lyder titlen på hans debutalbum, mens hans seneste turné blev annonceret under overskriften »Wholesome Rockstar«.
Han bliver stort set altid fotograferet uden tøj på, men ikke på en hot måde. »Jeg har haft bar overkrop hele mit liv«, som han selv har formuleret det.
Indtrykket er mest af alt, at han ikke lige orkede at tage en t-shirt på, da han stod ud af sengen. Han laver sovekammermusik, men lyder aldrig liderlig. Som popstjerne har han fundet sig til rette i rollen som en slags ufarligt sexsymbol for en ungdom, der ikke har sex.
Kamp til stregen
Storesøsteren Audrey Hobert, derimod, har personlighed. Det modsatte havde også næsten været utænkeligt, for den kvindelige popstjerne lige nu skal helst omgærdes af en personlighedskult, hvor fans skal føle, at de kender dem dybt og inderligt.
Tænk på Chappell Roan, Sabrina Carpenter, Charli XCX og Olivia Rodrigo, tydeligt optegnede karakterer, der bruger hver eneste udgivelse til at gøre selvfortællingen dybere og rigere. På både godt og ondt.
Hvis Gracie Abrams, som Audrey Hobert begyndte sin musikkarriere som sangskriver for, ofte bliver en slags popkulturel syndebuk, skyldes det ikke, at hun ikke har personlighed, men at den personlighed, hun har, ikke altid fremstår vildt charmerende.
På samme måde er Hoberts musik rig på personlighed, og endda en herligt selvudslettende og meget humoristisk én af slagsen. Sabrina Carpenter har ellers godt nok siddet tungt på rollen som den sjove popstjerne, men hos Hobert får hun kamp til stregen.
Jeg nævner i flæng: »Everybody loves a winner / Who’s gonna tell ’em I’m a lucky beginner?« Og: »Not that it matters, but I’m breaking patterns / And getting so good at Pilates«. Eller hvad med helt simple one-liners som »I go to the bar, that’s monumental« og »Sue me, I wanna be wanted«.
Den musikalske komiker
Når jeg lytter til Hoberts debutalbum fra sidste år, ’Who’s the Clown?’, begynder jeg ofte at grine over hendes evne til at finde tragikomiske lag i helt enkle og meget genkendelige situationer og forvandle demonstrativt prosaisk hverdagssprog til overraskende vendinger.
Man mærker, at hun før hun sin sangskrivningstjans skrev manuskripter til tv-serier (okay, måske farens forbindelser alligevel har hjulpet lidt), ikke bare på grund af tv-hyldende sangtitler som ’Phoebe’ og ’Sex and the City’, men fordi hun mestrer den perfekt iscenesatte situationelle komik.
For eksempel: »I’m takin’ thirst traps in the mirror in my room / I think I look bad, but it doesn’t matter / I once read that some people’s beauty can’t be captured / And he’ll be sorry, happy ever after«.
Men humoren ligger lige så meget meget i leveringen som i teksten. Tonen i Hoberts vokal minder en hel del om Taylor Swifts, men hendes kadence er rytmisk og tempofyldt som en rappers. Man kan høre glimtet i hendes øjne, når hun med større og større hastighed bevæger sig mod punchlinen.
Den stil er det ikke alle, der er vilde med. Da hendes Tiny Desk-koncert blev offentliggjort i sidste måned, flød mit feed over med negative, ligefrem hadefulde kommentarer om hendes optræden.
Jeg så nysgerrigt videoen med forventningen om noget elendigt, men blev glædeligt overrasket over, at hun på sin egen underspillede måde formåede at accentuere det komiske element i musikken. Efter at have nærstuderet hendes let karikerede mimik og nøje afvejede intonation, slog det mig: Hun optræder som en standup-komiker mere end som en typisk sanger.
Hvor Malcolm Todd kan glide ubemærket ind på en hvilken som helst Spotify-playliste, er hans søster tvunget til hele tiden at blive (be)dømt. Sådan er det at være forbandet med personlighed.