‘Ink’: Danny Boyles Murdoch-gyser har en perfekt vampyr i front
VENEDIG FILM FESTIVAL. ‘Ink’ er en biopic på flere måder.
Den fortæller både den faktiske historie om en mand, Larry Lamb, der som den første chefredaktør på Rupert Murdochs nyerhvervede London-avis The Sun i 1969 mere eller mindre opfandt alt, hvad der kendetegner vores opfattelse af underlødig journalistik.
Nøgne damer, gratis ting, bloody murder.
Men genopfindelsen af The Sun blev samtidig så fundamental for tabloidtankegangen i nutiden, at ‘Ink’ også står som en hel villain origin story over mediebilledet anno 2026.
Allerede vampyrvante Jack O’Connell fra ‘Sinners’ er som Larry Lamb en perfekt blodsuger in spe. Han er en forsmået, tidligere mobbet andenrangsredaktør på den førende arbejderavis The Daily Mirror, som bliver lokket i fordærv af Guy Pierces Murdoch for 100.000 pund og en Porsche.
At deres fælles vej til tops handler om at synke lavt, fornemmer man allerede, da de fejrer makkerskabet ved at lægge sig ned på datidens avisgade, Fleet Street, for at høre trykpressernes rystelser i jorden.
The Sun var i slutningen af 60’erne til grin med deres oplag på 650.00 eksemplarer (sølle dengang!), hvilket dog hurtigt ændrer sig, da Lamb sætter sine ansatte til at skrive om menigmandens guilty pleasures. Han indfører slagordene »win, love, free« – konkurrencer, sex og gratis ting. Hver gang et af ordene er forsidestof, uddeles der medarbejderbonusser.
Man mærker, at ‘Ink’ er baseret på et teaterstykke af James Graham, for alt er tegnet hårdt op. Man mærker også, at stykket er fra 2017, hvor Murdoch-myten endnu ikke var blevet omdrejningspunktet for ‘Succession’ og et hav af dokumentarserier.
‘Ink’ er dog langt mere interesseret i at gøre Lamb til en levende figur, mens Murdoch selv er en sært uskarp baggrundsskikkelse.
Fra ‘Trainspotting’ til ‘Slumdog Millionaire’ og ‘28 Days Later’ har Danny Boyle altid mestret at få film til at spurte.
Hvor han i sin biopic om Steve Jobs valgte at zoome ind på intense dialogscener, virker det, som om han her vil bruge alle tricks i bogen på samme tid.
Karakterer introduceres med titelkort, der er hypersensuelle nærbilleder, skæve vinkler, oversaturerede amoksekvenser, hvor mennesker ter sig som dyr. En julefrokost på The Sun er næsten som at blive angrebet af zombier i de nye ’28 Years Later’.
Samtidig virker det også, som om Boyle lidt gerne vil lave sin egen version af Martin Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’ tilført lidt sær moralprædiken.
Boyles mediekritik kommer bare lige en postgang for sent til at føles lige så chokerende, som den er portrætteret i filmen.
For lige at slå det sidste syvtommersøm i, runder ‘Ink’ desværre af med en montage af klip fra de medier i nutiden, Rupert Murdoch har formet, med Andrew Tate, Donald Trump og Mark Zuckerberg i uskøn forening.
Efterhånden er dokumentarmontager placeret i afgørelsens time af en historisk film blevet en selvtilfreds pegepind, der er skamredt fri for al chokeffekt. Efter en hel film i selskab med nogle af mediebranchens første mørkets fyrster burde ‘Ink’ stole på, at den allerede har fået fanden malet storslået på væggen.
Der er ligesom heller ikke en »don’t do drugs«-kampagne i slutningen af ‘Trainspotting’.
Det ændrer dog ikke på, at ‘Ink’ støver et uhyre interessant kapitel af mediehistorien skarpt af, og netop med tabloiduniversets redskaber gør det medrivende for alle.
Kort sagt:
I en storartet præstation suger Jack O’Connell sagligheden så fremragende ud af journalistikken, at man aner hugtænderne hele vejen gennem Danny Boyles underholdende, men moralsk overgearede avisgyser.