‘Ti vilde heste’: Stine Pilgaards nye roman er modgift til alle momfluencere i dit feed
ROMAN. Som den hyppende, heppende læsehest jeg er, vil jeg til hver en tid argumentere for, at skønlitteratur er bedre for dit liv end selvhjælpsbøger. I hvert fald kan jeg garantere, at jeg i denne uge med børnehaveindkøring ville have været en dårligere mor, hvis jeg ikke parallelt havde læst Stine Pilgaards nye roman ‘Ti vilde heste’.
Romanen er forfatterens fjerde, men det må alligevel have været som at skrive den svære toer. Pilgaard opnåede så bred en succes med sin seneste, ‘Meter i sekundet’, at selv Hella Joof ikke kunne dy sig for en filmatisering, og så ved man, at klokken har slået folkekær.
I ‘Ti vilde heste’ fortsætter Pilgaard, hvor hun slap. Familien har forladt Jylland og de korte sætningers land for at vende retur til København. Heldigvis måtte vi ikke undvære dem helt i mellemtiden. Pilgaards kæreste, forfatter Daniel Dalgaard, sendte nemlig den virkeligt gode autofiktive roman ‘Vulkanø’ på gaden i 2024, så vi ved, at de har fået et barn mere, men at dynamikkerne er, som de plejer.
Romanen begynder med, at familien flytter i hus i Husum: en københavnsk forstad fuld af herlig mangfoldighed. Her mødes mødrene på ‘Esthers legeplads’, og dagene går med fodboldtræningens forældreinddragelse (gys), ture på ladcyklen og med at slæbe sine overtræksfutbærende fødder ind i børnehaven for at hente tidligt.
Parallelt forsøger jeget og hendes kæreste at synkronisere deres mere eller mindre eksisterende opdragelsesvisioner og at gennemføre et samleje. Det er sådan set plottet, og man kender.
Det er da også i genkendelsen, samtalen og et nørdet blik for sproget, at Pilgaard skiller sig ud. Plot er hun ligeglad med, hverdagen er plot nok, og hun mestrer dens burleske vanvid.
Prønuligoghørher
Lige så røvsygt som børneopdragelse kan være at google, lige så hysterisk morsomt er det som hovedtematik hos Pilgaard. Moralske gråzoner og herligt hykleri. Jeg grinte højt over jegets love/hate forhold til sin kærestes Mufasa-persona, der dukker op i ny og næ (»børnene er især udsatte, når de hjælper ham i haven«) med en akut trang til at fortælle om »den sol, der står op over bjergene«.
Men selv savannens hersker har sine pædagogiske grænser. For romanens far går den grænse, da sønnen pludselig vil vælge sit eget fodboldhold, når han godt ved, at AGF er en arv, han bærer videre. Og så skal ungerne død og pine lære, at »prønuligoghørher« er i ét ord, og at v’et er stumt.
Ud over sine nørdede sprogjokes er Pilgaard sjovest, når hendes karakterer er sassy og dobbeltmoralske. For eksempel har parret fundet ud af, at så længe ens børn ikke får skærmtid, så kan man faktisk slippe afsted med hvad som helst andet, som for eksempel »en opdragelse, der primært er baseret på bestikkelse.« For mig at se er det en bedrift i sig selv at sige noget om børn og skærmtid, der hverken er moraliserende eller søvndyssende.
Der er måske lidt med empatien
Generelt gør Pilgaard en dyd ud af ikke at pege fingeren nogen steder hen. I det Pilgaardske univers har alle deres fejl og deres fiduser. Tag bare det pakistanske nabopar, Zoyas far og mor. Deres børneopdragelse bygger på »God helps«, og selvom jeget synes, »det er lidt nemt bare at sende den videre«, så er det naturligvis de pakistanske forældre, der har fat i den lange ende som et roligt modsvar til det danske småbørnshysteri.
Og så er der Veras mormor, en meget vellignende parodi på anekdotisk bevisførelse, der altid står klar med en påmindelse om, at man i hendes barndom ikke byggede sit liv op omkring sine børns behov, hvilken hun jo »aldrig har taget skadet af«. Selvom jeget feisty får svaret, »at der måske er lidt med empatien«, er det alligevel mormorens faste rammer, der virker på børnene.
Romanen giver os omsorgsfulde og tiltrængt fordomsfrie portrætter, men karaktertegningen bliver næsten så feelgood, at det af og til bliver lidt tamt. Man kan savne den Pilgaard, der i min yndlingsscene i hendes tidligere bog ‘Lejlighedssange’ lader hovedpersonen skamfere et scanningsbillede, nogen har hængt op i opgangen, fordi hun simpelthen ikke gider mere lykke.
Når netop den stemme en gang imellem stikker sit lille djævlehoved frem, er det i hvert fald der, jeg griner højest. Som for eksempel når jeget og hendes kæreste »oplever det som en provokation, hvis folk har mere end to børn«, eller når jeget i sin nye rolle som fodboldmor mærker et raseri »uomgængelig som liderlighed, retningsløs som had«, når lilleputterne spiller centercup.
Mere Hakuna Matata var Husum nemlig heller ikke.
Kort sagt:
Stine Pilgaard fortsætter, hvor hun slap og agerer kærlig og sassy spejling for alle småbørnsforældres rasende indre. Opdragelsesprincipper fungerer upåklageligt som plotmotor, og så er hun (stadig) sjovest, når det ikke bliver for feelgood.