‘Optagelse’: Da han taber sin telefon i håndvasken, får det alvorlige konsekvenser
ROMAN. Forfatter og fortæller smelter sammen i Ben Lerners seneste roman. Sammenlignet med den amerikanske forfatters andre bøger virker det nyeste skud på stammen mere gådefuld, mere ufærdig, men mærkeligt nok også mere vellykket end de ellers glimrende ’22:04’, ’Topekaskolen’ og ’Farvel til Atocha’.
I ’Optagelse’ følger vi et jeg gennem tre forløb. I romanens første del, ’Hotel Providence’, rejser fortælleren ‘hjem’ til sin studieby for at interviewe sin gamle underviser og mentor Thomas, der netop er fyldt 90 år. Thomas er en levende legende i akademiske kredse. Hans enorme viden og fascinerende tiltrækningskraft har altid betydet meget for jeg’et, der siden studietiden har opfattet den geniale professor som en faglig og personlig rollemodel.
Off the record
Ikke længe efter at han er checket ind på Hotel Providence, taber fortælleren sin telefon i håndvasken på hotelværelset. Uheldet starter en lavine af hændelser, valg og refleksioner over vores teknologiske virkelighed, som følger jeg’et og handlingen i resten af romanen.
Uden sin smartphone kan han ikke komme i kontakt med sin familie, som han modvilligt er rejst fra, men endnu værre; han kan ikke optage samtalen med Thomas, som efter planen skal udgives i et anerkendt magasin.
Under samtalen senere samme dag, vælger han dog at foregive, at ‘optageren’ er tændt. Thomas fortæller levende om sin barndom, ungdom og karriere. Den aldrende emeritus virker dog decideret diffus, hvilket forvirrer romanens fortæller.
»Troede han, i al sin forvirring, at jeg allerede havde gjort udstyret klar? Eller vidste han på én eller anden måde, med sin berygtede iagttagelsesevne, at jeg faktisk var mødt op uden det nødvendige udstyr? (…) ‘Ja,’ sagde jeg og tog telefonen frem fra lommen, og så lagde jeg den ved siden af lampen med skærmen nedad. ‘Vi optager.’ Thomas smilede: ‘En lille sort boks’.«
Den ødelagte telefon skal vise sig at få større betydning, end han aner.
Forfalsket eller ej
Senere, i romanens anden del, ’Hotel Villa Real’, er Thomas gået bort. Fortælleren holder afskedstale ved en mindehøjtidelighed blandt familie, venner og kolleger i Madrid. Her beskriver han sin sidste samtale med Thomas, interviewet og sandheden om den manglende optagelse, som lå til grund for den artikel, der endte med at blive den sidste, han medvirkede i.
Vigtige pointér og sårbare emner blev berørt i det berømte interview. Men nu, efter at have fortalt historien om samtalen og den manglende optagelse, betragter tilhørerne ham, til fortællerens egen forbavselse, som en bedrager. Hvordan kunne han forfalske deres elskede og højt estimerede Thomas’ citater og »opdigte, fordreje og fingerere« en virkelighed, som måske slet ikke har fundet sted?
»’Du, altså, du indrømmede jo mere eller mindre, at du havde forfalsket en stor del af det, mange af os opfattede som hans sidste, hvad skal man sige, testamente. En deepfake.’ Hun sagde det sidste ord på engelsk. (…) ‘Det er jo latterligt,’ sagde jeg.«
En vrede vender sig mod ham. Fortælleren opfatter det hele som en stor misforståelse. Han rekonstruerede jo blot dele af interviewet efter hukommelsen – det er vel en helt almindelig journalistisk praksis, så længe interviewet blev skrevet i Thomas’ ånd?
Teknologiens tidsalder
Endnu senere, i bogens tredje og sidste del, ’Hotel Arbez’, er fortællingen vendt om. Nu er det Max, Thomas’ søn, som i et interview med jeg-fortælleren om sit og faderens forhold pludselig fungerer som romanens nye ‘jeg’.
Max beskriver sit og familiens liv i Los Angeles før, under og efter Corona-pandemien. Han taler om sin far, som i det meste af Max’ liv har været fraværende. Historien om Thomas’ barnebarn Emmie, som lider af en sjælden spiseforstyrrelse og lever det meste af sit liv foran en skærm, bidrager desuden med et spidst og relaterbart nutidsperspektiv.
Teknologiens tiltagende rolle, bogens hovedtema, bliver udlagt og debatteret blandt karaktererne, men også (og måske mere interessant) på et overordnet plan, når fortælleren forsvinder ind og ud ad flashbacks til sin ungdoms analoge epoker. ’Optagelse’er måske ikke Ben Lerners mest fuldkomne roman, men bogens både kloge og til tider problematiske fortæller er måske den mest tidssvarende karakter, som forfatteren har formået at portrættere.
Stærkest står skildringen af den menneskelige hukommelses tvivlrådige natur, som ikke blot er essentiel i selve fortællingen, men bliver en subtil undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske i en teknologisk tidsalder anno 2026.
Romanen stiller spørgsmålet, som de fleste af os tænker over, men de færreste har svaret på: Hvad betyder det, når grænsen mellem fiktionens virtuelle verden og den faktiske teknologiske virkelighed, de fleste af os lever i, bliver stadig sværere at tyde?
Kort sagt:
’Optagelse’er en velskrevet portrættering af et samfund, som i takt med den massive teknologiske udvikling har forandret, hvad det vil sige at være menneske. Ben Lerner reflekterer ikke blot over samtidens virtuelle verdensbillede, men skildrer samtidig flere generationers forskellige tilknytninger til det, vi kalder virkeligheden.