’The Uprising’: Tvivlsomt Robin Hood-mærkat er ikke det største problem i ‘Bourne’-instruktørs oprørsfilm med Andrew Garfield
FILM. Det virkede ret besynderligt, da Paul Greengrass’ historiske drama ‘The Uprising’ to uger før premieren midlertidigt fik tilføjet en undertitel.
‘The Rise of Robin Hood’ lød den nye tagline fra den amerikanske distributør Focus Features. Man håbede måske (desperat?) på at tiltrække flere publikummer, end en film om bondeoprøret i England i 1381 potentielt kunne mønstre.
Men lad os bare få det på det rene: ‘The Uprising’ er ikke en egentlig Robin Hood-film. Den mytiske fredløse helt bliver aldrig nævnt, og Andrew Garfields hovedperson forbindes kun ganske flygtigt til figuren på et tematisk plan.
Karakteren, som blot går blot under navnet Plougman, er plaget af sorg efter at have mistet hele sin familie til den sorte død. Tre ensomme kors placeret side om side over gravsteder på en mudret mark vidner om hans triste forhistorie. Ellers er han påfaldende løst optegnet.
Sorgen er grundlag for en afmagt og en vrede, som han retter mod kongens udsendte, da de kommer til hans lille landsby. Med brutale midler opkræver de bøndernes sparsomme kornlager i skat. De befamler desuden byens kvinder under kjolerne for at tjekke, om de kan gå for at være myndige.
Plougman ender hurtigt i voldelig karambolage med en af kongens repræsentanter. Det gør ham eftersøgt af magten, men samtidig også ophøjet til en ledende skikkelse i bøndernes modstand mod undertrykkerne. Han slår sig sammen med den viltre prædiker John Ball (Jamie Bell) og oprørslederen Wat Tyler (Cosmo Jarvis) om en protestmarch mod London, hvor unge Richard II (Woody Norman) sidder på tronen.
‘The Uprising’ er beslægtet med en tidlig Greengrass-perle. Før det helt store gennembrud med ‘The Bourne Supremacy’ og Oscar-nominerede ‘United 93’ instruerede han ’Bloody Sunday’, der også dramatiserede en historisk opstand med chokerende følger, nemlig 1972-massakren i Nordirland. Ligesom i filmen fra 2002 følger vi i ‘The Uprising’ den voldsomme begivenhed fra flere sider, mens store og små magtkampe samt afgørende tilfældigheder leder mod en fatal finale.
Vi kommer for eksempel helt ind i de kongelige gemakker, hvor Richard II går fra at være rablende og viljeløs til at blive udspekuleret og magtfuldkommen. Woody Norman leverer en skiftevis iskold og manisk performance med så meget engagement, at han balancerer på kanten af overspil. Imens bringer altid seværdige Tom Hollander en mørk charme til bordet som slesk kongelig rådgiver.
Den mest spændende dynamik aner man dog hos rebellerne. De er lykkedes med at samle sig, men kan de egentlig blive enige om, hvordan de opnår retfærdighed? Er det nok at forhandle sig til bedre vilkår, eller skal de også have blodig hævn? Og kan de overhovedet fastholde styringen, når først kaosset er udløst?
Vreden og volden sætter sig fra start i ‘The Uprising’s billedsprog. For Greengrass har taget sin velkendte hektiske visuelle stil med til middelalderen.
Når Plougman og de medsammensvorne bønder blæser til kamp, formidler den efterhånden 71-årige britiske instruktør scenerne med hurtig klipning og et nærmest demonstrativt håndholdt kamera. Virkningen er som altid intens, særligt i de brutale kampscener på mudrede slagmarker og i dunkle gyder.
Dog er Greengrass-metoden også til tider fremmedgørende i netop denne kontekst. Der hersker ganske vist ingen regler for, hvilke virkemidler man må kaste over et historisk drama, og jeg hilser generelt utraditionelle løsninger velkommen. Men de rystede billeder og særligt de abrupte zooms giver et nutidigt udtryk, som skurrer mod periodepræmissen.
Grebet har, ligesom instruktøren selv, rødder i tv-dokumentarisme, og man får en underlig fornemmelse af at se en mockumentary. Den fornemmelse gav meget mere mening i førnævnte ‘Bloody Sunday’, for her kunne man godt forestille sig et tv-hold følge forløbet. I det aktuelle tilfælde bryder stilen snarere med indlevelsen.
Greengrass sætter øjensynligt alt ind på en medrivende fortælling, men det radikale udtryk bliver i sidste ende udmattende. Det tager også fokus fra karaktererne, som man aldrig kommer specielt tæt på, selvom de bærer rundt på traumatiske erfaringer.
I sin seneste film, ‘The Lost Bus’, lykkedes instruktøren noget bedre med at forene nervepirrende spænding med en menneskelig skæbnefortælling om store tab og usandsynlige helte.
Det kan et tvivlsomt Robin Hood-mærkat ikke ændre på.
Kort sagt:
Trods Robin Hood-rygter er Paul Greengrass’ nyeste film først og fremmest et historisk drama om den engelske bondeoprør i 1381. Instruktørens vanligt hektiske stil giver intensitet til en række kampscener, men det rystede kamera og de mange zooms bryder også med middelalderillusionen.