SÅ DU DET? Nogle ideer er så dumme, at de ender med at fungere. Det er P3-formatet ‘Wrestlingterapi’ et godt eksempel på.
Programmet når nemlig frem til noget overraskende meningsfuldt, i hvad der ellers snildt kunne være endt som en maveplasker mellem to af tidens store, væsensforskellige buzzwords: wrestling og terapi.
Morgenvært Lasse Knudsen samler fem forskellige mennesker, der kæmper med dårligt selvværd og ensomhed i alvorlig grad.
Her gør mødet med eksempelvis laboranten Mitzu fra Herning indtryk fra start. Han virker sød og almindelig, men er i sin egen selvopfattelse »out of place« og ligefrem en »styg satan«i kvinders øjne.
Vi introduceres også for resten af ‘The Fearless Five’, Stella, Noah, Signe Olivia og Lukas, men rundkredssnakken tager dog hurtigt en skør, men forfriskende drejning. Lyset går ud, og på en skærm dukker den både ondsskabsfulde og småuhyggelige wrestling-heel Nemesis op.
En fysisk manifestation af alle i gruppens selvhad, som kaster sig så verbalt frådende over de sårbare deltagere, at det gør helt ondt.
Pointen er, at de kun kan stoppe Nemesis’ tilsvininger ved at begynde at tale pænere til dem selv. Og her er twistet: Ved at gå i træning som wrestlere kan de faktisk stille sig op og møde ham i ringen.
På den måde minder programmets vovede idé lidt om grovkornede 00’er-formater, der huserede steder som MTV, som aldrig var blege for lidt tvivlsom og kulørt eksponeringsterapi.
Knudsens værtskab er samtidig noget af det mest tilbagelænede, jeg har set. Han dukker op for en hurtig bemærkning om nogle udstoppede dyr og kogte æg, hvis han ikke lige sætter gruppen til at skrive deres absolut værste tanke om dem selv op på en tavle.
Det ville måske være bekymrende laissez faire, hvis ikke hans evne som social lim var så tydelig. Der er så lidt afstand som muligt mellem ham og de medvirkende, og man kan fornemme, at der bliver skabt et trygt rum fra start.
Trygt nok til, at det heller ikke behøver være rart hele tiden. I stedet bliver wrestlingarenaens gakkede tilsviningsleg en måde rent faktisk at få selvhadet ud af hovedet. Der er lidt Riddikulus-forbandelsen fra Harry Potter over det, men det virker altsammen befriende uprætentiøst.
I de to afsnit, der indtil videre er ude, har man cuttet alt a la ekspertkilder og psykologer. I stedet handler det om at opdyrke netop det fællesskab, som de unge savner allermest.
Det er en umage form for teambuilding, men der er forbavsende indlevelse fra de medvirkende, der ellers beskriver sig selv med dybt nedslående mærkater som »en fiasko« eller »en fejler«.
Den nonbinære transperson Stella har ingen interesse i wrestling, men går forrest med både koldbøtter og at forklare, hvordan de altid føler, de er til besvær som én, der afviger fra normerne med både sine pronominer og kønsidentitet og samtidig er veganer og allergiker.
I tider hvor mange måske kommer til at tage repræsentation for givet, er Stellas historie en væsentlig påmindelse om, hvorfor rummelighed og medmenneskelighed er vigtigt.
Der er desværre nok mange, som vil kunne genkende de mørke følelser, ‘Wrestlingterapi’ beskæftiger sig med.
Forhåbentlig vil lige så mange glædes over eksperimentets skævt vidunderlige måde at tackle problemerne på, så resultatet bodyslammer én lige i hjertet.
‘Wrestlingterapi’ kan ses på DRTV.