TRACK. Siden første gang jeg oplevede danske Will live, har jeg vidst, at der bag den følsomme r’n’b-sangskrivning og den spinkle kordrengestemme gemmer sig en længsel efter noget mærkeligere og mere intenst.
Rytmer, der i deres studieindspillede form er skelettynde, kan i hans live-optrædener antage en rage-agtig tyngde. En spinkel akustisk guitar kan på scenen forvandles til en mur af shoegaze-klingende forvrængning.
Men det var først på dette års ‘Tusind ting’, førstesinglen fra den nye ep ‘For sent, for længst’, at de mere eventyrlystne tendenser for alvor dukkede op i Wills udgivne musik.
‘Tusind ting’ er ganske vist hverken larmende eller mærkelig, men til gengæld har vi at gøre med et ekstremt ambitiøst, næsten barokpoppet arrangement med udsøgte, lagdelte vokalharmonier og en klagende violin, der i momenter får mig til at tænke på klezmer.
Er det den bedste brug af violin i en popsang i år? Jeg tror det måske.
‘Tusind ting’ gav mig virkelig høje forventning til ‘For sent, for længst’, og selvom hele ep’en er et lyt værd, er det især på afslutningsnummeret, ‘Anden end mig’, at de bliver indfriet.
Det skyldes ikke kun, at vores gode ven, violinen, dukker op igen med viltre, snørklede strøg, der indhyller hele sangen i en aura af eventyrlighed, men også sangens herligt underlige, totalt fragmenterede struktur.
Vi har ikke at gøre med en traditionel popsang så meget som med en lineær rejse, der med accelererende tempo bevæger sig fra et rappende staccato-flow og et snigende, minimalistisk arrangement til et eksplosivt crescendo af stønnende vokalsamples.
Det er muligt, at den melodiske singer/songwriter-pop på den iørefaldende ‘Holder igen’ er ep’ens bedste bud på et fremtidigt radiohit. Men jeg håber alligevel, at det er ‘Anden end mig’, der viser vejen frem.
»Du har gjort mig til en anden end mig«, synger Will. Men han lyder som om, han har fundet sig selv.
Til dig, der kan lide: Violin. Kaotisk selvreflektion. Rimbauds berømte sætning: »Je est un autre« (jeg er en anden). Når Will er mærkelig.