‘Best of the Best’: Netflix’ populære Bollywood-dansefilm har sin charme
FILM. Hvis du tager ‘Pitch Perfect’, en klassisk dansefilm som ‘Step Up’, teenageserien ‘Never Have I Ever’ og blander det hele med Bollywood, får du en af denne uges mest sete film på Netflix, ‘Best of the Best’.
Her møder vi veninderne Maya og Anjali, netop som de starter på universitetet UCLA. De er uadskillelige og på mange måder hinandens modsætninger: Maya, der spilles af ‘Never Have I Ever’-stjernen Maitreyi Ramakrishnan i en meget beslægtet rolle, er frembrusende, ugenert og idérig. Anjali er mild og likeable og vil gerne bare passe ind.
Sammen er de en dynamisk duo, som vi ser i allerførste scene. I et talentshow opfører de – på Mayas insisteren – en dans, der kombinerer street med indisk, tilsat en sværm af droner, som de stilfuldt bevæger sig rundt om.
Lige indtil en af dronerne styrer mod Maya og slår hende i gulvet. Nogle gange er hendes idéer ikke tænkt til ende.
Dans binder dem sammen, og på UCLA introduceres de til et miljø af studerende, der som dem har pakistansk, indisk eller srilankansk baggrund og derfor er hjemme i Bollywood-genren. De slutter sig til universitetets Bollywood-inspirerede dansetrup, som deltager i en national konkurrence for Bollywood-fusionsdans.
Her hersker selvfølgelig et skrapt hierarki, som Maya og Anjali håndterer ret forskelligt: Anjali er hurtigt imponeret af frontmanden, Ronak, mens Maya er mere skeptisk.
Som om drone-uheldet ikke var en pludselig nok åbner, er der få minutter inde i ‘Best of the Best’ simpelthen også en scene, hvor Anjalis mor midt på kollegiegangen giver hende en syngende lussing. Sådan får vi etableret, at Anjali er under intenst pres fra sin mor til at klare sig godt – en uddannelse er den eneste måde, man som kvinde kan sikre sin egen fremtid.
Bollywood-kulturen både hyldes og drilles kærligt af filmens forfattere, komiker Hasan Minaj og Prashanth Venkataramanujam, og instruktøren Lena Khan. Flere af karaktererne peges eksplicit på som eksempler på genrens klichéer – det overdrevent begejstrede sidekick, de bitchy veninder – og i dansetruppen diskuterer Maya og Ronak, om Bollywoods overdrevne følelsesregister er en hyldest til livet eller et fortidslevn.
Indforståetheden gør ‘Best of the Best’ charmerende, og det samme gør Mayas flabethed og de to hovedpersoners venskab. Og med min forkærlighed for dansefilm var jeg totalt klar på dansekonkurrencen som plotmotor.
Da et af Mayas geniale indfald forstyrrer en performance, genoplevede jeg næsten den genistreg, Anna Kendricks karakter i ‘Pitch Perfect’ begik, da hun improviserede et medley med ‘Bulletproof’.
‘Best of the Best’ er lavet til en teenage-målgruppe, og jeg sætter stor pris på dens dedikation til venskabet i centrum og den specifikke kultur omkring Bollywood-inspireret dans. Men meget mere er der ikke at komme efter. Der skal mange forviklinger, forglemmelser og misforståelser til for at drive filmen frem, og Maitreyi Ramakrishnan redder mange scener fra det personlighedsløse.
Det er ærgerligt, når der er så meget at hente i præmissen – en ‘Pitch Perfect’, som ikke bare ligner historiens uendelige række af amerikanske universitetsfilm.
Kort sagt:
‘Pitch Perfect’ møder Bollywood i en teenagekomedie, som har sine charmerende øjeblikke, men ikke helt løfter sig over det banale.